Erfaren Agil Coach og Scrum Master til ambitiøs agil trans­for­ma­tion

Vil du være med til at optimere den måde, vi udvikler offentligt IT på? Er du skarp på de agile metoder og processer, og vil du gerne hjælpe os og være en central del af ambitionen om at etablere en fleksibel og effektiv tværgående leveranceorganisation, hvor løsninger hyppigt og hurtigt kommer i produktion, og det vi leverer er værdiskabende og i ønsket kvalitet? Brænder du for at lede og coache agile teams? Så er det dig, vi leder efter i enten rollen som Agil Coach eller Scrum Master!

Vi står over for en spændende og ambitiøs opgave, hvor vi nytænker den måde, vi udvikler offentligt IT på. Det kan du blive en vigtig del af. Vi har i ca. ½ år kørt en pilot med et par tværgående agile teams og tilhørende agil leverancemodel, som nu står overfor at skulle rulles ud bredere og med flere teams på tværs af alle udviklingsleverancer i fagdirektørområdet Data & Analyse. Leverancerne udvikles i tæt samarbejde internt i fagdirektørområdet såvel som på tværs af styrelsen i programmer og projekter. De løsninger, vi er med til at etablere, er alle centrale i den daglige produktionsunderstøttelse i fagstyrelserne og med til at udvikle den datadrevne skatteforvalgning.

Til vores fortsatte udvikling af en agil leveranceorganisation søger vi en Scrum Master, der konkret kan lede vores nuværende to teams videre med henblik på at overgå fra pilotfase til vores way of working og bygge videre på de erfaringer, vi allerede har gjort os. Hvert full-stack team består af cirka 7 medarbejdere med roller som data scientists, ETL-udviklere, forretningsanalytikere, robotudviklere, proceskonsulenter samt product owners. 

Herudover søger vi også en Agil Coach, der kan være med til fortsat at udvikle vores eksisterende og kommende teams indenfor den agile udviklingsmetode. På kort sigt vil der være behov for, at du som Agil Coach også løfter Scrum Master-rollen. Du skal som Agil Coach være med til at sikre, at vores voksende team af Scrum Masters på længere sigt bliver etableret som et CoE i fagdirektørområdet således, at vi praktiserer ledelsen af vores teams på en ensartet måde med afsæt i vores fælles metoder i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. 

Begge roller skal fungere i et tæt gensidigt samarbejde og bliver en del af vores enhed Samarbejde og tværgående styring. I enheden arbejder vi sammen på tværs af hele fagdirektørområdet med bl.a. porteføljestyring samt øvrige styringsopgaver indenfor økonomi, kontraktstyring etc. samt generel ledelsesstøtte.

Vær med til at sikre vi kommer i mål med vores leverancer og den agile transformation

Som Scrum Master og Agil Coach i fagdirektørområdet bliver du servant leader af faste teams, ansvarlig for deres løbende udvikling, og du vil varetage opgaver, der omhandler teamets leverancer og succes, samt sikre, at den agile udviklingsmetode virker i praksis i den konkrete kontekst. 

Dine opgaver vil derfor blandt andet omfatte følgende:

  • Som Scrum Master, med support fra Agil Coach, skabe en teamdynamik, hvor teammedlemmerne har lyst til at tage ansvar for leverancerne og er motiverede for at lykkes sammen
  • Som Scrum Master drive og facilitere de agile ceremonier fx backlog refinement, sprint planning, stand-ups og retrospective
  • Som Scrum Master, med support fra Agil Coach, tage ansvar for, at teamet kontinuerligt forbedrer sig og arbejder mod at blive mere selvledende og effektive
  • Som Scrum Master løbende ”fjerne sten fra vejen” og skærme dit team for at sikre fremdrift og forudsigelighed fra udefrakommende forhold
  • Som Agil Coach, i samarbejde med Scrum Master, tage aktivt del i at flytte teamets modenhed og styrke det agile rammeværk
  • Som Agil Coach tage ansvar for, og være medvirkende til, at opbygge og drive en fælles way of working for Scrum Mastere
  • Som Agil Coach understøtte implementering af nye agile teams på tværs af hele fagdirektørområdet, samt videreudvikle og vedligeholde det agile rammeværk.

Tillidsskabende og med agil erfaring

Vi forventer, at du har en bevist erfaring med Scrum og evt. SAFe og KanBan, er en naturlig diplomat og er dygtig til at samarbejde med forskellige faglige kompetencer i et alsidigt miljø med mange interessenter, hvor klar kommunikation og information er nøglen til en god arbejdsgang og succes.

Vi lægger derudover i begge roller vægt på:

  • Erfaring med at coache i agile metoder
  • Erfaring med at arbejde i en It-udviklingsorganisation
  • Erfaring med forandringsledelse og kan motivere og skaber en kultur, hvor selvledende teams er i fokus

Derudover, er det en fordel, hvis du:

  • Har stærke stakeholder management egenskaber
  • Er bekendt med JIRA og Confluence
  • Kendskab til emner som RPA, Data Management, BI, Analytics, NLP, Machine Learning mv. vil være en fordel, men ikke et krav

Særligt som Agil Coach vil det desuden være relevant med erfaring i at implementere en agil leverancemodel på tværs af en organisation, så du kan være med til at udfordre og forme måden, vi arbejder på.

Som person har du gennemslagskraft og er tillidsskabende samt i stand til at engagere både medarbejderne i dit team samt andre interessenter i organisationen. Da vi er en forholdsvis ny organisation i rivende udvikling, er det også vigtigt, at du er forandringsparat og evner at se og kommunikere muligheder.

Ansøgning og kontakt

Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 10. januar 2020. Spørgsmål besvares gerne af kontorchef Mie Sachmann Svane på telefon 72 37 67 07 eller funktionsleder Christian Gehler på telefon 72 37 31 56.?Der indgår en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet. 

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest. 

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver indtil videre Østbanegade 123, 2100 København Ø. På sigt forventes arbejdspladsen at flytte til Osvald Helmuths vej 4, 2000 Frederiksberg.  

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagdirektørområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.  

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.  

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk 

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.  

Vi sikrer fundamentet for finansiering af det danske samfund  

Skatteforvaltningen varetager en vigtig samfundsopgave. Vi opkræver hvert år de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på at løse vores opgave sikkert og effektivt, og på at alle betaler det, de skal - hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med os. 

Med et job hos os får du derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. 

Vi har brug for ansatte med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har fokus på god ledelse på alle niveauer bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. 

Skatteforvaltningen består af syv styrelser med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet. Samlet har Skatteforvaltningen ca. 8.000 ansatte i hele Danmark. På www.skatteforvaltningen.dk kan du læse mere om de enkelte styrelsers kerneopgaver, og på www.fra1til7.dk kan du læse mere om planerne for organiseringen af Skatteforvaltningen frem mod 2021.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 6. januar 2020

Arbejdssted

Location København Ø