It-og teknisk pro­jekt­le­der til sektionen Netværk og Telefoni

 

Har du erfaring med It- og teknisk projektledelse, og vil du lede nogle af Danmarks mest spændende infrastruktur projekter?

Med rollen som It- og teknisk projektleder i Center for It, Medico og Telefoni (CIMT) får du chancen for at blive et omdrejningspunkt og inspirator med tilsvarende stor indflydelse.

Succeskriterierne er bl.a. høj leverancesikkerhed og kvalitet indenfor den aftalte tid og budget. Vi har en stor projektmodenhed, og der er god mulighed for at bidrage med din viden og erfaring i forhold til vores professionalisme inden for projektledelse.

Om os

Region Hovedstaden har i januar 2012 etableret Danmarks største offentlige It-, medico- og telefonivirksomhed, CIMT. Virksomheden har ansvaret for anskaffelse, vedligeholdelse, drift og udvikling af al It, medicoteknik og telefoni i Region Hovedstaden og har et budget på ca. 2. mia. CIMT leverer således en stor projektportefølje til regionens 12 hospitaler, fem tværgående virksomheder og otte stabe, i alt ca. 45.000 ansatte. Porteføljen indeholder mange forskellige typer af It-infrastruktur projekter, lige fra reinvestering og konsoliderings projekter til udvikling af infrastruktur til regionens sundheds It-løsninger.

CIMT er Regionens tværgående servicevirksomhed, der sørger for serviceydelser inden for de tre områder It, medico og telefoni.

Fokus for CIMT’s ydelser er at sikre sammenhængende, standardiseret It på tværs af regionens hospitaler. Udgangspunktet er faglighed, kundenær sammenhængende service og effektivitet med fokus på helheden og stordriftsfordele.

Som erfaren It og projektleder i CIMT er det vigtigt at have gode planlægnings- og kommunikationsevner.

Om dig

Vi forventer, at du har en længere forretnings- og/eller It-relateret erfaring bygget på relevante uddannelser og certificeringer indenfor projektledelse med minimum fem års erfaring med planlægning og gennemførelse af infrastruktur-projekter i større private eller offentlige virksomheder. Samtidig har du solid erfaring med ”best practices” indenfor netværk og kommunikationsløsninger.

Din hidtidige karriere har givet dig erfaring med at drive større tværorganisatoriske It-projekter og du har altid fokus på at gennemføre projekterne til aftalt pris, tid og kvalitet. Udarbejdelse af statusrapportering, ejerskab omkring sin projektøkonomi herunder godkendelse af aftalte leverancer, løbende opgørelse af disponeret samt estimate to complete (ETC)

Du har et skarpt blik for at bygge bro mellem teknologi og forretningsprocesser, og du har erfaring med at sikre den rette forankring i organisationen, så leverancen skaber værdi. Desuden har du stor erfaring med at styre eksterne leverandører, overskue komplekse sammenhænge og skabe fremdrift i samspil med flere interessenter.

Vi forventer også, at du:

  • håndterer de risici som er forbundet med projekterne og rapporterer projekternes fremdrift
  • har gode kommunikationsevner og motiveres af at få et projektteam til at skabe værdi for forretningen, ligesom du har fokus både på resultatet og på processen
  • mestrer både at arbejde selvstændigt og sammen med dine kollegaer, og dit engagement smitter af på dine omgivelser
  • har evnen til at samarbejde med mennesker med vidt forskellig kulturel og faglig baggrund, og dine gode kommunikationsevner gør dig i stand til at formidle komplekse emner på en let forståelig måde
  • har gennemslagskraft, når nye initiativer skal gennemføres, og du fungerer godt i en hverdag med mange presserende opgaver
  • har erfaring/kendskab til ITIL er en stærk fordel.

Vi tilbyder

Med jobbet følger en arbejdsplads i et dynamisk miljø, der er under konstant forandring, og hvor faglige udfordringer, videndeling samt professionalisme er vigtige motivationsfaktorer. Vi er en arbejdsplads med dygtige kolleger, god stemning og et uformelt miljø med kontakt til mange forskellige faggrupper. I CIMT har vi højt til loftet og der er mulighed for personlig og faglig udvikling. Og vi synes, at det skal være sjovt at gå på arbejde.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Michael Fischer på telefon 24 82 33 41 eller mail: michael.fischer@regionh.dk.

Ansættelsesforhold

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg, der modsvarer dine kvalifikationer.

Stillingen er på 37 timer pr. uge

Arbejdsstedet er Center for It, Medico og Telefoni, Borgervænget 7, 2100 København Ø.

Ansøgningsfrist

Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis senest den 16. februar 2020.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning gennem vores online rekrutteringssystem. 

Gem job

Region Hovedstaden
Publiceret: 20. januar 2020

Arbejdssted

Location København