Product Owners og Business Analysts til stort agilt og for­ret­nings­kri­tisk projekt i Skat­te­for­valt­nin­gen


Har du lyst til at være en del af et af de største og mest komplekse agile it-projekter i staten? Kan du navigere i det komplekse samspil mellem forretningsprocesser, it og data og omsætte mål til gode forretningsløsninger? Og har du lyst til at være en del af et attraktivt og dynamisk arbejdsmiljø, hvor vi med et stærkt forretningsfokus udvikler fremtidens it-løsninger i skatteforvaltningen? Så er det dig, vi søger!

Om jobbet

Vi står over for en spændende og ambitiøs opgave, hvor vi i samarbejde med Skattestyrelsen i Skatteforvaltningen skal udvikle den helt rigtige it-løsning på moms-området, der understøtter Skattestyrelsens forretning. Vi har derfor behov for flere dygtige Product Owners og Business Analysts, der er drevet af at levere løsninger, der gør en forskel for Skattestyrelsens forretning.  

Både Product Owner og Business Analyst spiller en nøglerolle i projektet, hvor du er med til at sikre, at projektet eksekveres med fokus på forretningsgevinsterne. Du vil arbejde i spændingsfeltet mellem forretning og it og er med til at formidle forretningsmål og formulere kravspecifikationer til nye it-løsninger. Du indgår i et full stack team, der bl.a. består af it-udviklere og forretningseksperter, hvor du skal planlægge og gennemføre analyseaktiviteter, der understøtter de forretnings- og it-mæssige valg, der foretages i projektet.

Som Product Owner optimerer og afstemmer du den forretningsmæssige værdi og prioritering med vores kunde fra Skattestyrelsen. Du har overblik over den samlede løsning og driver afklaringer, der sikrer, at teamet leverer enkle og brugbare løsninger med optimal forretningsværdi. Det er dig, der sørger for fokus, retning og fremdrift i teamet, formidler detaljerede behov til teamet og prioriterer teamets backlog. Du kommunikerer også teamets fremdrift og risici til det øvrige program i samarbejde med teamets Scrum Master.

Som Business Analyst er det din opgave at formidle og afklare forretningskrav. Du planlægger og gennemfører analyseaktiviteter, der resulterer i forretnings- og procesmæssige afklaringer som understøtter de forretnings- og IT-mæssige valg. Det er dig, der omsætter mål, forretningsbehov og lovtekst til løsningsdesigns og beslutningsoplæg og hører de rette interessenter. Du sørger også for dokumentation af beslutningerne samt kravstiller den konkrete funktionalitet i features og user stories, som systemet kan udvikles på baggrund af.

Om dig

For begge roller er det vigtigt, at du som person er analytisk og evner at forstå og operationalisere komplekse problemstillinger og nedbryde dem i konkrete tasks og leverancer.  Du er udviklingsorienteret, har et stort drive og finder det naturligt at arbejde i en omskiftelig hverdag og tage ansvar for opgaveløsningen. Du arbejder struktureret, trives med mange deadlines og kan hurtigt danne dig et overblik over din opgaveportefølje samtidig med, at du har øje for detaljen. Du besidder endvidere stærke kommunikative evner i skrift og tale.

Vi arbejder ud fra rammeværket SAFe, og i det daglige anvender vi Jira og Confluence. Det er derfor en stor fordel, at du har kendskab til den agile verden. Vi forventer ikke, at du har kendskab til Skatteforvaltningen, men det er vigtigt, at du har mod på at sætte dig ind i komplekse problemstillinger, da det er udgangspunktet for at kunne analysere og belyse, hvad forretningens behov er i forhold til den fremtidige it-løsning.

Vi lægger også vægt på, at du som person besidder følgende kompetencer: 

  • udviklingsorienteret og evner at eksekvere nye løsninger
  • engageret, initiativrig og handlekraftig
  • tænker tværorganisatorisk og i helhedsorienterede løsninger
  • relationsskabende og besidder stærke samarbejdsevner på tværs af fagskel og kulturer 

Det afgørende er ikke, hvilken uddannelse, du har med dig – men at du har de rette kompetencer til at løse opgaven.

Om din nye arbejdsplads

Du bliver ansat i et kontor, der har projekteksekvering som kerneopgave. Kontoret består af en række forskellige projektroller, inkl. Product Owners og Business Analysts, som indgår i forretningsmæssige udviklingsteams. Disse teams er dedikerede til ét konkret projekt ad gangen. Kontoret er præget af en uformel tone, højt humør og en høj faglighed, hvor du får rig mulighed for at tage et stort ansvar. Vi arbejder tæt sammen i en projektorganisation, som er sammensat af teams med kollegaer fra forskellige kontorer, styrelser og eksterne konsulenter. Alle arbejder mod samme mål, og der er en stor grad af fællesskabsfølelse og et godt sammenhold på tværs af kontorer og fagligheder.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning, CV, eksamenspapirer og eventuelt yderligere materiale via linket ”Søg jobbet her” senest onsdag den 4. november 2020.

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Janni Conradsen på telefon 20 47 27 51. Du kan også kontakte Lasse Wiberg på 72 37 49 24 og Mikael Bjørnsgaard på 72 37 82 19 for at høre mere om rollen som Product Owner og Business Analyst.  

Vi forventer at benytte personprofilanalyse og logisk test i rekrutteringsprocessen. Der vil forud for ansættelse blive indhentet straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg. Tiltrædelse er 1. januar 2021 eller snarest muligt.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 9. oktober 2020

Arbejdssted

Location Frederiksberg