Linux-tekniker søges til server, storage og backup teamet


Er du en dygtig og erfaren tekniker med flair for it og server, storage, backup samt datacenter? Vil du være med til at udvikle og optimere it til Region Sjællands virksomhedsområder? Så kan du blive vores nye kollega.

Region Sjælland er inde i en rivende udvikling med store systemer som Sundhedsplatformen samt opgraderinger af flere andre store it-systemer. Det sætter sit aftryk i Koncern IT, hvor vi har travlt og derfor tilbyder en spændende stilling i Infrastruktur server-storage teamet som Linux-specialist.

Din primære opgave vil være at indgå i server-storage teamet med Linux OS som speciale. Du har ansvaret for at servicere og vedligeholde Linux-løsninger på Sundhedsplatformen samt Region Sjællands andre Linux-løsninger, der hovedsageligt bygger på Red Hat Linux. Sekundære opgaver vil være de generelle opgaver i server-storage teamet, hvor opgaverne består i at deltage i dagligdags drift og vedligeholdelsesopgaver i relation til servere.

Dine primære arbejdsopgaver bliver:

  • Automatiseret installation og konfiguration af Linux servere
  • Vedligeholde OS med patches og opdateringer
  • Opsætte OS i fejltolerante opsætninger, hvor det er et krav
  • Håndtere incidents og changes
  • Medspiller i udviklingsprojekter
  • Sikre OS mod uautoriseret adgang og backup af data
  • Sikre overvågning af OS i henhold til aftaler
  • Levere input til kravspecifikation til leverandører
  • Udarbejde og vedligeholde dokumentation
  • Trende systemet så det bliver udbygget efter behov og rettidigt
  • Foretage eller assistere ved fejlfinding
  • Afrapporter efter aftaler indgået i Koncern IT
  • Gennemgå, validere og afrapportere licens forbrug

Vi forventer, at du besidder flere af følgende faglige kompetencer:

Du skal kunne arbejde selvstændigt og være i stand til at prioritere opgaver i en ofte hektisk hverdag. Det er vigtigt at du kan bevare overblikket og have en god dialog med både vores kolleger samt vores eksterne samarbejdspartnere. Jobbet er meget alsidigt og du vil få en grundig oplæring, men vi forudsætter, at du har indgående kendskab til Linux-løsninger.

Du har gode analytiske evner og kan tænke stort, og stadig levere den gode, stabile og rigtige løsning. Ord som ITIL, dokumentation, afdækning og design er ikke fremmed for dig. Du er ansvarlig, god til at samarbejde, faglig stærk og giver gerne din mening til kende.

Om os:

Server, storage og backup er en del af vores infrastruktur-funktion, som i det daglige varetager driften af regionens netværk, datacentre, serverpark, storage-løsninger, overvågning og backup. Alt fra hardware til og med OS-lag, som består af dygtige medarbejdere med bred teknisk baggrund.

Dine arbejdsopgaver giver dig mulighed for personlig og faglig udvikling i et spændende og til tider hektisk job, hvor du skal servicere egne kollegaer, institutioner, sygehuse, forvaltninger og afdelinger i et kunde/leverandør forhold, hvor der er en stor grad af decentralisering af såvel ansvar som kompetence.

Om Koncern IT:

Koncern IT er Region Sjællands fælles it-organisation med ca. 330 medarbejdere. Vi leverer digitale løsninger til regionens virksomhedsområder og i særdeleshed til regionens sygehuse. Vi råder over moderne kontorfaciliteter i tilknytning til vores datacenter i Ringsted, tæt på Ringsted station og motorvejen. Og vi er med vores supportorganisation placeret på regionens sygehuse tæt på mange af vores 18.000 brugere. Vi har et uformelt og udviklende arbejdsmiljø, og vi holder os ajour med trends og teknologiske fremtidsmuligheder og kombinerer det med løbende kompetenceudvikling.

Koncern IT ønsker at være en stærkt serviceorienteret organisation. Vi arbejder efter værdisættet FLER – Forandringsparat, Loyal, Engageret, Respektfuld og forventer, at nye kollegaer konstruktivt vil bidrage til, at vi får FLER gode arbejdsdage.

Du kan læse mere om Koncern IT på regionens hjemmeside.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst efter principperne om ny løn. Arbejdstid er 37 timer inkl. frokost med flekstidsordning, som sikrer en fornuftig balance mellem arbejde og fritid.

Skulle du have spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder Jesper Houtved Andersen på mobil: 56 51 95 91.

Vi indkalder løbende til samtale og forbeholder os retten til at lukke stillingsopslaget, når vi har fundet den rette kandidat, så skynd dig at sende din ansøgning.

Ansøgningsfrist d. 01.10.2020.

Ansættelse pr. 01.11.2020, eller efter aftale.

Kontaktperson:

Navn: Jesper Houtved Andersen
Stilling: Teamleder
E-mail: jespa@regionsjaelland.dk
Telefon: 56 51 95 91

Gem job

Region Sjælland
Publiceret: 4. september 2020

Arbejdssted

Location Ringsted