Testdata manager til store og komplekse it-ud­vik­lings­pro­jek­ter


Brænder du for test, kvalitet og håndtering af komplekse data til test? Har du lyst til at arbejde i en stor organisation med komplekse projekter og skabe overblik over testdata? Så har vi et spændende job til dig.

Håndtering og kvalitetssikring af kritisk testdata

De samfundskritiske systemer på personbeskatning står over for store forandringer og de kommende år vil stille store krav til testområdet. Som testdata manager arbejder du tæt sammen med centrale aktører fra både Skattestyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og leverandørerne for at sikre det bedst mulige grundlag for test.

Arbejdet inkluderer planlægning, udsøgning og kvalitetssikring af testdata. Desuden vil der være behov for systematisk og opdateret kommunikation på tværs om testdata. Du vil arbejde tæt sammen med erfarne kolleger blandt både system- og platformejere samt eksterne dataleverandører.

I test af integrerede systemer stilles der krav om, at testdata hænger sammen på tværs. Derfor skal du som testdata manager vedligeholde et overblik over de oprettede testdata og sikre, at testdata bliver genanvendt til nye testcases, hver gang det kan lade sig gøre. Vi stiller ligeledes krav til vedligeholdelse af testdata i mocks/stub.

Dine primære opgaver er:

  • Udredning af behov for testdata i forbindelse med testdesign
  • Udvikling af tekniske løsninger til berigelse af testdata, der implementeres i samarbejde med tekniske testere
  • Koordinering med diverse dataleverandører og systemejere for fødesystemer
  • Administration og vedligeholdelse af testdata
  • Uddanne kolleger og/eller bistå i håndtering af testdata på tværs af organisationen.

Du kommer til at arbejde i kontoret Personsystemer, som er et it-fagligt stærkt udviklings- og styringskontor, der gennemgår en transformation fra traditionelle udviklingsmetoder til agile principper med hovedvægt på SAFe (Scaled Agile Framework). Vores opgave er at støtte forretningens behov i forbindelse med test ved implementering af lovkrav, digitalisering af arbejdsprocesser og automatiseret dataudveksling med vigtige interessenter i samfundet.

Positiv kollega med stor forståelse for testdata

Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse inden for it eller du har opnået tilsvarende relevant faglighed, kvalifikationer og kompetencer gennem relevant erfaring. Du har erfaring med håndtering af data til test fra større organisationer.

Du er god til at danne dig et overblik over opgaver og du arbejder struktureret – også når der er pres på. Du tager ejerskab og følger opgaverne til dørs. Da du skal samarbejde på tværs i organisationen, er det vigtigt for os, at du trives med at arbejde i teams, er hjælpsom og har en positiv tilgang til opgaver og mennesker.

Derudover har du følgende kompetencer:

  • Stor erfaring med Excel
  • Kendskab til QualityCenter, Office, Jira/Confluence og SharePoint, er en fordel
  • Kendskab til SoapUI, Java-værktøjer og databaser (SQL) er en fordel.

Som en del af en højt specialiseret it-organisation med over 1.000 kolleger, er der rig mulighed for at sparre med og udfordre kolleger, og dermed sikre høj faglighed. Der er etableret en CoP (Communities of Practice) omkring test på tværs af organisationen, som du også bliver en del af. Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere har den seneste og mest relevante viden, så vi kan løse vores opgaver optimalt. Du vil derfor gennemgå et omfattende uddannelsesprogram inden for en række fagområder, med fokus på ITIL og agile principper.

Vi har høj grad af fleksibilitet, hvor der er mulighed for at balancere arbejds- og familieliv.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Søg jobbet her” hurtigst muligt og senest d. 14. januar. Vi holder samtaler løbende.

Yderligere oplysninger om stillingen fås hos Claus Hjorth på telefon 72 37 40 04.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Der kan indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest. Arbejdsstedet vil være Nybrovej 110, 2800 Kongens Lyngby.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.  

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.  

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 21. december 2020

Arbejdssted

Location Lyngby