Øko­no­mi­sty­rel­sen søger kva­li­tets­be­vidst me­d­ar­bej­der til Statens Løn­løs­ning


Vil du være en del af specialistteamet på en af Danmarks største lønløsninger? Har du en høj grad af forretnings- og it-forståelse, og vil du være med til at vedligeholde og optimere Statens Lønløsning? Så er det måske dig, vi søger: 

På løn- og pensionsområdet er vi i dag et kompetent og erfarent team, der hver måned sikrer korrekt og rettidig udbetaling af løn til ca. 180.000 ansatte i staten og pension til ca. 167.000 tjenestemandspensionister. Lønnen og tjenestemandspensionen skal være korrekt i henhold til gældende overenskomst/aftaler og skal udbetales til tiden. Vi foretager hver måned mange ændringer i lønsystemet, der alle udspringer af ændringer i gældende regelsæt – f.eks. ved overenskomstfornyelser, ændringer i skattelovgivningen eller som følge af nye behov hos vores kunder.

Din nye stilling

Vi søger en ny kollega, der blandt andet skal være med til at varetage den løbende vedligeholdelse og optimering af Statens Lønsystem og herigennem være med til at sikre, at lønudbetalingen sker korrekt i henhold til aftalte overenskomstgrundlag. Der skal være fokus på at understøtte de administrative processer og dermed den daglige opgavevaretagelse hos vores kunder.

Du vil skulle arbejde med:

  • Analyseopgaver – knyttet til ændringer der skal foretages i systemet
  • Omsætte regelsæt fx nye overenskomster til kode i lønsystemet
  • Programmeringsopgaver i systemets særlige procedurebaserede regelsprog
  • Test af ændringer og udarbejdelse af dokumentation og vejledninger
  • Være bagland for vores 1. line kundesupport.

Om dig

Vi forventer, at du er kvalitetsbevidst, nysgerrig og har en del erfaring inden for det offentlige lønområde eller fra lignende opgaver i en anden systemportefølje, som du kan bygge videre på.
Det er vigtigt for os, at du har stort kendskab til det offentlige/statslige lønområde. Vi lægger vægt på, at du har følgende kompetencer:

  • et godt kendskab til it og måske tidligere har arbejdet med SQL
  • arbejder struktureret – er omhyggelig og brænder for at skabe gode løsninger
  • er analytisk og har sans for tal og logiske sammenhænge
  • har lyst til at opbygge specialistkompetencer inden for løn og lønsystemer
  • er en god holdspiller, som både kan arbejde selvstændigt og trives med at arbejde sammen med kolleger
  • både kan have overblik og har sans for detaljen.

Om os

Din nye arbejdsplads er i Økonomistyrelsen i Skt. Annæ Palæ tæt ved Kongens Nytorv. Her vil du arbejde sammen med engagerede kollegaer i Team Statens Lønløsning - drift.

Vores team arbejder til dagligt tæt sammen, og du vil dermed blive en del af et fagligt miljø med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Kontoret er kendetegnet ved en stærk holdånd samt en åben og humoristisk omgangstone.

Arbejdet foregår ofte i et højt tempo, en høj grad af selvstændighed og ønske om at levere høj faglig kvalitet. Hverdagen er præget af en positiv tilgang til nye udfordringer, og vi har fokus på, at vi hele tiden udvikler os både fagligt og personligt.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for individuel forhandling efter kvalifikationer.

Du skal kunne tiltræde senest den 1. januar 2021.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, p.t. Finansministeriets departement, Økonomistyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, Statens It og Statens Administration.

Yderligere oplysninger

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Victor Moore Tresgallo på tlf.: 4178 2442 eller mail: vimtr@oes.dk.  

Ansøgning

Hvis stillingen har din interesse, så klik på ”Søg jobbet her” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi skal modtage din ansøgning senest søndag den 29. november 2020.

Vi forventer, at afholde samtaler løbende.

Vi opfatter mangfoldighed i medarbejdergruppen som en styrke. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap til at søge stillingen.

Gem job

Økonomistyrelsen
Publiceret: 28. oktober 2020

Arbejdssted

Location København