Teknisk tester til agilt team der skal udvikle ap­pli­ka­tion baseret på cloud-teknologi

Brænder du for testautomatisering og vil du med på en af Energinet's mest spændende agile it-udviklingsopgaver i de kommende år? Energinet DataHub står i disse dage på springet til at skulle udvikle en ny DataHub baseret på cloud-teknologi. Hvis du trives i et agilt miljø, hvor høj faglighed og samarbejde er nøgleord, er du måske vores nye tekniske tester i Energinet DataHub. Din nye arbejdsplads bliver på vores hovedkontor i Fredericia.

Testautomatisering - en succesfaktor i vores agile udvikling

Som teknisk tester bliver du en del af et fagligt fællesskab af testspecialister i DataHub. Du indgår i et agilt team og har samtidig et netværk af andre tekniske testere at sparre med i forhold til automatisering af både testcases, oprettelse af testdata og automatisering af arbejdsgange.

Som teknisk tester er din fornemste opgave at udvikle og vedligeholde Energinet DataHubs automatiserede testsuite. Det er væsentligt for os, at vores kommende testsuite bliver optimeret med henblik på vedligehold, da DataHub-applikationen forventes at skulle udvikles løbende i hele dens levetid. Du er derfor sammen med DataHubs automatiseringsspecialister garant for, at vores automatiserede suite er langtidsholdbar og at vi kontinuerligt lærer af vores erfaringer.

'Energinet er i gang med en transformation til den agile udviklingsverden, og det bliver DataHub også en del af. Så du kommer med på den spændende rejse med implementeringen af SAFe som rammeværk til agil udvikling - hvor dit team bliver en del af DataHub 3.0-toget', fortæller afdelingsleder Søren Vesterager.

Du kan se frem til at indtage en central rolle i en dynamisk virksomhed, som lægger stor vægt på din trivsel og udvikling. Vi tilbyder, udover en konkurrencedygtig løn, gode personaleforhold med bl.a. bonusordning, fitness, forsikringer, kantine, multimediepakke og ikke mindst en meget aktiv personaleforening. Til gengæld forventer vi, at du lever op til vores værdier og optræder engageret og ansvarligt - med vilje og mod til at gøre en forskel.

Struktureret teknisk tester med erfaring fra andre automatiseringsopgaver

Du har sandsynligvis en længerevarende uddannelse og har allerede stiftet bekendtskab med testautomatisering af API og brugergrænseflade. Du har gerne kendskab til kodesprog som fx C# eller har arbejdet med softwarerobotter (RPA). Måske har du også en certificering i anerkendte rammeværk inden for test, fx TMAP eller ISTQB.

På det personlige plan har du en struktureret og analytisk tilgang til opgaven og evner at kombinere din egen faglighed med teamets behov. Det er vigtigt, at du trives med en kontaktflade, der byder på specialister af alle slags, både inden for it og forretning. Du kommunikerer godt skriftligt såvel som mundtligt, både på dansk og engelsk.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning via linket 'Søg jobbet her' med cv og andre relevante bilag senest 13. april 2020. Vi forventer at holde samtaler 17. april (1. samtale) og 21. april (2. samtale). Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte Søren Vesterager på telefon 61 69 99 13. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk.

Energinet Datahub A/S ejer og driver DataHub - et centralt og uafhængigt it-system, der samler alle oplysninger om danskernes elforbrug og produktion. Vi sikrer afregning, standardiserede processer og ensartet kommunikation mellem aktørerne i elmarkedet. Vi er et datterselskab i Energinet-koncernen, som varetager samfundets interesser, når Danmark skal forsynes med el og gas, og energisystemet omstilles til grøn energi. Vores kultur hænger tæt sammen med vores samfundsansvar, og vi arbejder aktivt med FN's verdensmål omkring bæredygtig energi, klimaindsats, partnerskaber for handling samt industri, innovation og infrastruktur. Ved at vise vejen for grøn omstilling kan vi være med til at løse den globale klimaudfordring. Nye løsninger kræver, at vi evner at se problemstillinger fra mange vinkler, og derfor er mangfoldighed et nøgleord i vores kultur. Vi bestræber os på at lytte, involvere og dele vores viden. Med afsæt i værdierne tillid og mod lægger vi vægt på hele tiden at udvikle os som organisation og som mennesker.

Se film om Energinet.

Gem job

Energinet
Publiceret: 19. marts 2020

Arbejdssted

Location Fredericia