Software Developer med am­bi­tio­ner om en grøn fremtid DTU Elektro


Kunne du tænke dig at spille en væsentlig rolle i DTUs indsats inden for udvikling og forskning i løsninger til den grønne omstilling? Du bliver en del af vores team i PowerLabDK, som er en del af Center for El og Energi, DTU Elektro, hvor du kommer til at spille en vigtig rolle i at sikre og udvikle den digitale infrastruktur og dataflows fra vores egne forsøgsfaciliteter samt fra forskellige Living Labs i Danmark. Faciliteterne i PowerLabDK udgør tilsammen et af verdens mest avancerede test set-up til intelligente forsøg med el og energi.

Vi er stolte af at være med til at udvikle fremtidens grønne løsninger, hvor målet ultimativt er at opnå zero emission i 2050 og en 70 % reduktion om ni år i 2030. Det arbejder vi med på højtryk – både i mange forskellige forskningsprojekter med fokus på alt fra forskellige kontrolsystemer, integration af Power-to-X og energiøer – og i undervisning af kommende dygtige ingeniører. For at lykkes med det, skal vi være digitale og bruge smarte digitale løsninger. Den digitale infrastruktur er afgørende for, at vi kommer i mål. Derfor har vi brug for dig!

Hvad tilbyder vi dig

Du bliver en del af PowerLabDK gruppen, hvor vi er alt fra dygtige elektrikere, ingeniører, projektledere til software- og webudviklere. Vi arbejder sammen på tværs, da løsningerne skal hænge sammen fra de konkrete fysiske installationer som solceller, vindmøller og batterier til opsamling og styring af data og datastrømme. Vi er 15 medarbejdere i PowerLabDK gruppen og du vil indgå i SW-teamet på i alt fire personer, som arbejder med både udvikling og drift af vores digitale infrastruktur. Hele PowerLabDK gruppen fungerer som sparring til forskere, undervisere, studerende og virksomheder i et godt samarbejde på tværs.

Jobbet

Du kommer til at spille en vigtig rolle i at forene vores fysiske faciliteter med en intelligent overbygning i kapløbet om at finde nye smarte metoder til intelligent brug og produktion af energi. Konkret skal du vedligeholde og videreudvikle:

  • Vores eksisterende databaser 
  • Eksisterende datawarehouse og datakilder 
  • Software – og webudvikling i forbindelse med løbende forskningsprojekter

Vores forventninger til dig

  • Vi stiller ingen krav til, at du kommer fra en bestemt uddannelsesretning, men vi ser gerne, at du har en BSc, BEng eller tilsvarende. Det vigtigste er, at du har den tekniske erfaring for at kunne løse udviklings- og driftsopgaverne.
  • Vi forventer, at du har gåpåmod og lyst til at engagere dig – både i opgaven, i PowerLabDK gruppen og i SW-teamet.
  • Du har blik for at skabe de rigtige tekniske løsninger. 

Det er alfa omega, at du excellerer i: 

  • Java
  • Data Warehouse
  • Erfaring med udvikling og systemadministration i et Linux-miljø
  • Det vil være en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til digitalelektronik samt kommunikation og udvikling af hardwaredrivere.
  • Og ikke mindst en ’let’s do it’ attitude

Derfor skal du søge:

  • Du får stor frihed til at skabe resultater i samarbejde med dine kolleger.
  • Du får gode faglige og personlige udviklingsmuligheder.
  • Du får en stor berøringsflade i et uformelt arbejdsmiljø præget af engagerede kolleger.
  • Du får mulighed for at påvirke, hvordan vores faciliteter skal udvikle sig og sikre, at PowerLabDK forbliver en helt unik test platform for løsninger til den grønne omstilling. 

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til LC/CO10-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for IT-medarbejdere (PROSA) i statens tjeneste eller AC-overenskomsten eller anden relevant overenskomst. Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. juni 2021.

Arbejdsstedet er DTU Campus i Lyngby og DTU Risø Campus ved Roskilde.

Ansøgning og kontakt

Vi skal modtage din online ansøgning senest den 8. april 2021. Åbn linket "Søg jobbet her", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Jeanette Irene Nielsen på 9351 1604 eller jeini@elektro.dtu.dk

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

PowerLabDK er en del af Center for El og Energi (CEE) på DTU Elektro, som arbejder med en af de største udfordringer i vores moderne samfund: Udviklingen af et sikkert, omkostningseffektivt og bæredygtigt energisystem baseret på vedvarende energi. CEE har ca. 100 medarbejdere, heraf godt 15 direkte tilknyttet PowerLabDK.

DTU Elektro uddanner studerende inden for elektroteknologi. Vi tilbyder uddannelser på diplom, bachelor-, master- og Ph.d.-niveau og deltager i internationale fællesuddannelser. Vi udfører banebrydende forskning inden for antenne- og mikrobølgeteknologi, robotteknik, effektelektronik, akustik, elektroakustik, el og energi. Vores institut har mere end 200 medarbejdere. Læs mere på www.cee.elektro.dtu.dk og www.powerlab.dk.

Teknologi for mennesker

DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 12.000 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. Vores hovedcampus ligger i Kgs. Lyngby nord for København, og vi har campusser i Roskilde og Ballerup samt i Sisimiut i Grønland.

Gem job

Danmarks Tekniske Universitet
Publiceret: 22. marts 2021

Arbejdssted

Location Lyngby og Roskilde