Erfarne løsningsarkitekter til nogle af Danmarks største it-systemer

Brænder du for at levere resultater og bidrage til nogle af Danmarks største og vigtigste offentlige digitale projekter, hvor kravene til nye løsninger bliver styret ud fra forretningsområdernes behov? Så har du hér mulighed for indgå i et højt kvalificeret arkitekturteam, som har fokus på at levere konkrete resultater med langsigtet, strategisk værdi.      

Løsningsarkitektur og Testmanagement – din nye enhed

Du kommer til at arbejde i et it-fagligt stærkt udviklingskontor, hvor den langsigtede strategiske udvikling udspringer af den praktiske erfaring fra opgaver. Vores opgave er at støtte udviklingsprojekterne i at specificere innovative it-løsninger og dokumentere alle systemer i Skatteforvaltningen. Hos os indgår du i et fagligt stærkt fællesskab med andre løsningsarkitekter, informationsarkitekter og testmanagers.

Som en del af en højt specialiseret it-organisation med over 1.000 kolleger, er der rig mulighed for at sparre med og udfordre kolleger, og dermed sikre høj faglighed. Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere har den seneste og mest relevante viden, så vi kan løse vores opgaver optimalt. Derfor følger vi med udviklingen og tilbyder relevante certificeringer.

Vi har høj grad af fleksibilitet, hvor der er mulighed for at balancere arbejds- og familieliv. Vi tilbyder en attraktiv pensionsordning samt 37 timers arbejdsuge, inklusiv frokost.     

Som løsningsarkitekt bliver du ansvarlig for udvikling og vedligehold af forretningsløsninger i et heterogent distribueret miljø. Du kommer til at arbejde i dybden med arkitekturen, hvilket betyder, at du bliver ansvarlig for at implementere løsningsarkitekturen via konkrete leverancer i udviklingsprojekter. Stillingen giver en unik mulighed for at arbejde med emner som integrationer mellem forskellige typer af systemer med mange forskellige interessenter, it-governance, sikkerhed og portalteknologi.    

Dine arbejdsopgaver omfatter:      

  • Aktiv deltagelse i udviklingsprojekter og vedligeholdelsesopgaver     
  • Sikring af arkitekturkrav     
  • Rådgivning af projekter og organisation     
  • Rådgivning af leverandører     
  • Udarbejdelse og opfølgning af krav – fra behov til design, udvikling og drift     
  • Bidrag til governance af it-løsninger     
  • Erfaringsopsamling fra ”marken” og forankring i fælles it-arkitektur.     
     

Om dig

Vi forventer, du har relevant erhvervserfaring som it-arkitekt eller erfaring fra en tilsvarende rolle, herunder bl.a. valg af arkitektur og teknologi, planlægning af teknologiaktiviteter, support ift. arkitektur spørgsmål, vurdering af leverandører etc.     

Derudover har du:

  • En relevant videregående uddannelse som fx datalog, cand.it, ingeniør eller lignende    
  • Erfaring med design, dokumentation og kravspecificering af komplekse it-løsninger i en større organisation      
  • Erfaring med at binde konkrete leverancer til de mere langsigtede IT-strategiske mål     
     

Det er en fordel, hvis du har praktisk erfaring med teknologier som XML, SOAP og REST, OpenAPI, SPA (single page application), Container-teknologier (f.eks. OpenShift, Docker, Kubernetes), Business Rules Management Systems (f.eks. DMN, Drools). Kendskab til forskellige typer af database bl.a. Key-Value Store, Document Store som fx Elasticsearch og relationelle databaser, men det er ikke et krav. 

Du trives med både at arbejder både selvstændigt og som en del af større teams, som fx i udviklingsprojekter, ligesom du motiveres af at have ansvar, drive mange typer opgaver, og følger dine opgaver til dørs. Som person er du struktureret, koordinerende og det falder dig naturligt udveksler erfaringer med kolleger og bidrager til kontorets faglige fora. Da du har en stor kontaktflade til organisationen er det vigtigt at du er udadvendt, god til at formidle og kommunikere til forskellige målgrupper på alle niveauer     

Ansøgning og kontakt      

Ansøgning med CV og relevante dokumenter bedes sendt via linket ”Søg jobbet her” senest den 2. januar 2020. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Mette Kurland på telefon 72388462. Vi holder samtaler løbende. Der kan indgå person- og logiktest i rekrutteringsprocessen 

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.   

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er indtil videre Østbanegade 123, 2100 København Ø. På sigt vil arbejdsstedet skifte til Udviklings- og Forenklingsstyrelsens adresse på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.   

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’   

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.   

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.   

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.   


Vi sikrer fundamentet for finansiering af det danske samfund  

Skatteforvaltningen varetager en vigtig samfundsopgave. Vi opkræver hvert år de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på at løse vores opgave sikkert og effektivt, og på at alle betaler det, de skal - hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med os. 

Med et job hos os får du derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. 

Vi har brug for ansatte med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har fokus på god ledelse på alle niveauer bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. 

Skatteforvaltningen består af syv styrelser med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet. Samlet har Skatteforvaltningen ca. 8.000 ansatte i hele Danmark. På www.skatteforvaltningen.dk kan du læse mere om de enkelte styrelsers kerneopgaver, og på www.fra1til7.dk kan du læse mere om planerne for organiseringen af Skatteforvaltningen frem mod 2021.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 26. november 2019

Arbejdssted

Location København Ø