Find job

It-driftsmedarbejdere til nyetableret kontor for Ejendomssystemer

Har du kendskab til it-teknisk applikationsdrift og har du lyst til at blive en del af et nyetableret team, som skal varetage it-driften og vedligeholdelsen af de nye systemer, der er udviklet til brug for den offentlige ejendomsvurdering? Så er du måske vores nye kollega.   

It-applikationsdrift i agile teams

Som it-medarbejder i kontoret for Ejendomssystemer indgår du i opbygningen af en it-drifts- og forvaltningsenhed i en agil teamstruktur. Kontoret er nyetableret, så der er god mulighed for at præge det fremtidige arbejde. Det første stykke tid vil fokus for teamet være opbygning af viden om de it-løsninger, der overdrages fra programmet Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger (ICE). På sigt vil fokus skifte til it-drift og videreudvikling af løsningerne. Som it-driftsmedarbejder har du en central rolle i et team af kollegaer med fælles ansvar for et eller flere delsystemer. De agile teams forventes over tid at opbygge en bred viden om og dyb teknisk indsigt i applikationerne og deres tilhørende it-infrastruktur.

De opgaver, som du og dine kollegaer vil beskæftige jer med kan være følgende:

  • Udvikling af procedurer der forbedrer den daglige drift og videreudvikling
  • Konfiguration og optimering af værktøjer til fx overvågning af applikationer eller test-automatisering
  • Bidrage til videreudvikling af egenudviklede applikationer
  • Udvikling af scripts der understøtter drift og videreudvikling
  • Vedligeholde tilknyttet infrastruktur og integrationer
  • Indgå med teknisk rådgivning ved processer til fx håndtering af hændelser, fejl og ændringsønsker
  • Bidrage med krav til løsningsdesign, kvalitetssikring og informationssikkerhed fra et driftsperspektiv.
     

Teknisk orienteret profil, som kender sine styrker

Vi forestiller os, at du er teknisk velfunderet, er it-uddannet eller har en relevant akademisk uddannelse. Vi opfordrer både nyuddannede og personer med længere tids erfaring til at søge. Det er blot vigtigt for os, at du har lyst til at tilegne dig viden om ny teknologi og værktøjer, enten via selvstudier eller kurser. Du er nysgerrig af natur, omstillingsparat, arbejder struktureret og trives både med teamwork ligesom du selvstændigt kan løse en stillet opgave.

Kendskab til et eller flere af nedenstående områder er absolut en fordel, men ikke et krav:

  • Grundlæggende viden om servere og netværk
  • Linux
  • Cloud-platforme - specifikt AWS
  • Automatiseringsværktøjer som Jenkins, Ansible, Artifactory eller Terraform
  • Git og gitHub
  • Databaser som postgreSQL, Microsoft SQL Server eller Amazon Aurora
  • Docker
  • Sprog som Java, Clojure, Python, Bash, .Net eller lign.
  • Logging og alarmværktøjer som DataDog, Cloudtrail/Cloudwatch. Logstach, Kibana eller Elasticsearch
  • CMS-løsninger som Umbraco, Sharepoint eller Confluence
  • Sikkerhed og kryptering.
     

Innovativ arbejdsplads med fokus på samarbejde

Du kan se frem til at blive en del af en spændende og innovativ arbejdsplads præget af tæt samarbejde og viljen til at lykkes. Vi har en uformel omgangstone, og vores daglige sparring, medarbejdere imellem, er en forudsætning for skabelsen af gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen. Du indgår i et grundigt introduktions- og oplæringsforløb for hurtigt at kunne arbejde selvstændigt med opgaverne i teamet. 

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Søg jobbet her” senest 24. oktober 2019. Vi holder samtaler løbende. 

Har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til at kontakte Søren Brørup på 72 38 99 09. 

Der kan indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet. 

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Tiltrædelse er snarest muligt. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.   

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’   

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.   

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.   

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.  


Vi sikrer fundamentet for finansiering af det danske samfund 

Skatteforvaltningen varetager en vigtig samfundsopgave. Vi opkræver hvert år de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på at løse vores opgave sikkert og effektivt, og på at alle betaler det, de skal - hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med os. 

Med et job hos os får du derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. 

Vi har brug for ansatte med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har fokus på god ledelse på alle niveauer bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. 

Skatteforvaltningen består af syv styrelser med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet. Samlet har Skatteforvaltningen ca. 8.000 ansatte i hele Danmark. På www.skatteforvaltningen.dk kan du læse mere om de enkelte styrelsers kerneopgaver, og på www.fra1til7.dk kan du læse mere om planerne for organiseringen af Skatteforvaltningen frem mod 2021.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location Frederiksberg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.