For­ret­nings­o­ri­en­te­ret sy­ste­mansvar­lig til borger.dk


Brænder du for arbejdet med digitale løsninger til borgerne, og kan du se dig selv i en rolle, hvor du optræder som vigtigt bindeled mellem styring af it-systemer og forretningsudvikling?

I videreudviklingen af borger.dk samarbejder vi med mange forskellige offentlige og private aktører, og vi søger i den forbindelse en forretningsorienteret systemansvarlig til vores forretningskritiske it-systemer – gerne med erfaring inden for offentlig digitalisering.

Om stillingen

Du bliver medarbejder i Kontor for borger.dk, hvor vi er 24 kollegaer, der hver dag arbejder for at sikre borgerne en god, brugervenlig og tilgængelig digital service.

Som forretningsorienteret systemansvarlig er opgaverne mange og forskelligartede. Du får ansvar for vedligehold af en række forretningskritiske it-systemer, bl.a. Digital Post på borger.dk og personaliserede data på Mit Overblik. Opgaverne løses i et tæt samarbejde med dine nærmeste kolleger i Digitaliseringsstyrelsen samt på tværs af myndigheder, leverandører og tværfaglige projektteams. Du skal i den forbindelse være i stand til at navigere mellem vedligeholdelsesmæssige opgaver på den ene side og forretningsdrevne udviklingsopgaver på den anden.

Om dig

Vi lægger vægt på, at du har en relevant akademisk uddannelse, enten som generalist med erfaring med vedligehold og videreudvikling af it-løsninger eller som specialist i drift af forretningskritiske it-systemer med erfaring i tværfagligt samarbejde. Du skal i den forbindelse have et godt blik for pragmatiske løsninger med udgangspunkt i de konkrete forretningsmæssige behov. Desuden forventer vi, at du kan samarbejde på tværs af mange fagligheder og interessenter, og at du kan indgå i en positiv og konstruktiv dialog med dine samarbejdspartnere, hvor du trækker på dine samarbejdsevner og ikke mindst din evne til at løbe opgaverne i mål.

Vi lægger derudover vægt på, at du:

  • selvstændigt kan visitere og prioritere incidents på forretningskritiske it-systemer samt koordinere fejlsøgning mellem de respektive parter
  • kan indgå i samarbejdet omkring specificering af krav til tekniske løsninger
  • kan navigere i et bredt interessentlandskab bestående af myndigheder, leverandører og borgere, og at du formår at involvere samt sikre samarbejde og dialog
  • er struktureret, og at du driver opgaverne i mål inden for de fastlagte processer - kendskab til ITIL vil her være en fordel
  • er fleksibel og indstillet på at yde en ekstra indsats, når det kræves.

Om os

Borger.dk har knap 60 mio. besøg om året fra borgere, som søger information, bruger digitale selvbetjeningsløsninger, læser Digital Post og tjekker personlige data. Det stiller store krav til løbende at udvikle portalen, så den understøtter borgernes behov for god og brugervenlig digital selvbetjening og information fra det offentlige.

I Digitaliseringsstyrelsen er vi ca. 300 medarbejdere, som hver dag går forrest i arbejdet for et mere digitalt offentligt Danmark med borgere og virksomheders behov i centrum. Vi sætter barren højt og har et klart fokus på din kompetence- og karriereudvikling.

Hvis du er interesseret, kan du læse mere om vores arbejde her.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for individuel forhandling alt efter kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, p.t. Digitaliseringsstyrelsen, Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Flere oplysninger

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Helle Junge Nielsen, tlf. 33 92 41 44 og e-mail hjn@digst.dk eller chefkonsulent Thomas Bodin, tlf. 29 63 86 81 og e-mail thobo@digst.dk.

Ansøgning

Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg jobbet her” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi skal modtage din ansøgning senest søndag den 28. februar 2021.

Vi forventer at holde samtaler i uge 10 og 11, og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen pr. 1. maj 2021.

Digitaliseringsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge.

Gem job

Digitaliseringsstyrelsen
Publiceret: 26. januar 2021

Arbejdssted

Location København