IT-supporter til BUPL

I BUPL værdsætter kollegerne høj service fra deres IT-afdeling – og det vil vi gerne levere. Da vi netop har sagt farvel til en kollega i IT-supporten, har vi brug for en ny kollega, der brænder for at levere den gode service og formår at kommunikere IT på en lettilgængelig måde. Er det dig?

IT-supportens primære arbejdsopgave er at være bindeled mellem BUPL’s ca. 700 brugere (kolleger) og resten af IT-afdelingen, herunder at yde telefon- og mailsupport. IT-supporten har også ansvaret for indkøb af hardware, administration af telefonabonnementer, vedligeholdelse af anlægskartotek, smartphones, tablets m.v.

To af de vigtigste mål for IT-supporten er  

  • at svare ved første kontakt, og derved sende færrest mulige sager videre til 2nd line og udviklere
  • at medvirke til stabil drift og opnå kompetente brugere.

Vi er p.t. 14 medarbejdere, som understøtter og indkøber IT-værktøjer til de ca. 700 brugere på Forbundskontoret, i fagforeningerne og A-kassen fordelt på 12 lokationer samt hjemmearbejdspladser. Systemerne kører alle på Citrix XenApp, og hovedsystemerne består af Microsoft Office, Microsoft CRM, Modulus og GetOrganized.

Vi har en uformel omgangstone, og stiler efter at blive endnu bedre til at understøtte forretningens behov. Vi har i huset en god kantineordning samt personaleforening med diverse kulturelle og sportslige aktiviteter.

Vores nye kollega

  • brænder for IT-support og kontakten med brugerne, og forstår det vigtige i at være afdelingens stemme og ansigt udadtil
  • er serviceorienteret, har situationsfornemmelse og indføling
  • er systematisk, struktureret og kvalitetsbevidst, samt overholder aftaler og deadlines
  • fungerer godt i team
  • tager initiativ til at udvikle sig fagligt, og er i stand til hurtigt at sætte sig ind i nye teknologier
  • er udadvendt og løsningsorienteret, og arbejder selvstændigt og struktureret med arbejdsopgaverne - med en fleksibel indstilling
  • har en relevant IT-faglig uddannelse som fx. IT-supporter eller tilsvarende.

Du er en stærk og troværdig kommunikator både mundtligt og skriftligt, og kan formidle tekniske aspekter på en letforståelig måde. Du trives i en politisk drevet forandringsvant organisation, og i et miljø, hvor det til tider går stærkt.

Faglige kompetencer

Det er et krav, at du har stor erfaring med:

  • Support af brugere pr. telefon og mail
  • Support af iPhones og iPads
  • Registrering i helpdesk system af indkommende opgaver til brug for vidensdeling og dokumentation af dit arbejde
  • Word, Excel og Powerpoint
  • Struktureret fejlsøgning og kan afdække essensen i brugerhenvendelserne.

Det vil være en fordel, hvis du i øvrigt har kendskab til flere af følgende områder:

  • Active Directory
  • MDM-systemer (7P/Telenor MDM)
  • Cisco IP-telefoni
  • Skype for Business
  • GetOrganized ESDH
  • Fejlsøgning på hardware (pc’ere, bærbare, printere m.v.).

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer pr. uge. Aflønning sker efter overenskomst. Mindre rejseaktivitet i forbindelse med servicering af fagforeningerne kan forekomme.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til leder af IT-afdelingen Brian Andersen på tlf. 2337 1604 eller teamleder for drift og support Hans Friis på tlf. 3546 5092.

Ansøgning

Send din ansøgning til BUPL, HR så vi har den senest den 20. januar 2020 inden kl. 10.00 via e-mail til jobibupl@bupl.dk. Der er planlagt ansættelsessamtaler den 23. januar 2020 (først samtalerunde) og den 29. januar 2020 (anden samtalerunde).

BUPL er en forhandlingsberettiget organisation for 57.000 pædagoger og klubfolk, der arbejder I daginstitutioner, klubber, skoler, biblioteker, dagcentre m.v., samt for de pædagogstuderende. På forbundskontoret er der ansat 150 medarbejdere, som servicerer BUPL’s medlemmer samt valgte og ansatte i 12 fagforeninger.

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund
Sundkrogskaj 20
2100 København Ø.
Tlf: 3546 50 00
Fax 3546 50 39

Gem job

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund
Publiceret: 10. januar 2020

Arbejdssted

Location København