It-spe­ci­a­li­ster til nyt ITIL-team


Har du lyst til at være med til opstart af en ny it-drifts- og forvaltningsenhed, som skal varetage drift- og videreudvikling af de nye ejendomssystemer? Vores kontor er i rivende udvikling, og vi står nu og mangler et antal it-specialister, som med deres ITIL-kompetencer vil være med til opbygningen af et toptunet 2nd. level supportteam. Vi søger i første omgang efter personer med gode kompetencer indenfor bl.a. områderne ITIL-transition og ITIL-operation. Da vi planlægger med mindre agile teams, har vi brug for stærke og gerne brede it-kompetencer, der erfaringsmæssigt gerne må kunne varetage flere forskellige opgaver indenfor de nævnte områder.

Hvis du bliver en af de udvalgte, vil du fremadrettet få ansættelse i Kontoret for Ejendomssystemer i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST). Dit team vil sammen med resten af kontoret blive ansvarlig for drift, vedligehold og videreudvikling af de nye ejendomssystemer, som fremadrettet skal understøtte sagsbehandlingen på ejendomsområdet i forbindelse med de nye skattemæssige indsatser i forhold til borgere og virksomheder. Du vil sammen med dit ITIL-team fra start få ansvaret for opgaver indenfor drift herunder koordinering af overvågning, fejl- og driftsrapportering samt for planlægning og styring af opgaver i forbindelse med vedligehold og videreudvikling af de nye ejendomssystemer. Du får et tæt samarbejde med de øvrige DevOps-team i kontoret, som har ansvaret for den enkelte applikation. Du vil herudover også indgå i et tæt samarbejde med en række eksterne samarbejdspartnere, da en del af UFSTs it-systemer allerede er outsourcede. 

Du vil i forbindelse med ovenstående setup få en enestående mulighed for at kunne byde ind med egne kompetencer og ønsker og dermed være med til at forme din egen fremtidige jobprofil.

Hvis du synes, at dette lyder interessant, så glæder vi os rigtig meget til at høre fra dig.

Dit teams ansvarsområder vil omfatte

  • Styring og koordinering af overvågning, samt fejl- og driftsrapportering
  • Primær kontakt i forhold til int/ext. interessenter og leverandører 
  • Ansvarlig for opfølgning på incident samt system performance.
  • Styring og koordinering af change & release management.
  • 2. level support af ejendomssystemer
  • Dokumentation/nye processer

Løsningsorienterede profiler

Vi forestiller os, at du har en uddannelsesmæssig baggrund indenfor it eller er generalist med flere års erfaring fra en større it-organisation. Du har 5-10 års erfaring med ITIL-rammeværk, hvor du har arbejdet aktivt med ITIL-roller indenfor enten Transition eller Operation eller begge. Det vil herudover være et plus, hvis du har erfaring med ledelse af it-projekter, men dette er ikke et krav.

Da du får en bred kontaktflade, er det er vigtigt, at du er god til at kommunikere med både ledere, udviklere og teknikere både på dansk og engelsk. Det er naturligt for dig at tage ansvar for selvstændigt at planlægge, prioritere og administrere dine arbejdsopgaver. Derudover er det vigtigt, at du har lyst til at være med til at opbygge denne nye 2. level support og proaktivt byder ind med dine kompetencer og erfaringer, hvor det er nødvendigt.

Hvad tilbyder vi?

Er det dig vi ansætter, så har du her et langtidsholdbart job. Ejendomssystemkontoret har ansvaret for applikationerne vedrørende Ejendomsvurderingsprogrammet. Det er et program, der i lang fremtid skal sikre at borgerne får objektive og korrekte ejendomsvurderinger. Du kommer til at arbejde med et program, som alle borgere kender, og du kommer til at arbejde med applikationer, der er med til at finansiere vores fælles samfund.

Vi er ambitiøse, ansvarlige og du får professionelle og kvalitetsbevidste kollegaer med fokus på faglighed og skatteforvaltningens behov. Vi lægger vægt på vidensdeling, løbende udvikling og læring samt at vi har det sjovt, når vi går på arbejde. Vi sørger for et grundigt introduktions- og oplæringsforløb, så du hurtigt kan blive en del af teamet.  Du får varierende og udfordrende arbejdsopgaver samtidig med, at der i UFST er gode muligheder for kompetenceudvikling. UFST har desuden en velfungerende personaleforening med et spændende udvalg af klubber og aktiviteter, hvor du som medarbejdere har mulighed for at netværke med hinanden uden for de vante rammer.

Ansøgning og ansættelse

Send din ansøgning med CV, gerne eksamenspapirer og evt. udtalelser via linket ”Søg jobbet her” senest 18. april. Vi holder samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Søren Brørup på tlf. 72 38 99 09 eller Tom Heyman Zinckernagel på tlf. 72 37 29 69.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Arbejdsstedet er Nybrovej 116, 2800 Kongens Lyngby.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest. Der kan indgå persontest og logiktest i forbindelse med rekrutteringsforløbet.

Om Udviklings- og forenklingsstyrelsen

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretnings-processer. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor. Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk.

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 29. marts 2021

Arbejdssted

Location Kongens Lyngby