Do­ku­men­ta­tions­kon­su­lent til for­mid­ling af software (tysk)

 

Vil du understøtte IT-virksomheden cBrains ambitioner i Tyskland ved at formidle vores produkt F2? Vi søger en dygtig og struktureret dokumentationskonsulent, der på flydende tysk kan oversætte, opdatere og udvikle brugervejledninger og anden dokumentation af F2.

Vi forventer ikke, at du i forvejen er ekspert i vores softwareprodukter. Det vigtigste for os er, at du skriver godt på tysk, og at du er interesseret i software. Arbejdet med dokumentation forudsætter, at du kan samarbejde med vores udviklere og forretningskonsulenter, lære at bruge ny software, forstå brugernes behov og omsætte dette til præcise formuleringer og vejledninger.

Jobindhold

Du bliver en del af afdelingen Academy, som er ansvarlig for al dokumentation af F2 på dansk, engelsk og tysk. Vi producerer brugervejledninger, videomateriale, produktpræsentationer med mere. Academy formidler i et klart og korrekt sprog og i engagerende videovejledninger, så brugerne får den størst mulige værdi af F2. Ud over dokumentation af F2, der er vores kerneopgave, løser vi flere opgaver med direkte kunde- eller brugerinvolvering. Det kan være opgaver som produktbeskrivelser, specifikke vejledninger til en kunde, quick guides med mere.

Du får selvstændigt ansvar for dokumentation på tysk, og du vil også være den udførende i at oversætte brugermanualer og andet materiale fra dansk til tysk. Du skal også skrive nye manualer, præsentationer, videomateriale og andet til vores tysktalende kunder. Vi lægger vægt på, at du arbejder systematisk og kan følge sproglige og layoutmæssige retningslinjer. Du får til opgave at vedligeholde og udvikle terminologi og retningslinjer på tysk.

Du skal i det daglige kunne mestre både rutineopgaver og udviklingsopgaver. Vi samarbejder om dokumentationen, og derfor er det væsentligt, at du kan forholde dig konstruktivt til at tage og give kritik. Vi arbejder efter de samme metoder på tværs af sprogområder. Du skal samarbejde med dine kolleger i Academy, der arbejder på andre sprog, og vores forretningskonsulenter i Tyskland og Danmark. Som team sætter vi en ære i at levere høj kvalitet til deadline.

Efter behov vil du få mulighed for at bistå ved undervisning af og præsentationer for cBrains kunder i Tyskland.

Profil

Vi søger kandidater med følgende kompetencer og erfaringer:

  • Stærke skriftlige kompetencer på tysk.
  • Flair for og lyst til at formidle software til brugerne.
  • Gode samarbejdsevner samt viljen til at arbejde proaktivt og selvstændigt.
  • Solid erfaring med at arbejde med Microsoft Office-pakken.
  • Erfaring med at skrive vejledninger eller formidle software.

Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse på kandidatniveau. Måske er dit modersprog tysk, eller du har en uddannelse inden for tysk sprog. Du skriver fejlfrit og letlæseligt på tysk og har styr på tegnsætning, grammatik med videre. Vi ser gerne, at du har 3-5 års erfaring med skriftlig formidling eller oversættelse til tysk.

Du skal ikke kunne kode, men du skal kunne samarbejde med dem, der koder, og formidle deres arbejde.

I cBrain mener vi, at god formidling er en vigtig faktor i, at vores IT-projekter bliver en succes. Vi glæder os til at høre, hvorfor du er interesseret i at formidle software.

Vi tilbyder

Et fuldtidsjob, hvor du efter et grundigt introduktionsforløb til vores software og processer hurtigt vil kunne opleve en stejl læringskurve og dermed mulighed for at kunne udvikle dig. cBrain er en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og en uformel omgangstone præget af videndeling og samarbejde på tværs af afdelinger.

Vi lægger vægt på, at vi har det godt med hinanden, og derfor er cBrain også præget af sociale arrangementer. Hvad enten du er til brætspil eller bordfodbold, vinsmagning, vinterbadning eller noget femte, så er der rum til det. Vi har også kantine-, frugt- og massageordning.

Arbejdsstedet er i København. Løn efter kvalifikationer.

Om cBrain

cBrain er en softwareingeniørvirksomhed med en solid softwareteoretisk baggrund. Vi hjælper organisationer med at bygge tillid og bæredygtig samfundsudvikling gennem digital transformation. Vi har kunder inden for både stat, region, kommune og organisationer. cBrain har leveret F2 til kunder i Danmark, Tyskland, England, Emiraterne og USA.

Få mere at vide om cBrain og cBrains produkter på cBrain.dk.

Kontakt og information

Send din ansøgning og CV på dansk som én samlet PDF til job@cbrain.com hurtigst muligt, men senest d. 27/7 2020.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du i uge 25-27 kontakte afdelingsleder Tanja Christensen på tlf. 60 78 78 27. I uge 28-30 kan du kontakte seniorkonsulent Mette Kærgaard Hansen på tlf. 71 99 29 72.

Vi indkalder løbende til samtaler. Tiltrædelse snarest muligt.

Gem job

cBrain A/S
Publiceret: 17. juni 2020

Arbejdssted

Location København Ø