Net­værks­spe­ci­a­list med flair for LAN-netværk og IT-sikkerhed

 

Trives du i en omskiftelig hverdag, og har du erfaring med etablering og omlægning af klient- og lokal netværk? Så kan du meget vel være vores kommende kollega. I Statens It har vi travlt med at udvide vores portefølje og understøtte vores kunders forretning. Vi søger derfor 1-2 tekniske specialister til vores netværksgruppe.

Om stillingen

Du vil indgå i en projektdreven kultur, hvor vi har travlt med at overflytte nye kunder til vores fælles drifts- og servicecenter. Etablering af netværk lokalt hos kunderne er en central del af disse projekter, og du vil derfor blive konfronteret med at skulle forstå de dybere detaljer i kundernes nuværende og kommende netværksdesign.

Du vil blive en del af gruppen for klientnetværk, hvor du bl.a. skal arbejde med følgende opgaver:

  • Gennemføre omlægninger af lokal netværk hos kunderne i tæt samarbejde med kollegaer.
  • Konfiguration af services i infrastrukturen, der understøtter kundernes lokalnetværk.
  • Installere, konfigurere og dokumentere vores kunders netværksinfrastruktur.
  • Indgå i projektteams og bidrage med specialviden inden for ét eller flere områder.
  • Sikre eksekvering på gruppens prioriterede opgaver, så vi møder vores aftalte leverancer.

Om os

I Statens It leverer vi basal it-drift og services til statslige ministerier, styrelser og selvejende uddannelsesinstitutioner. Vi leverer løsningerne i et organisatorisk setup, hvor mennesker, processer, metoder og værktøjer er i højsædet.

Vores leverancemodel gør, at vi kan levere stærke løsninger til vores kunder, der er baseret på både kommercielle og Open Source-teknologier. Vi er lige nu i en spændende udviklingsfase, hvor vi blandt andet implementerer en fælles statslig Cloud-platform.

Statens It er en styrelse under Finansministeriet. Vi har hovedkontor i Ballerup i Storkøbenhavn og satellitkontorer i både Aarhus og Sønderborg.

Om dig

Du trives og motiveres med et ansvarsområde, der dækker over både analyse, løsningsdesign og implementering af dette i praksis. Stillingen stiller krav om en god teknisk forståelse for lokalt IP-netværk, og de services der knytter sig hertil. Eks. ISE, DHCP, DNS, certifikater mv. Statens It anvender overvejende Cisco-teknologier, men du vil også møde løsninger fra andre producenter.

Du skal evne at sætte dig ind i, hvordan lokalnetværket er sat op hos en kunde. Efterfølgende skal du kunne indgå i en designopgave for, hvordan løsningen skal se ud fremadrettet, og en implementeringsplan for overgangen til den nye løsning. Endelig skal du kunne gennemføre implementeringen i praksis.

For dig personligt betyder det, at du skal være nysgerrig af natur, opsøgende og lyttende, vedholdende, og selvfølgelig være villig til at lære nyt.

Du er blandt de dygtigste inden for dit område, og prioriterer løbende videreuddannelse og certificering.

Vi forventer derudover også, at du:

  • Er en holdspiller med gode samarbejdsevner.
  • Besidder en naturlig gennemslagskraft, og kan arbejde selvstændigt med dine opgaver.
  • Er empatisk anlagt, med god menneskelig forståelse.

Har du derudover erfaring med at arbejde med ITIL og ISO 20.000/27.001 som rammeværktøjer, er det en yderligere fordel.

Løn – og ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst. 

Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan opnå og opretholde en sikkerhedsgodkendelse via PET under din ansættelse i Statens It.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Vil du vide mere? 

Så er du velkommen til at kontakte teamleder Anders Engberg på tlf. 7231 1094 eller via mail til anders.engberg@statens-it.dk.

Ansøgning

Send din ansøgning, CV og eventuelt andre relevante bilag via Statens eRekruttering senest den 6. juli 2020.

Statens It opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Statens It er en styrelse i Finansministeriet. I Statens It arbejder vi med at drive en effektiv it-understøttelse og sikre en høj og ensartet it-service på tværs af staten. Hovedopgaverne omfatter drift, support, udvikling og harmonisering af it i staten.

Specialiseret it-drift i staten

Statens It er sat i verden for at levere bedre, billigere og mere sikker it-drift og service til den danske stat. Med fokus på tilgængelighed, stabilitet, effektivitet og informationssikkerhed servicerer Statens It's mange forskellige ministerier og deres brugere.  Vi er en organisation i hastig vækst, men er også en fleksibel og dynamisk arbejdsplads, der kender værdien af alle vores medarbejdere.

 

Gem job

Statens IT
Publiceret: 9. juni 2020

Arbejdssted

Location Ballerup