Vi søger en dygtig og kva­li­tets­be­vidst PHP-udvikler til UNIwise


Er du UNIwises nye PHP-udvikler, som brænder for at gøre en kvalitetsmæssig forskel?

Motiveres du af at arbejde i en visionær virksomhed, hvor din tekniske faglighed spiller en stor rolle?

UNIwise var de første til at digitalisere eksamen på universiteter og højere læreanstalter. Lige siden har UNIwise været banebrydende inden for området. Vil du bidrage til deres vision om at bringe uddannelse sikkert ind i det 21. århundrede?

Vi søger for UNIwise i Aarhus en PHP-udvikler til deres feature-team. Teamet udvikler core-nære features for at få produktet fremad og samarbejder tæt med andre afdelinger i huset.

Opgaver

Som en del af Feature-teamet er du med til at scope, designe (i back-end) og kode nye features i PHP7.

I takt med dette moderniseres platformen, så gammel kode flyttes over i bedre struktur og nyere PHP-frameworks.

Nye features kræver altid arkitekturmæssige/strukturelle overvejelser, som du vil få meget frihed til at løse i teamet (med støtte efter behov). Det meste af din tid (ca. 85 %) vil gå til at designe og kode back-end.

På sigt skal du tage ejerskab over platformen og hjælpe til med fejlretning og mindre tilføjelser til ældre PHP-kode. Det forventes, at disse opgaver vil tage omtrent 10 % af din tid.

Din rolle i udviklingsprocessen

UNIwise har et DevOps-team, der tager sig af drift og arkitektur på platformen.

Dertil kommer et feature-team delt op i frontend og backend i Danmark samt et feature-team i England. Begge teams laver features til produktet for at få det fremad, men teamet i Danmark – hvor du vil høre til – laver features, der er core-nære og som oftest på baggrund af en kundekontrakt. Der vil også være projekter, der ikke har en kunde i den anden ende – men om der er en kunde eller ej, mærker teamet ikke som sådan.

Feature-teamet har en backlog, der fødes af Research & Solution afdelingen (R&S), som også står for konceptualisering og grovestimat af features. I forbindelse med kick-off på en ny feature overtager feature-teamet opgaven og har derefter ansvaret for at finde den rigtig løsning, få det brudt ned i mindre stories og estimeret. Inden udviklingen af den endelige feature starter, præsenteres løsningen for R&S, hvorefter det endelig kick-off sker. Når en feature er testet færdig af teamet selv og reviewet af R&S, sendes det til QA hos Customer Support, som accept-tester det endelige produkt med henblik på at finde fejl og smårettelser.

Feature-teamets snitflader er således R&S, DevOps og Customer Support, hvilket vil sige INGEN kundekontakt.

Dine kompetencer

  • Min. 3-5 års erfaring med objektorienteret PHP
  • Erfaring med MySQL (MariaDB)
  • Solid forståelse for kodestruktur og backend-arkitektur
  • Kendskab til Doctrine (erfaring er et plus)
  • Kendskab til Symfony (erfaring er et plus)
  • Kendskab til Docker, MongoDB og CockroachDB er et plus
  • Forståelse for vigtigheden af automatiserede tests (erfaring er et plus)
  • Kan udtænke de tekniske løsninger ud fra ideer
  • Kan begå dig på dansk og engelsk i skrift og tale

Dig som person

Du finder glæde i selv at være med til at finde de teknisk bedste løsninger og motiveres af at opnå overblik og ejerskab over applikationen.

Du går mere i dybden end i bredden og er teknisk dygtig. Du vægter grundighed og orden frem for hurtige løsninger og har det fint med, at andre har styringen af projektet, så du kan koncentrere dig om det faglige. Du har det også fint med, at projekterne fodres af andre, men at du har frihed til at præge løsningen.

Det er meget essentielt, at du er faglig nysgerrig, en dygtig håndværker og synes, det er lidt “lækkert” at arbejde på en platform i AWS, der kører den nyeste version af PHP og skalerer vha. Google Kubernetes, at der kodes i React i frontenden og at de er godt med på beatet mht. teknologier.

Det forventes også, at du trives med at arbejde med frihed under ansvar, er detaljeorienteret og vigtigst af alt, at du er en god teamplayer.

Du skal trives med at have ejerskab over et produkt og have lyst til at flytte noget gammel kode over i ny og lækker struktur – både fordi du har det godt med orden, men også fordi du tænker, at det er godt for platformens fremtid.

Du er ikke tilfreds med blot at få hakket noget af og så videre til næste opgave. Du går op i den værdi, der skal skabes og at det aftryk, du efterlader i platformen, er fagligt sundt.

Du ser derfor også værdien i at fikse bugs og nogle gange tage de knap så sjove opgaver, fordi du tænker på den værdi, det giver.

Du leder efter en arbejdsplads med god work-life balance, hvor du kan ”falde til” og bare have det godt, mens du gør det, du kan lide.

At arbejde hos UNIwise

UNIwise har stort fokus på arbejdsglæde og ser derfor gerne, at du enten kan se det meningsfulde i at lave en digital eksamen, der hjælper studerende, undervisere og institutioner med at komme af med papir og få en god oplevelse med eksamen frem for at gøre det til en stresset oplevelse for alle involverede – eller at du motiveres af de tekniske problemstillinger i at digitalisere en forretningskritisk ting som eksamen.

Work-life balance, kvalitet, arbejdsglæde og samarbejde i og på tværs af teams betyder mere hos UNIwise end timeregistrering. Som medarbejder i feature-teamet har du ingen direkte kundekontakt, men samarbejder med andre afdelinger om at finde de bedste løsninger til produktet.

Om UNIwise

Der er 40 ansatte hos UNIwise og de har en flad organisation, som alle dyrker faglighed, udvikling og god energi – både i den enkelte afdeling, men også på tværs af organisationen. Og en ting er sikkert – der er dømt sammenhold og udfordringer. UNIwise er en virksomhed, der motiveres af at arbejde med en kontinuerlig udvikling af eksamensplatformen WISEflow. De er repræsenteret i DK, UK og i Skandinavien.

UNIwise tilbyder en energisk, spændende og selvstændig arbejdsplads med højt til loftet, gode kollegaer og vægt på team-spirit.

UNIwise er beliggende på Katrinebjerg i Aarhus og her får du god kaffe, frisk frugt, frokostbuffet, sundhedsforsikring og en god personaleforening. De tager bordfodbold meget seriøst og samles gerne om fredags-øl, brætspil-aftener, DHL-løb og mange andre aktiviteter.

Ansøgning

Er du personen, vi leder efter, så tøv ikke… Søg stillingen ASAP, da den ønskes besat hurtigst muligt!

Twins Recruitment varetager rekrutteringen for UNIwise.

Du søger stillingen ved at sende dit CV til rekruttering@twins.net mærket ”PHP-udvikler”. Alle ansøgninger behandles fortroligt. Ønsker du at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Markedschef Tanja Kaysen på +45 30 86 34 00 eller Tina Malchau på +45 20 78 09 42.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Gem job

Twins Consulting ApS
Publiceret: 3. november 2020

Arbejdssted

Location Aarhus