.Net-udvikler

Kan du trylle med .NET og C#, tør du udfordre det eksisterende, og vil du sætte dit præg på systemudvikling? Så har vi jobbet til dig, hvor du vil få mulighed for at definere fremtiden for vores systemlandskab og afprøve nye teknologier og tankegange. Dit drive og engagement bliver vigtigt - tør du også udfordre dig selv?

Ferie med det gode hjerte - en fondsejet virksomhed med fokus på service og gode oplevelser

Sol og Strand er en dansk fondsejet virksomhed, som udlejer feriehuse i hele Danmark, og som giver størstedelen af overskuddet videre til velgørende formål og lokal forankring. Vores hovedkontor ligger i Hune ved Blokhus, hvor også denne stilling er placeret. Størstedelen af vores virksomhed ligger imidlertid der, hvor vores gæster er, nemlig i det danske kystnære ferieland, hvor medarbejderne på vores 21 lokalbureauer hver dag gør deres yderste for at sikre en høj service og gode oplevelser ikke blot for vores feriegæster men også for de mange ejere af sommerhuse.

Udvikling, som hører til i vores IT-afdeling, består i dag af fire dedikerede medarbejdere, som drifter og udvikler vores interne systemer og grænsefladerne til vores eksterne systemer, der tilsammen sikrer en god oplevelse og driftstabilitet for organisation såvel som for slutbrugere. Systemerne er en kritisk del er forretningen i koncernen og forventes at køre 24/7/365.

Vi har en åben og ærlig kommunikation, og vi er ikke bange for at udfordre hinanden i en god tone og med et smil. Vi mangler dog en udvikler, og det er her, du kommer ind i billedet.

Udviklingsopgaver i dybden med indflydelse på den teknologiske fremtid

Stillingen omfatter primært egen udvikling og vedligeholdelse af interne systemer, men med grænseflader til eksterne systemer og samarbejdspartnere.

Grænsefladerne involverer både linket mod vores server-drift og webudvikling APIs - on-premise såvel som cloud baseret.

Der er stor mulighed for indflydelse af den teknologiske fremtid for såvel applikationer som processer, da en naturlig del af stillingen også omfatter input og vedligeholdelse af udviklings-roadmap.

Udviklererfaring med vilje og lyst til at lære og udfordre

Vi søger bredt, men det er vigtigt, at du har en relevant IT-teknisk baggrund, og at du har den basale udviklingsorienterede værktøjskasse i orden. Optimalt har du nogle års erfaring fra et lignende job, men den helt rette kandidat kan dog godt være nyuddannet, hvis indstillingen og talentet er i orden.

Det er et krav, at du har kompetencer inden for .NET og C#.

Du må også gerne have erfaring med Winforms, DevExpress Winforms samt SOAP og REST APIs, men det er ikke en betingelse.  Oplæring vil blive givet til den rette kandidat.

Har du desuden kendskab til SQL samt viden om MS Azure og DevOps, er det yderligere et plus.

Som person er du nysgerrig, visionær og lærenem.  Du har en tørst efter at arbejde med de nyeste teknologier og metoder, og du er ikke bange for at udfordre status quo.

Da du kommer til at arbejde tæt sammen med resten af teamet samt den øvrige organisation, skal du være en teamplayer, der er hjælpsom og imødekommende over for en åben dialog og samtidig sætter en dyd i at opsamle erfaringer og løse slutbrugernes problemstillinger.  Brug af versionsstyringskontrol og agile metoder er en også naturlig del af din hverdag.

Mulighed for indflydelse og rum for udvikling

Udover et job, hvor du har mulighed for at nørde i bund og sætte dit præg på IT-fremtiden, bliver du en del af en lille men agil IT-afdeling, der skaber rum for din systemudvikling og mulighed for indflydelse.

Du bliver desuden en del af en virksomhed med hjertet på rette sted, som er i gang med en meget spændende transformation med fokus på innovation, nærhed og excellente gæsteoplevelser. Vi har en uformel og afslappet omgangsform, vi har højt til loftet og en flad organisationsstruktur, og vi tror på, at man når længst med ordentlighed og hjælpsomhed. 

Hvis du kan se dig selv i ovenstående job, så send ansøgning, CV og andre relevante papirer hurtigst muligt.  Vi venter på, at den rigtige dukker op, derfor er der ingen sidste ansøgningsfrist, ligesom vi holder samtaler løbende.

Sol og Strand Feriehusudlejning

Sol og Strand Feriehusudlejning blev etableret i 1979 af ægteparret Margit og Kjeld Andersen og er i dag et af de største danske selskaber i den danske feriehusbranche. Idag ejes Sol og Strand af en fond, der støtter velgørende formål - ferie med det gode hjerte!

Sol og Strand er en virksomhed i vækst med fokus på at give såvel sommerhusejere som feriegæster den bedst mulige service og oplevelse.

Virksomheden har hovedkontor i Hune ved Blokhus og har desuden lokalbureauer 21 steder i Danmark, da den lokale forankring er uhyre vigtig for os. Sol og Strand har ca. 150 fastansatte og omkring 1.000 sæsonmedarbejdere.

Samlet varetager Sol og Strand udlejning af ca. 6.500 feriehuse.

Gem job

Sol og Strand Feriehusudlejning A/S
Publiceret: 19. december 2019

Arbejdssted

Location Hune