Tekniske testere til DevOps testau­to­ma­ti­se­ring


Kom og bliv en del af vores DevOps team, der udvikler løsninger til fremtidens digitale, kundeorienterede og datadrevne toldområde. Vi udvikler efter agile principper i et stort it-program, og du bliver ansvarlig for løbende at få forretningens krav testet på den mest hensigtsmæssige måde.

Den nye EU-toldlovgivning medfører væsentlige ændringer både for erhvervslivet og i Toldstyrelsen i Danmark, herunder udskiftning af hovedparten af den samlede it-portefølje på toldområdet. Det vil have meget stor betydning for den danske import og eksport, for det indre marked, for vores danske virksomheder og for vores kolleger i Toldstyrelsen, som vi arbejder tæt sammen med. Du bliver tilknyttet toldprogrammet (EUTK) i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, som er et af de største it-transformationsprogrammer i Danmark.

Vi tilbyder et dynamisk og tværfagligt udviklingsmiljø med højt til loftet og rig mulighed for at gøre en forskel 

I EUTK-toldprogrammet søger vi lige nu tekniske testere til at indgå i et vores dynamiske og ambitiøse tværfaglige team, der arbejder på at udvikle og implementere en række nye, moderne it-løsninger til det danske toldvæsen.  

Du bliver ansat i kontoret Udvikling og Test EUTK, men i det daglige vil du primært være tilknyttet et af vores store agile transformationsprojekter på toldområdet.

Om jobbet

Som teknisk tester bliver du en del af et DevOps team, der selvstændigt specificerer og udvikler features til den samlede toldløsning. Vi udvikler efter agile principper og lægger stor vægt på at løse opgaver som et full stack team.

Du får en bred opgaveportefølje, der spænder fra kvalitetssikring af sprint backloggen til testautomatisering af løsningen gennem hele projektets løbetid. I tæt samarbejde med dine kollegaer bliver du ansvarlig for løbende at få forretningens krav testet på den mest hensigtsmæssige måde, hvilket bl.a. vil kræve, at du opnår en dyb forståelse for forretningsområdet.

Dine primære opgaver bliver at:

  • Planlægge og gennemføre automatiseret test på unit/komponent, funktionel og accept niveau
  • Automatisere og vedligeholde regressionstest
  • Installere, konfigurere og vedligeholde værktøjer til testautomatisering og teststyring
  • Udarbejde og eksekvere testautomatiseringsscripts samt dokumentere testresultater
  • Sikre nødvendige testdækning ud fra risikobaseret testtilgang og testdesign teknikker
  • Sikre sporbarhed mellem krav, testcase og defects
  • Etablere og vedligeholde testmiljøer
  • Udarbejde eller fremskaffe testdata

Om dig

Du er hurtig til at danne dig et overblik over et komplekst område og er brugerorienteret i din tilgang til it-udvikling og it-løsninger. Du har stærke analytiske og logiske kompetencer. Derudover arbejder du struktureret og har et godt øje for detaljen. Du er god til at kommunikere, på både dansk og engelsk, og kan samarbejde på forskellige niveauer i en organisation, med eksterne konsulenter, samt med interessenter, der indimellem har forskelligartede ønsker.

Som person er du analytisk og udviklingsorienteret. Du er drevet af at levere brugerorienterede it-løsninger i den aftalte kvalitet og inden for deadline.

Din faglige baggrund

Du har en relevant uddannelse og gerne nogle års erfaring som teknisk tester, hvor du har arbejdet med automatisering af test. Måske er du udvikler, der brænder for test og automatisering, så er det lige dig, vi gerne vil arbejde sammen med.

Du er vant til at arbejde i teams efter agile arbejdsmetoder, og det er en fordel, hvis du har arbejdet med DevOps og har erfaring med agil udvikling indenfor rammeværket SAFe.

Du er metodestærk indenfor test og har bredt kendskab til værktøjer til automatiseret testafvikling. Det er en fordel, hvis du har arbejdet med:

  • Cucumber
  • Azure DevOps
  • HP ALM/QC
  • Jira
  • XRay

Du har desuden erfaring med opsætning og/eller konfigurering af teststyringsværktøjer. Det er en fordel, hvis du er ISTQB certificeret som Advanced Technical Test Analyst eller tilsvarende.

Toldprogrammet (EUTK)

I Toldprogrammet er vi p.t. ca. 200 medarbejdere, herunder både interne medarbejdere og eksterne konsulenter. Alene i 2020 har vi det første halve år rekrutteret og budt 80 nye kolleger velkommen, og vi forventer yderligere ca. 50 nye kolleger i 2020. Vi tager godt imod vores nye kolleger. Dedikerede kræfter sikrer en god onboarding til både styrelsen, programmet, kontoret, det agile tog og teamet – og det virker! Det viser de mange positive tilbagemeldinger, vi har fået, om at starte i Toldprogrammet. Vi er glade og stolte på fællesskabets vegne over, at vi i hverdagens travlhed stadig er i stand til at tage imod, involvere os og hjælpe hinanden. Det gør vores program til et attraktivt sted at arbejde, og det skaber den kultur, som vi trives i.

Vi har mange forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, hvilket skaber et dynamisk og kreativt arbejdsmiljø, hvor vi vægter læring og arbejdsglæde meget højt. Stemningen er god mellem os, omgangstonen uformel og selvom vi har travlt, spiller vi hinanden gode. Som medarbejder i Toldprogrammet kan du bl.a. glæde dig til vores ”Social Crew”, der arrangerer løbeklub og fredagsbar m.m. Vi bor i moderne kontorfaciliteter på Frederiksberg lige ved Flintholm station og har gratis parkering i kælderen.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Søg jobbet her” senest den 2. august 2020.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefkonsulent Flemming Jung Jensen på telefon 72 37 46 37 eller kontorchef Jan Bolton på 72 37 56 38.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer. Der kan indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet.

Ansættelsesområdet er skatteministeriet med tilhørende institutioner og dit arbejdssted vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle IT-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende IT-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.  

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.  

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 13. juli 2020

Arbejdssted

Location Frederiksberg