Teknisk it-for­ret­nings­kon­su­lent

Tiltrækkes du af komplekse systemer og datastrukturer? Trives du i brændpunktet mellem forretningen og it-udvikling, og kan du få projekterne i mål? Så er du måske vores nye kollega.

Om jobbet

Vi skal i forbindelse med vores strategiplan 2020-2025 i de kommende år videreudvikle den digitale infrastruktur mellem DA og vores medlemsorganisationer samt modernisere flere af systemerne, som understøtter de administrative processer i DA.

Du skal med et indgående kendskab til it og forretningsforståelse være det stærke bindeled mellem de administrative funktioner i DA og it-udviklere internt og eksternt.

Som teknisk it-forretningskonsulent vil du dels få ansvaret for at drive projekterne, men også skulle holde styr på projektporteføljen og sikre, at vi bruger ressourcerne på den bedste måde.

Du vil få mulighed for at følge projekterne fra idé til implementering, så undervejs skal du være indstillet på at udfylde de forskellige roller, der måtte være brug for.

Om os

Vi er 9 it-kolleger, der arbejder med interne og eksterne udviklingsprojekter. Vi sikrer den daglige it-drift og stiller en portefølje af webapplikationer til rådighed for vores medlemsorganisationer og virksomheder. Vi er et in-house-team af udviklere, der arbejder agilt, projektorienteret i et stærkt fagligt miljø og med en uformel omgangstone. Gensidig respekt kendetegner måden, vi er sammen på både fagligt og socialt.

Dine kvalifikationer

  • Du er en skarp analytiker med udpræget flair for systemer og forretningsgange.
  • Du har en solid erfaring med projektledelse.
  • Du har erfaring med it-arkitektur, dokumentation og test.
  • Du er udadvendt, god til at skabe relationer og formår at få dit projektteam til at arbejde sammen og skabe resultater.
  • Du er selvstændig og vedholdende.
  • Du er god til at arbejde med detaljen og samtidig have overblikket.
  • Du er god til at formidle – verbalt og skriftligt (datamodeller, kravspecifikationer og forretningsgange).
  • Du er muligvis cand.it eller lignende.
  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til Team Foundation Server/DevOps.

Mere om stillingen

Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til IT-chef René L. Hungerbühler på tlf.: 33 38 93 34.

Er du interesseret?

Så send din ansøgning, CV samt andre relevante bilag via linket til højre. Seneste frist for ansøgning er den 25. oktober 2020. Vi holder samtaler løbende, og derfor kan stillingen blive besat inden fristens udløb. I forbindelse med 2. samtale vil du skulle besvare en case.  


Dansk Arbejdsgiverforening er de danske private arbejdsgiverorganisationers hovedorganisation for arbejdsmarkedsforhold. Som interesseorganisation er det DA's formål at koordinere overenskomstforhandlingerne og påvirke de politiske beslutningsprocesser, så virksomhedernes konkurrencekraft og adgang til kvalificeret arbejdskraft er størst mulig. Godt 25.000 virksomheder er medlem af en af DA’s medlemsorganisationer. Vi lægger vægt på samarbejde, et stærkt fagligt og socialt fællesskab samt løbende udvikling af den enkeltes kompetencer. Vi har et godt arbejdsmiljø og en uformel omgangstone i organisationen.

Gem job

Dansk Arbejdsgiverforening
Publiceret: 20. oktober 2020

Arbejdssted

Location København