Selv­stæn­dig og erfaren Systemad­mi­ni­stra­tor


Trives du i en nøglefunktion med ansvar for de daglige driftsopgaver og udvikling af disse? Og brænder du for at arbejde selvstændigt med forskellige teknologier? Så er det måske dig, vi leder efter! Vi søger netop nu til vores hovedkontor i Hedensted en Systemadministrator til en af Danmarks største genanvendelsesvirksomheder.

Daka Danmark A/S flytter i løbet af 2021 IT- og økonomiafdelingerne fra Ringsted til hovedkontoret i Hedensted, hvor de øvrige administrative og kommercielle funktioner allerede er placeret. Derfor søger vi nu en række nye kollegaer, som motiveres af sammen at sikre overlevering af opgaver samt skabe det nye IT- og økonomiteam med fokus på effektivitet, kvalitet og et stærkt samarbejde med den øvrige organisation.

Du kommer derfor til at deltage i en flytteproces, hvor du den første tid får mulighed for at stifte bekendtskab med en bred vifte af projektopgaver ifm. opbygning af nye afdelinger. Sideløbende arbejdes med forankring af processer og opbygning af samarbejdsrelationer til øvrige funktioner. Den rigtige profil vil derfor få mulighed for stor personlig og faglig udvikling og i høj grad være med til at påvirke arbejdsopgaver.

Du vil indgå i vores nyetablerede IT-afdeling i Hedensted og vil den første periode forventes at være i Ringsted nogle dage om ugen for at sikre overdragelse af opgaver.

Om jobbet

I vores team på 6 kollegaer og med reference til vores IT Manager bliver du nøgleperson i at udvikle, drifte og vedligeholde servere, netværk og IT-sikkerheden.

Derudover vil dine primære ansvarsområder i Daka inkludere:

  • Administration af fysiske og virtuelle servere samt servere mv. i Azure, domæne-services og netværk
  • Administration af sikkerheds- og backup-procedurer
  • Udarbejdelse og vedligeholdelse af dokumentation
  • Support af brugere (primært 2. level).

I Dakas eksisterende miljø anvender vi primært Microsoft-software, herunder Office365, Exchange, Dynamics365 etc. Vi er en virksomhed med både produktion og administration og har datacentre på flere lokationer, hvor der primært anvendes VMware og i stigende grad Azure.

Om dig

Som Systemadministrator hos Daka arbejder du struktureret og målrettet, og du formår at holde hovedet koldt i pressede situationer. Som nær samarbejdspartner til forretningen er det vigtigt, at du har en god forretningsforståelse og kan understøtte udvikling og nye tiltag. Du er dygtig til at interagere og samarbejde med kollegaer på alle plan, og som kollega er du servicemindet, samarbejdsorienteret og ansvarsbevidst. Derudover forventer vi, at du

  • Er uddannet datamatiker – eller har kvalifikationer på samme niveau
  • Er certificeret i Microsofts systemer – eller har kvalifikationer på samme niveau
  • Har min. 5 års erfaring inden for lignende stilling
  • Har min. 5 års erfaring med Microsoft, SQL-databaser, Visual Studio, IIS, XML, webservices og andre relaterede værktøjer/teknologier
  • Besidder gode kommunikative evner på dansk og engelsk (såvel mundtligt som skriftligt)

Dit primære arbejdssted vil være på hovedkontoret i Hedensted, men du skal forvente arbejdsdage på alle vores lokationer, heriblandt Randers, Horsens og Løsning.

Om Daka

Daka Denmark A/S har fire forretningsområder: Daka Sarval A/S, Daka SecAnim A/S, Daka ecoMotion A/S og Daka ReFood A/S. Derudover hører datterselskabet Konvex AB, Sverige under Daka Denmark A/S.

Daka Denmark A/S er en del af den internationale SARIA-koncern og producerer kvalitetsingredienser til dyrefoder, akvakultur, industriel anvendelse, energisektoren og landbrugssektoren. Daka udbyder også en lang række serviceydelser til landbrugssektoren og fødevareindustrien. Dakas råvarebase består primært af animalske biprodukter og organiske restprodukter.

I Daka Denmark A/S præges kulturen af en åben, ligeværdig og uformel kommunikation. Daka Denmark A/S ønsker at være en god og attraktiv arbejdsplads med engagement og initiativ, gensidig tillid og en god korpsånd. Kendetegnet ved Daka Denmark A/S er, at de ansatte trives og bliver hos virksomheden i mange år. Læs mere på www.daka.dk

Vi tilbyder

Som medarbejder hos Daka bliver du en del af en bæredygtig fremtid. Intet går til spilde, alt kan bruges - er vores filosofi. Fra dette udgangspunkt søger vi konstant at værdiforædle vores produkter og finde nye anvendelser højere i bioøkonomipyramiden.  Det vil sige, at kan en råvare bruges til foder, skal den genanvendes til foder. Kan den ikke blive til foder, er gødning det næstbedste. Og hvis gødning heller ikke er en mulighed, så er der masser af god energi i materialet – til 2. generationsbiodiesel, biogas og biobrændsel. Og helst energi til transportsektoren, idet dette er sværest at erstatte med andre grønne energiformer. Samlet set fortrænger Daka meget mere CO2, end vi bruger, og vi har et mål om at gøre det lidt bedre hver dag.

Et job hos Daka giver dig mulighed for at gøre en forskel i din hverdag. Vi giver dig mulighed for at udvikle dig og tage ansvar, og vi værdsætter det selvstændige initiativ og drive. Daka er en virksomhed med lange, stolte traditioner fra den danske landbrugsindustri, samtidig med at vi kontinuerligt udvikler os inden for nye forretningsområder, ny teknologi og bæredygtighedsområdet. Som medarbejder hos Daka vil du derfor opleve et stærkt fundament, som hele tiden bevæger sig.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte IT Manager, Kennet Borch på telefon +45 76 74 51 11.

Ansøgningsfrist: 11. april 2021.

Gem job

Daka Denmark A/S
Publiceret: 26. marts 2021

Arbejdssted

Location Hedensted