FOA søger 2 IT-sy­stem­ud­vik­le­re - til di­gi­ta­li­se­ring der gør en forskel

Vil du være med til at udvikle løsninger, der er med til at give FOAs medlemmer de bedste vilkår, forudsætninger og muligheder?

Digitalisering er en væsentlig brik i FOAs ambition om at sikre de bedste vilkår for vores medlemmer. Det gælder både vores udadvendte og bagvedliggende IT-systemer.
IT-systemerne er alle med til at sikre vilkårene, tilbyde god service og de rette ydelser til medlemmerne.

I FOA udvikler og vedligeholder vi selv IT-systemer inden for vores kerneområder, fordi vi tror på, at vores dybe kendskab til organisationen er en styrke.
Vi anvender standard-systemer til løsning af opgaver, der ligger uden for FOAs kerneområde. Disse systemer integrerer vi ofte med vores egenudviklede systemer.

FOA IT står for arbejdet med at servicere og vedligeholde IT for forbundshuset, vores 38 afdelinger og FOAs A-kasse. FOA IT leverer den fælles teknologiske platform. Vi er en afdeling på godt 70 medarbejdere fordelt på udviklere, forretningskonsulenter, arkitekter, projektledere, driftsteknikere, supportere og ledere.
Vores udvikling sker i tværfaglige agile teams, hvor forretningskonsulenter, systemudviklere og arkitekter arbejder tæt sammen.

Dine primære arbejdsområder

Du kommer til at indgå i et af vores agile teams, der primært udvikler interne administrative værktøjer som vores sagsbehandlere anvender.
I arbejdet vil du deltage i alle faser af softwareudviklingen i et tæt samarbejde med kolleger i teamet og organisationens brugere.

Vi videreudvikler vores a-kasse- og medlemsløsning på en ny web-baseret platform, der består af en backend i C# og Entity Framework, og en frontend i TypeScript og Knockout. Du kommer til at indgå i dette arbejde som full-stack udvikler og får en betydningsfuld rolle ift. at udvikle og fremtidssikre løsningen.
Det handler bl.a. om, at løsningen skal være brugervenlig med en effektiv grænseflade, og at vi har fokus på en høj grad af digitalisering og automatisering af arbejdsgange og flows.

Blandt meget andet er vi i gang med et skifte fra Knockout til et nyt framework.

Vi forventer, at du:

  • enten er nyuddannet med en relevant mellemlang eller videregående IT-uddannelse, f.eks.  datalog, ingeniør eller cand.it.
  • eller har dyb dokumenteret erfaring inden for objektorienteret systemudvikling (OOP og OOD).
  • har en god forståelse for relationsdatabaser og datamodellering
  • har en grundlæggende indsigt i softwaretest
  • er på hjemmebane i større udviklingsmiljøer, hvor du har deltaget i projekter og arbejdet agilt.

Og har erfaring med teknologier som:

  • C#, Visual Studio, .Net / .Net Core
  • Javascript frameworks
  • TypeScript og ES6
  • HTML, LESS og gerne Bootstrap
  • DevOps og Git / versionsstyring

Derudover er du god til at danne dig et overblik og arbejder struktureret og analytisk.
Du er en holdspiller, der tager ansvar og ejerskab for både dine egne og teamets opgaver, og du følger dem til ende og er samtidig god til at dokumentere og videndele.

Det er vigtigt, at du har evnen til at være fleksibel i samarbejdsrelationer og har en åben og præcis kommunikation, hvor du evner at formidle fagligt relevant viden til forskellige målgrupper.
Samtidig er det vigtigt, at du kan tilpasse dig nye opgaver, krav, processer og forventninger og generelt reflekterer over egen praksis.

Vi tilbyder:

Vi kan tilbyde dig et job i FOA IT, der er en del af FOAs forbundshus.
Vi har et arbejdsmiljø, hvor vi tager vores arbejde dybt alvorligt, er ambitiøse og samtidigt har plads til gode grin.
Vi arbejder med en åben organisationskultur, der er præget af venlighed, tillid, mod, nysgerrighed og lysten til at hjælpe hinanden med at lære for derigennem at kunne skabe endnu bedre resultater i fællesskab.

FOAs forbundshus ligger i hjertet af København, lige ved Vesterport.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende intern overenskomst med mulighed for tillæg for relevante kvalifikationer. Der er tilknyttet pensionsordning på 14 %, et ferietillæg på 3 %. Vi optjener syv ugers ferie, har massageordning/fysioterapi, motionskælder samt forskellige personaleforeninger.
Der er gode muligheder for løbende efteruddannelse.

Det relative lønniveau kan ses her hos fagforeningen Prosa: https://www.prosa.dk/raad-og-svar/loenstatistik/virksomhedsindeks/oest/

Du kan høre mere om jobbet hos Teamleder André K. Nielsen på tlf. 29 62 05 71, eller Sektionsleder Dan Henrik Nielsen på tlf. 31 21 61 26.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, som du sender via FOAs elektroniske rekrutteringssystem senest 27. september 2020.
Vi forventer at holde 1. runde ansættelsessamtaler i uge 41/42 og 2. rundesamtaler i uge 43 i 2020.

Gem job

FOA
Publiceret: 4. september 2020

Arbejdssted

Location København V