Find job

Sektionsleder til Operative Processer – vær med til at sætte præg på vores nye sektion

Rigspolitiets Koncern IT er i konstant udvikling, og vores arbejde med at optimere vores operative processer er ingen undtagelse. For at styrke procesarbejdet yderligere, søger vi nu en sektionsleder til den nyoprettede Sektion for Operative Processer. Det er stillingen til dig, der ønsker at sætte dit præg på en ny sektion, og som er stærk i ITIL-processer, forandringsledelse, kommunikation og relationer.

Hvad skal du som sektionsleder i vores nye sektion?

I Rigspolitiets Koncern IT arbejder vi hele tiden for at udvikle os, så vi fortsat kan styrke en sikker og proaktiv it-drift. Derfor samler og etablerer vi Sektion for Operative Processer, hvis opgave er at sikre en proaktiv, professionel og sikker håndtering af de operationelle processer. Det betyder, at vi i sektionen varetager arbejdsopgaver relateret til god it-driftsforvaltning med fokus på Change og Transition Management, Incident og Problem Management, Patch og Release Management, Knowledge Management og Configuration Management. Endvidere er det her, at arbejdet med Årshjul og ISO 27K-struktur er forankret. Derudover er der en analysefunktion i sektionen, som varetager trendanalyser, KPI-rapportering, Operational Level Agreements mm.

Som sektionsleder sikrer du professionel og struktureret håndtering og udvikling af ovenstående processer. Du formidler med høj faglighed vigtigheden af processerne og sikrer derved at Koncern IT’s operative processer er i overensstemmelse med Koncern IT’s strategi og relevante delstrategier.

Du er sektionsleder for 10 dedikerede medarbejdere. Du har med din ledelsesstil fokus på en proaktiv tilgang, således at vi i sektionen er på forkant med opgaveløsningen. Du involverer og motiverer medarbejderne, når der opstår udfordringer og støtter dem i det, de har brug for, hvad enten der er tale om faglig eller personlig sparring.

Du refererer til centerchefen i Center for Drift og indgår i centerets ledergruppe. Du bidrager til et frugtbart og konstruktivt samarbejde i centerledelsen, ligesom du har et tæt samarbejde med andre sektioner og centre. Desuden bidrager din sektion til udviklingen af kulturen i Koncern IT, således, at vores værdier om udleves i det daglige virke.

Den strukturerede menneskekender

Vi forventer, at du har flere års dokumenteret erfaring med ledelse af medarbejdere og ledelse af processer. Vi forventer ligeledes, at du har en stærk værktøjskasse inden for ITIL og ISO27001, så du kan rammesætte faglige og professionelle retningslinjer for Operative Processer, samtidig med at du sikrer et højt fagligt og socialt funderet miljø for dine medarbejdere. Det er en absolut fordel, hvis du har været med til at opbygge nye afdelinger eller har arbejdet med forandringsledelse i dit tidligere virke.

Det er vigtigt, at du er struktureret anlagt, idet sektionen skal etableres samtidig med, at vi er i rivende udvikling omkring årshjulskontroller. Det er derfor nødvendigt at sikre struktur på såvel arbejdsopgaver, sektionens udvikling og det længere, strategiske perspektiv.

Med din veludviklede formidlingsevne, sørger du for, at budskabet om professionelle og proaktive operationelle processer bliver implementer og eksekveret i Koncern IT.

Med dine menneskelig egenskaber hjælper og guider du medarbejderne i de situationer, hvor der er behov for det. Du står derfor til rådighed for, at de kan udføre deres arbejde med de bedst mulige forudsætninger.

Udfordringer håndterer du på en fornuftig og konstruktiv måde, hvilket falder dig naturligt ind, da du har flere års erfaring med ledelse af forandringer og medarbejdere.

Ansættelsesforhold

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som chefkonsulent med ledelsesansvar på baggrund af kvalifikationer.

Har du en anden relevant baggrundsuddannelse, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiets Koncern IT med adresse på Landlystvej 34, 2650 Hvidovre.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte centerchef Per Skovgaard Rosen på 2127 3261. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Vi forventer at afholde 1. samtaler: Tirsdag d. 26. november 2019.

Ansøgningsfrist: 21. november 2019.

Om Rigspolitiet

I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks 12 politikredse og politiet i Grønland og på Færøerne. Vi udvikler strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, indkøb af politiets udstyr og køretøjer, personale og uddannelse, internationalt samarbejde, kriminalteknik og efterforskningsopgaver.

Sikkerhedsbevidstheden i politiet er høj og ansvaret for politiets informationssikkerhed påhviler alle ansatte i politiet.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location Hvidovre

Job hos virksomheden

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.