Vil du arbejde med softwa­rero­bot­ter i Psy­ki­a­tri­en?

Er du motiveret af at hjælpe kollegaer med optimering af arbejdsgange for at gøre deres arbejde nemmere? Har du evner og lyst til både at dokumentere og programmere? Og brænder du for at gøre en forskel for kollegaer og dermed patienterne i den sundhedsfaglige virkelighed?

Så vil vi i Psykiatriens Sundheds-it opfordrer dig til at søge jobbet som vores nye kollega.

I Psykiatrien er procesautomatisering og anvendelse af RPA-løsninger en del af digitaliseringsstrategien. Vi ser et stort potentiale i at frigøre tid og mere trivielle opgaver hos sundhedspersonalet, og ydermere stræber vi efter at bidrage til kvalitetssikring ved anvendelse af nye digitale løsninger.

Du vil blive en del af et mindre team i Sundheds-it, hvor to af dine kollegaer sammen med dig vil komme til at udgøre RPA-teamet. Det er en ny opgave for os i Sundheds-it, så du vil blive en væsentlig spiller i opbygningen af vores kompetencer og kapacitet på området.

Om stillingen

Du bliver ansat i Psykiatristaben, og dine arbejdsopgaver vil i høj grad blive løst i et tæt samarbejde med såvel kollegaer fra staben som fra klinikken.

Dine opgaver bliver:

  • Deltage i opbygning af kompetencer og kapacitet på RPA-området i Psykiatrien
  • Hjælpe med at kommunikere potentialer ved anvendelse af RPA-løsninger og sikre understøttelse af gevinstrealisering.
  • Kode, test, idriftsætte, vedligeholde og fejlrette RPA-løsninger
  • Udarbejdelse af tekniske dokumentation af RPA-løsninger
  • Undervise og supportere slutbrugere

Opgaverne skal løses i tæt samarbejde med teamet i Sundheds-it, kollegaer i staben og sundhedspersoner fra vores afdelinger. Ydermere vil du indgå i et tæt samarbejde med Region Midtjyllands kompetencecenter for digital procesautomatisering (Center of Excellence), som støtter og supporterer vores aktiviteter, samt RPA-udviklere på andre hospitaler.

Hvem er du?

Da opgaverne løses i tæt samarbejde med dine kollegaer i såvel afdelinger og Psykiatristab er det vigtigt, at du evner at samarbejde med mange forskellige fagligheder og bidrager med at skabe relationer samtidig med, at du kan sikre den fremdrift, der er brug for.

Vi lægger vægt på, at du:

  • har lyst til at sætte dig ind i udvikling af robotics i UiPath, hvis du ikke allerede har erfaring på området
  • har evner til at lave procesanalyse og procesoptimering
  • kan bidrage til teamet med programmeringserfaring
  • sætter en ære i at detaljerne er i orden
  • kan formulere dig klart og præcist både mundtligt og skriftligt
  • har et godt humør, er positiv og udadvendt.

Din baggrund kan være datamatiker, datalog, ingeniør eller lignende. Det vigtigste er, at du har forståelse for og er nysgerrig på automatiseringsteknologier, og at dine kommunikations- og samarbejdsevner er i top.

Vi tilbyder:

  • En udfordrende stilling, hvor du vil være tæt på administrative og kliniske arbejdsgange
  • Et tilpasset introduktionsforløb og kompetenceudvikling i forhold til kodning af robotics i UiPath (regionens platform)
  • Et fagligt fællesskab omkring opgaven
  • Dygtige og humoristiske kolleger, der har en uformel omgangstone

Send din ansøgning senest 18. april 2021. Samtaler forventes afholdt som følger: 1. samtalerunde den 21. april 2021 og en eventuel 2. samtalerunde den 26. april 2021. Vi vil gerne kunne ansætte dig 1. juni 2021 eller snarest muligt. Henvendelse om detaljer og muligheder i stillingen er meget velkommen og kan rettes til Sundheds-IT chef Lise Marcher, telefon 9117 1440.

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er tidsbegrænset på fuld tid til udgangen af 2024 med mulighed for forlængelse.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst med din faglige organisation. Stillingen er placeret i "Kvalitet, IT og Udvikling", Tingvej 15, 8800 Viborg.


Psykiatrien i Region Midtjylland er fordelt på 8 psykiatriske afdelinger for voksne, børn og unge. Psykiatriens cirka 3.000 ansatte behandler årligt over 30.000 borgere og modtager mere end 250.000 ambulante besøg. Psykiatristaben, der er psykiatriens administration, ligger på to matrikler i henholdsvis Viborg og Skejby, og består af fem fagområder; Ledelsessekretariat, HR, Økonomi og Planlægning, Kommunikation samt Kvalitet It og Udvikling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Gem job

Region Midtjylland
Publiceret: 30. marts 2021

Arbejdssted

Location Viborg