Jobindex Søger for kunde
Kundelogo
 

IT-konsulent med fokus på server- og hosting­kun­der

Kan du lide at nørde med Microsoft-servere og lave fejlfinding? Ja? Fedt!

Hvis du samtidig kan drifte hosting og kan lide at snakke med kunder, så læs videre!

“Vi er en familie herude, som samarbejder på kryds og tværs, og hvor du får lov til at gøre en masse ting selv. Vi er nok lidt nørdede, og vi synes, det skal være sjovt at gå på arbejde. Det er vigtigt for, at vi har det godt. For nogle gange går det stærkt – og så er det vigtigt at kunne trække vejret, ” fortæller partner Brian Møller.

IT-service på 1. klasse

1stLevel ApS drives af Brian Møller og Allan Ellegaard, der tilsammen har over 40 års erfaring i IT-branchen. Hos os er IT ikke bare et job – det er en passion.

Vi servicerer vores kunder med IT-drift og support, har eget hostingcenter og kan sikre den nyeste viden og de nyeste certificeringer inden for hovedområdet Microsoft. Vores kunder ligger på Microsoft-platformen – de fleste på Windows 10. De bagvedliggende servere er Windows-servere.

”Vi drifter al vores kunders infrastruktur, og vi kører på det nyeste inden for Microsoft-verdenen,” forklarer Brian.

Du står for fejlfinding på serverplatformen

Din hovedopgave bliver at tage hånd om vores serveropgaver plus at planlægge og drifte vores hosting. Som konsulent bliver du bindeleddet mellem kunderne og vores supportere, som eskalerer opgaver til dig, hvis de har brug for hjælp.

”Du bliver rimelig hurtigt sluppet løs i vores ticket-system, og så hiver du bare selv opgaverne. Det er bedre at komme i gang og så spørge om tingene – og så tager vi det sådan lidt hen ad vejen,” uddyber Brian.

Størstedelen af tiden er du på kontoret sammen med dine kolleger, men når opgaverne kræver det, er du ude hos kunderne. Flertallet af vores kunder er placeret på Sjælland, og du er selv med til at vurdere, hvornår det giver mest mening at køre ud til kunden.

Bordfodbold, netcafé og en jovial omgangstone

Hverdagen foregår på vores kontor i Ishøj. Her sidder vi i grupper af 2-3 stykker, så vi kan tale sammen, uden at det bliver alt for voldsomt. Især i starten kommer du til at sidde i nærheden af Brian, som sidder klar til at lære dig op.

Du vil hurtigt opleve, at vi er lige så uformelle, som vi er professionelle, og når tiden er til det, udfordrer vi hinanden i bordfodbold eller gamer i vores netcafé – og så tilstræber vi hver dag at spise en god frokost sammen.

”Vi er 8 rare fyre, så der er da den her lidt særlige stemning, som nogle nok ville kalde mandehørm. Det er dog ikke så meget som jargonen i et omklædningsrum, så vi hører også meget gerne fra en kvinde,” fortæller Brian.

Selvkørende konsulent, som er stærk i fejlfinding

  • Du har erfaring med fejlfinding inden for Microsoft-platformen – både klient- og serverbaseret.
  • Du har erfaring med Azure eller lignende cloud-teknologi.
  • Du har solid erfaring som konsulent.
  • Du behersker dansk og engelsk.
  • Du har bil – ellers er du villig til at købe en bil (vi yder tilskud til kørsel efter statens takster).

På sigt betaler vi gerne for nye certificeringer og kurser, som udvikler dig og giver dig mere i lønposen.

”Du bliver helt sikkert rigtig glad for det her hos os. Det er jeg sikker på. Og det siger jeg ikke bare, fordi jeg er partner,” slutter Brian med et smil.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte IT-rekrutteringskonsulent hos Jobindex Jeppe Secher på 72 45 91 06.

Du søger jobbet ved at sende din ansøgning og dit CV allerede i dag og senest den 25. februar via nedenstående link. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Kontaktperson

Rekrutteringskonsulent hos Jobindex
Jeppe Secher

Tlf. +45 72 45 91 06

Skriv venligst i din ansøgning, at du så annoncen hos it-jobbank.

Jobindex – Find din jobglæde
Gem job

Jobindex A/S
Publiceret: 10. februar 2020

Arbejdssted

Location Ishøj