Ambitiøs Scrum­ma­ster? Så har Alm. Brand brug for dig!


Alm. Brand er på en udviklingsrejse. Et vigtigt element i vores rejse er en omstilling til en mere agil tilgang til kundeservicering og forretningsudvikling. I Alm. Brand kalder vi denne tilgang FAST>>. Vi har de fundamentale brikker på plads, og nu skruer vi op for både hastighed og ambitionsniveau. Skal det lykkes, har vi brug for flere dygtige scrummaster – er det dig, vi leder efter?

Hvem er vi?

Alm. Brand er en finansiel koncern, med én samlet, sammenhængende, værdistrøm inden for forsikring, bank og pension. Vi har en lang historie, og vi forener traditionelle værdier som god service, tilgængelighed og ordentlighed i vores forretning med de nyeste arbejdsmetoder og ledelsesfilosofier. Det giver Alm. Brand en unik position i markedet, som skal fastholdes og udbygges med nogle af branchens bedste folk.

Vi er på en transformerende rejse fra et traditionelt setup hen mod et ’Spotify-inspireret’ setup, hvor vi udvikler vores organiserings- og forretningsudviklingsmodel løbende, så den passer til kunde- og markedsbehov.

Hvad vil vi?

Vi vil være Danmarks mest agile koncern – intet mindre. Vi vil skabe et fyrtårn i den finansielle sektor, der bygger på state-of-the-art samarbejdsformer, hvor forretning og teknologi kombineres sømløst med design- og hypotesedrevet forretningsudvikling. Vi vil skabe en automatiseret it-understøttelse, der bygger på Dev-Ops-tilgang, Cloudbaserede udviklingsmiljøer og autonome fuld-stak-teams organiseret i værdistrømme med ansvar for egen værdiskabelse – koordineret omkring vores fælles koncernstrategi. Det lyder som en stor mundfuld, og det er det! Scrummaster-rollen er helt central i denne transformation.

Vores arbejds- og udviklingsfilosofi ligger forankret i vores kulturmanifest for udvikling:

  • Ambitiøse mål over Fokus på at undgå fejl
    - med respekt for at vi er i et reguleret marked
  • Det store billede over Lokal optimering
    - med respekt for at vi ønsker autonomi
  • Respekt og Tillid over Krav og kontrol
    - med respekt for fokus på opnået effekt
  • Involvering over instruktion
    - med respekt for behovet for hastighed

Hvad mangler vi?

Vi er halvandet år inde i vores rejse og har opnået meget af det, vi gerne vil – men der er stadig mange områder at forbedre og udbygge. Derfor skal vi have suppleret vores gruppe af dygtige scrummastere med nogle erfarne, og ambitiøse scrummastere. Vi er på udkig efter scrummastere, der ønsker at arbejde bredt, dybt og højt. Scrummastere der vil hjælpe med at skabe gode teams, gode tribes og ser sig selv som drivere der løser impediments på tværs af hele koncernen og som, i tæt samarbejde med product ownere, tribe- og chapterleads, ønsker at optimere det samlede flow – uden at miste fokus på detaljen i processen.

Hvem er du?

Du er en erfaren scrummaster med stort ’S’ – men ikke større ’S’ end at du kan se løsningen før processen og mennesket før opgaven. Du er megaambitiøs når det gælder om at optimere flow, og har indset at fokus på effekt er omdrejningspunktet, hvis man vil drive store forandringer og forbedringer gennem systemet.

Du har indsigt i en bred palette af værktøjer og metoder, og bevæger dig problemfrit fra strategi over impact maps, outcome based roadmaps og design thinking til storymaps, storyboards og naturligvis scrum og Kanban – uden at blive en omvandrende værktøjskasse. Du ved at dialogen, transparensen og modet er de centrale elementer i ’agile’.

Hvordan er du scrummaster i Alm Brand?

Som scrummaster i Alm Brand vil du blive en del af den samlede enhed “Entreprenørskab” der rummer tre chapters bestående af henholdsvis 10 scrummastere, 6 agile instruktører og 4 service designere/UX’ere. Scrummaster-chapteret har et tæt samarbejde med de andre chapters i Entreprenørskab og desuden vil du blive en del af et velfungerende og ambitiøst scrummasterguild. Som scrummaster vil du blive 100 % tilknyttet ét squad, til gengæld forventer vi at du løbende bidrager til udviklingen af dit squad, din tribe, organisationen bredt set og ikke mindst dig selv. Samlet set har enheden ansvaret for udviklingsprocessen i Alm. Brand, og vi forventer, at du er med til at tage det ansvar på dig, løfte og forvalte det, og sammen med resten af dine kollegaer udvikle vores processer og WoW til et langt højere niveau. Entreprenørskabs-enheden hører hjemme i Forretningsudvikling og Digitalisering under koncerndirektør, Kristian Hjort Madsen, hvor al udvikling på tværs af koncernen er samlet.

Hvordan kommer du med på rejsen?

Hvis du kan se dig selv i ovenstående så tøv ikke med at søge. Vi ser frem til at høre fra dig, så vi kan få et endnu dygtigere team til at drive de næste skridt af Alm. Brands udvikling. Vi holder interviews og ansætter løbende. Har du spørgsmål til vores arbejdsgange og organisering, er du velkommen til at kontakte Martin, agil instruktør (abmrlo@almbrand.dk) eller Tue, VP for Entreprenørskab (abtuju@almbrand.dk/+4530747000)

I Alm. Brand har vi samlet bank, forsikring og pension, så kunderne kan få et samlet overblik over deres økonomi. Koncernen har 1600 engagerede medarbejdere, der hver dag bidrager til den høje arbejdsglæde. Vi har en uformel omgangstone, der giver plads til forskellighed. Samtidig arbejder vi ambitiøst og vægter innovation og kreativitet højt. Ca. halvdelen af medarbejderne sidder på hovedkontoret på Midtermolen i København, og i resten af landet tager vi hånd om vores kunder fra 25 kontorer, filialer og rådgivningscentre. Læs mere om os på almbrand.dk/job.

Gem job

Alm. Brand
Publiceret: 9. juli 2020

Arbejdssted

Location København