Find job

Løsningsarkitekt til digitalt sundhedskort

Vil du være med til at designe og udvikle en unik løsning, som vil lette 5,8 mio. borgeres hverdag? Digitaliseringsstyrelsen søger en løsningsarkitekt til central rolle i udviklingen af et digitalt sundhedskort. 

Om stillingen

Regeringen, KL og Danske Regioner har besluttet, at danskerne fremover skal tilbydes et digitalt supplement til det velkendte fysiske sundhedskort – en sundhedskort-app. Udviklingen af appen bor i Digitaliseringsstyrelsens Center for Udvikling og Implementering (CUI), som allerede er i fuld gang med udviklingen af det digitale kørekort. 

Som løsningsarkitekt på appen får du en central rolle. Du kommer til at have indflydelse på en vigtig digital dagsorden i samarbejde med en bred vifte af offentlige myndigheder, borgere samt med private leverandører og konsulenter. Og du kommer til at arbejde med nyudvikling af en digital løsning, som vil komme 5,8 millioner danskere til gavn i hverdagen.

Du bliver en central del af det samlede projektteam, som designer og etablerer både det digitale kørekort og det digitale sundhedskort. Projektteamet består af projektleder, Product Owner, en løsningsarkitekt (dig), udviklere, UX'er og to projektmedarbejdere. Teamet arbejder i et agilt setup, med agil coach tilknyttet. 

Som løsningsarkitekt i teamet vil du have ansvar for løsningsarkitekturen for det digitale sundhedskort og herunder samspillet med infrastrukturen til det digitale kørekort. Du vil blandt andet skulle: 

  • udarbejde tekniske løsningsoplæg i samarbejde med resten af projektteamet og projektets øvrige interessenter
  • bistå beslutningstagere (fx Product Owner og projektleder) med generel løsningsarkitektur og teknologivalg
  • samarbejde med udviklerne.
     

Om dig

Vi er på udkig efter dig, som har lyst til at indgå i projektteamets agile set-up med det fælles mål at skabe solide digitale supplementer til det velkendte fysiske sundhedskort og kørekort.  

Du motiveres af at arbejde med kritisk infrastruktur, og kan indgå i dialog med sikkerhedseksperter om Built-in security og generel sikkerhedsarkitektur. Kendskab til Container-teknologi og Continuous integration er en fordel. 

Du er vant til at indgå i projektteams og/eller udviklingsteams som arkitekt, og har erfaring med: 

  • agil it-udvikling (inkremental/iterativ leverancemodel)
  • løsningsarkitektur og applikationsarkitektur generelt 
  • notationsformer til dokumentation, fx UML og Archimate. 
     

Vi søger desuden en kollega, som: 

  • er en stærk formidler
  • er pragmatisk, kan finde løsninger og skabe resultater baseret på kollegers input og feedback 
  • arbejder ansvarsbevidst og sørger for fremdrift i tekniske afklaringer
  • er social og involverende og kan facilitere samarbejde på tværs af fagområder. 
     

Om os

Du bliver en del af Center for udvikling og implementering, hvor vi arbejder med frembringelsen af digitale løsninger som eksempelvis det kommende digitale sundhedskort og det digitale kørekort. Vi har et stærkt fagligt og socialt fællesskab, og du kan se frem til at blive udfordret, udviklet og støttet af din chef og kolleger.  

”Det bedste ved at arbejde i Digitaliseringsstyrelsen er, at jeg via mit arbejde som arkitekt har indflydelse på løsninger, der rammer hele Danmarks befolkning – og dermed har jeg indflydelse på folks hverdag.” 
Thomas Pedersen, arkitekt i Digitaliseringsstyrelsen.

I Digitaliseringsstyrelsen er vi ca. 290 dygtige medarbejdere, som hver dag går forrest i arbejdet med at skabe et mere digitalt offentligt Danmark. Vi vil være en attraktiv arbejdsplads, hvor høje ambitioner og et godt socialt fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er et klart fokus på din kompetence- og karriereudvikling. Du kan læse mere om os og vores medarbejdere på www.digst.dk/job

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for individuel forhandling alt efter kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. 

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte teamleder Morten Jørsum på 41 87 87 03 / mjrsm@digst.dk eller seniorprojektleder Sara Bjerre på 33 92 60 23 / sarbj@digst.dk

Ansøgning 

Hvis du er interesseret i stillingen, så tryk på ”Søg jobbet her”-knappen og send os din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi ser frem til at modtage din ansøgning senest tirsdag d. 26. november.

Vi forventer at holde samtaler i uge 49 og 50 og ser frem til at byde vores nye kollega velkommen d. 1. februar 2020. Du kan forvente at skulle løse en case i forbindelse med rekrutteringsforløbet.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap opfordres til at søge stillingen.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.