Agile pro­jekt­le­de­re til store komplekse it-ud­vik­lings­pro­jek­ter

Brænder du for at gå forrest og lede projekter, der ændrer Danmarks mest komplekse it-landskab, og skabe resultater med agile metoder? Kan du navigere i et komplekst interessentlandskab, og motiveres du af at lede dit team, så projekter lykkes? Og har du lyst til at være en del af et attraktivt og dynamisk arbejdsmiljø, hvor vi med et stærkt forretningsfokus udvikler fremtidens it-løsninger i skatteforvaltningen? Så glæder vi os til at høre fra dig.  

Vi står over for en spændende og ambitiøs opgave, hvor vi i samarbejde med de øvrige styrelser i skatteforvaltningen skal udvikle de helt rigtige it-løsninger, der understøtter skatteforvaltningens forretning. Vi er godt i gang, men vi har behov for flere dygtige projektledere, der har erfaring med den agile tilgang og er drevet af at lede projekter, der gør en forskel for skattevæsenets forretning.  

Som projektleder har du ansvaret for at lede udvikling og implementering af komplekse softwareløsninger, hvor du igangsætter og fuldfører projekter til den aftalte tid med det aftalte kvalitetsniveau i et tæt samarbejde med dit team og den relevante fagstyrelse. Vi arbejder agilt og bruger i høj grad SAFe som vores udviklingsmetode.

Eksekvering med fokus på forretningsgevinster

Du er som projektleder med til at sikre, at samfundsvigtige projekter (også inden for en programstruktur) eksekveres med fokus på de relevante forretningsgevinster og så smidigt og effektivt som muligt. Du kommer bl.a. til at:  

  • lede de største udviklingsprojekter i staten, herunder styre hele analyse-, udviklings- og implementeringsforløb 
  • lede og motivere projektteams med forskellige roller og baggrunde  
  • være ansvarlig for, at projekterne gennemføres til rette tid, økonomi og kvalitet, herunder at overholde deadlines ifm. styregruppemøder og anden afrapportering 
  • samarbejde bredt på tværs af organisatoriske skel og interessenter samt løbende sikre klar og tydelig kommunikation om projekterne 

Du vil indgå i afdelingen Digital Forretningsudvikling, der har projekteksekvering som kerneopgave. Kontoerne består udover projektledere, af en række forskellige projektroller, som indgår i forretningsmæssige udviklingsteams. Disse teams er dedikerede til ét konkret projekt ad gangen.  

Kontorerne og udviklingsteamsene er præget af en uformel tone, højt humør og en høj faglighed, hvor du får rig mulighed for at tage et stort ansvar. 

Erfaren agil it-projektleder

Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelsesbaggrund og har konkret erfaring som agil projektleder med dokumenterede gode resultater inden for agil projekteksekvering. Det betyder, at du: 

  • har en relevant akademisk uddannelse, fx en teknisk eller generalistbaggrund inden for it på bachelor- eller masterniveau 
  • har dokumenteret erfaring med agil it-projektledelse, gerne konkret erfaring med SAFe  
  • mestrer at være bindeleddet mellem forretning og it, sikre dialogen og skabe resultater i dette samspil 
  • kan lede tværfaglige udviklingsteams og er god til at kommunikere og formidle et budskab 
  • kan servicere en styregruppe professionel og håndtere diverse discipliner indenfor ledelsesbetjening både internt i styrelsen men ligeledes i forhold til samarbejdet på tværs af styrelsen og med departementet.
  • kan navigere i store og komplekse projekter med mange stærke interessenter i et politisk, dynamisk og komplekst miljø. Erfaring med servicering af styregrupper eller lign. er en fordel 
  • har erfaring med udbud og leverandørstyring. 

For at få succes i stillingen er det afgørende, at du går forrest og tager ansvar. Ligeledes forstår du samspillet mellem forretning og it i en kompleks offentlig organisation og kan se dette i relation til overordnede teknologiske trends og muligheder. Du er en drivkraft, der samler og motiverer dit projektteam om den fælles mission, ligesom du skaber overblik og struktur over processer, produkter og opgaver. Du har gode samarbejdsevner, er dialogskabende og kan skabe stærke relationer til andre, herunder også til andre projektledere og til programledelsen. Du holder hovedet koldt og humøret højt, når der er mange eller konfliktende interessenter og aktiviteter. 

Ansøgning og kontakt 

Send din ansøgning, dit CV, eksamenspapirer og eventuelt yderligere materiale via linket ”Søg jobbet her” senest den 21. januar 2020. Tiltrædelse snarest muligt. 

Vil du høre mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte kontorchef Helle Aslak på telefon 7237 0983 eller kontorchef Janni Nordstrøm Conradsen på telefon 20472751. 

Vi læser ansøgninger løbende, og forventer at benytte personprofilanalyse og logisk test i rekrutteringsprocessen. Der vil forud for ansættelse blive indhentet straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC). 

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er indtil videre Østbanegade 123, 2100 København Ø. På sigt vil arbejdsstedet blive Udviklings- og Forenklingsstyrelsens adresse på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg. 

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.  

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.  

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 

Vi sikrer fundamentet for finansiering af det danske samfund  

Skatteforvaltningen varetager en vigtig samfundsopgave. Vi opkræver hvert år de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på at løse vores opgave sikkert og effektivt, og på at alle betaler det, de skal - hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med os. 

Med et job hos os får du derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. 

Vi har brug for ansatte med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har fokus på god ledelse på alle niveauer bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. 

Skatteforvaltningen består af syv styrelser med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet. Samlet har Skatteforvaltningen ca. 8.000 ansatte i hele Danmark. På www.skatteforvaltningen.dk kan du læse mere om de enkelte styrelsers kerneopgaver, og på www.fra1til7.dk kan du læse mere om planerne for organiseringen af Skatteforvaltningen frem mod 2021.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 7. januar 2020

Arbejdssted

Location Frederiksberg