Skarp aka­de­mi­ker til styrkelse af it-styring i staten

 

Trives du med en bred kontaktflade i hverdagen? Og vil du være med til at styrke styringen af statslige it-systemer? Så er det dig, vi er på udkig efter i Ministeriernes kontor for it-styring i Digitaliseringsstyrelsen.

Om stillingen

I Danmark ligger vi nummer ét i offentlig digitalisering. For fortsat at være blandt de bedste kræver det, at statslige myndigheder har en effektiv og ansvarlig styring af deres it-systemer, så it-systemerne understøtter myndighedernes kerneopgaver og brugernes behov.

Derfor arbejder vi i Ministeriernes kontor for it-styring for at professionalisere statens it-styring og det nødvendige ledelsesfokus på opgaven. En af vores vigtigste opgaver er at hjælpe til med, at alle statslige myndigheder har overblik over, hvilke it-systemer de råder over, og hvordan it-systemerne understøtter deres kerneopgaver. Vi hjælper med at skabe grundlaget for, at myndighedernes ledelser kan træffe de afgørende, strategiske beslutninger, der sikrer, at it-systemerne bliver en succes.

Som led i Strategi for it-styring er det besluttet, at statslige myndigheder skal kortlægge deres portefølje af it-systemer og udarbejde en it-handlingsplan. Som vores nye kollega skal du være med til at understøtte myndighederne i denne opgave. Konkret skal du sammen med dine nye kollegaer:

  • forberede og gennemføre reviews af statslige myndigheders styring af deres it-systemportefølje sammen med medlemmer af Statens It-råd
  • rådgive myndigheder i model for porteføljestyring af statslige it-systemer
  • rammesætte og gennemføre analyser i samarbejde med resten af Finansministeriet og andre statslige myndigheder
  • sekretariatsbetjene Statens It-råd.

Du får en bred kontaktflade til alle ministerier og til interesseorganisationer. Desuden får du et tæt samarbejde med medlemmerne fra Statens It-råd bestående af topledere fra både det offentlige og private erhvervsliv.

Om dig

Du er uddannet på kandidatniveau, fx inden for offentlig forvaltning, statskundskab eller it-governance, og du interesserer dig for digitalisering af den statslige sektor og den offentlige service. Formentlig har du nogle års erfaring, måske som generalist fra en offentlig myndighed, eller måske har du tidligere arbejdet med it-porteføljestyring i en myndighed eller en virksomhed og vil nu gerne arbejde i et mere politisk miljø. Vi hører dog også gerne fra den dygtige nyuddannede.

Derudover vil vi gerne finde dig, der:

  • kan arbejde i krydsfeltet mellem it og forretning
  • holder fokus og struktur i processer med mange interessenter og forskellige dagsordener og kan navigere i et politisk miljø
  • tager ansvar og bidrager med løsninger
  • kan skabe fremdrift gennem din personlige og faglige gennemslagskraft.

På tværs af vores opgaver udarbejder vi notater, beslutningsoplæg og præsentationer til It-rådet, vores direktion, departement og minister. Det er derfor afgørende, at du trives med en høj grad af skriftlighed.

Om os

I Ministeriernes kontor for it-styring skaber vi grundlaget for at professionalisere arbejdet med både it-systemer, it-projekter og digitale kompetencer i staten, så vi kan understøtte den digitale omstilling. I kontoret har vi et stærkt fagligt og socialt fællesskab, hvor du kan forvente at blive udfordret, udviklet og støttet af din chef og kollegaer. Vi er ca. 26 medarbejdere i kontoret, som synes det er sjovt at gå på arbejde og som glæder os til at arbejde sammen med dig.

I Digitaliseringsstyrelsen er vi ca. 290 ansatte, der hver dag går på arbejde for at gøre en forskel for den enkelte dansker. Vi sætter barren højt og har et klart fokus på trivsel og kompetence- og karriereudvikling. Vi kan tilbyde en hverdag, som aldrig er kedelig, og hvor du får rig mulighed for at samarbejde med andre dele af Digitaliseringsstyrelsen og med andre dele af den offentlige sektor generelt.

Du kan læse meget mere om kontoret, vores arbejde og modellen for it-porteføljestyring her.

Ansættelsesvilkår

Du bliver ansat efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig koordinator Thomas Søderberg på 3395 1191 / thoer@digst.dk eller kontorchef Kristoffer Lange på 2487 1450 / krila@digst.dk.

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Tryk på knappen ’Søg stillingen’ og indsend senest søndag den 13. april 2020.

Digitaliseringsstyrelsen opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap til at søge stillingen.

Vi forventer at holde samtaler i uge 17-19 og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen den 1. august 2020.

Hverdagen er digital

Vores medarbejdere går hver dag på arbejde for at gøre en forskel for den enkelte dansker. Vi skaber digitale relationer mellem borgere, virksomheder og det offentlige med klare resultater.

Digitalisering er et stærkt og afprøvet redskab, som kræver nytænkning, dialog og mod - samt et stærkt samarbejde mellem staten, kommunerne og regionerne. Digitaliseringsstyrelsen står i spidsen for, at denne store omstilling lykkes.
 

Gem job

Digitaliseringsstyrelsen
Publiceret: 17. marts 2020

Arbejdssted

Location København