Product Owner med overblik

Har du flair for at skabe brugervenlige IT-produkter med høj forretningsmæssig værdi?

Til vores team, der arbejder med den digitale platform Schultz Fundament, søger vi en engageret product owner, som kan være med til at sikre høj kvalitet og driftssikkerhed i vores løsninger.

Lige nu er vi i fuld gang med at udvikle en ny løsning til juridisk informationssøgning, Schultz Legal Research, samtidig med at vi lancerer en række kundespecifikke knowledge management-løsninger. Koordineringen af de individuelle løsningsleverancer og videreudviklingen og idriftsættelsen af Schultz Legal Research vil blive en stor og central del af dit arbejde.

OM JOBBET

Scrum-teamet omkring Schultz Fundament består af ni udviklere, en tester, en scrum master og yderligere en product owner. Du kommer til at arbejde tæt sammen med teamet og vil også løbende samarbejde med bl.a. forretningsledelsen, salg, marketing og support. Det er derfor vigtigt, at du er skarp til samarbejde og kommunikation, og at du har lyst til at arbejde med en stor kontaktflade af interessenter.

Med din strukturerede tilgang kan du sikre, at vi får oversat markedets behov og ønsker til brugervenlige funktioner i vores løsninger.

ARBEJDSOPGAVER

Dine opgaver vil typisk være at:

  • Have en tæt dialog med produktets kunder (interne og eksterne) samt afdække, analysere og beskrive deres krav og behov.
  • Omsætte forretningskrav til gode og brugervenlige løsninger.
  • Opbygge, kvalitetssikre og prioritere backloggen på tværs af krav fra kunder og interne interessenter.
  • Være nærværende som PO i teamet og bidrage til et godt dagligt samarbejde.
  • Tage ansvar for produktets roadmap og planlægge releases.
  • Håndtere kommunikation om fremdrift i produktudviklingen til kunder og andre interessenter.

OM DIG

Du tager ejerskab, viser engagement og kan skabe motivation for produktvisionen. Du har overblik og evner at skabe orden gennem din strukturerede tilgang.

Herudover må flere af følgende egenskaber gerne passe på dig:

  • Du har erfaring med arbejdet som PO.
  • Du har sans for agilitet og har et godt kendskab til scrum og andre agile produktudviklingsmetodikker.
  • Du er analytisk og struktureret og formår at sætte dig ind i kravspecifikationer og snitfladebeskrivelser.
  • Måske har du en teknisk baggrund (fx som udvikler, IT-arkitekt eller teknisk projektleder) eller anden relevant baggrund fra IT- og softwareudvikling (fx som forretningskonsulent).
  • Du er rutineret i at forfatte user stories, acceptkriterier og løsningsbeskrivelser.
  • Det falder dig naturligt at skabe gode relationer til kunder og kolleger, hvor du udviser åbenhed og humor.
  • Du kan kommunikere effektivt både på dansk og engelsk.
  • Du er god til skriftligt at formidle information – både internt og eksternt.

VI TILBYDER

  • Udfordrende og varierende opgaver og mulighed for at udvikle sig
  • En arbejdsplads med masser af imødekommende og engagerede kollegaer
  • En høj medarbejdertilfredshed og arbejdsglæde – en nylig undersøgelse viser, at Schultz ligger langt over gennemsnittet for danske virksomheder, bl.a. på grund af en meget høj tilfredshed med ledelse, jobindhold og samarbejde med kolleger
  • Vores motto ”Vi vil lave fede løsninger til glade kunder, mens vi har det sjovt”
  • Fleksible arbejdstider
  • Frokostordning, massageordning, fredagsbar, løbeklub m.m.
  • Central beliggenhed i Spinderiet lige ved Valby Station

SKAL DET VÆRE DIG?

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingschef Ove Løvschal på telefon 40 53 73 46.

Vi behandler ansøgninger, i takt med at de kommer ind, og der afholdes samtaler løbende. Stillingen er med tiltrædelse snarest muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig.

LIDT OM SCHULTZ

Schultz har 160 ansatte, som alle gør en forskel.

Schultz har udviklet sig fra at være en stærk informations- og indholdsleverandør til nu også at være en markant it-leverandør, der udvikler løsninger til digitalisering af den offentlige sagsbehandling og administration.

Schultz er markedsledende leverandør af lovinformationsportaler og IT-understøttelse af arbejdsgange til både private virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder med i dag mere end 700.000 brugere på vores løsninger.

Gem job

J. H. Schultz Information A/S
Publiceret: 4. februar 2020

Arbejdssted

Location Valby

Job hos virksomheden