Senior it-arkitekt til tvær­gå­en­de rolle i et agilt it-trans­for­ma­tions­pro­gram


Drømmer du om at arbejde med komplekse it-løsninger, der spiller en altafgørende rolle for opretholdelsen af vigtige samfundsfunktioner? Har du erfaring med at sætte rammer og retning for løsningsarkitektur, samtidig med, at du kommunikerer bredt og er en god sparringspartner? Så kan du være den it-arkitekt, som vi mangler.

Den nye EU-toldlovgivning (EUTK) medfører væsentlige ændringer både for erhvervslivet og i Toldstyrelsen i Danmark, herunder udskiftning af hovedparten af den samlede it-portefølje på toldområdet. Det vil have meget stor betydning for den danske import og eksport, for det indre marked, for vores danske virksomheder og for vores kolleger i Toldstyrelsen, som vi arbejder tæt sammen med.

”Vi står overfor en spændende og kompleks opgave, hvor vi kommer til at sætte de fremtidige rammer for toldområdet i Danmark. Indholdet i opgaverne er i sig selv virkelig spændende, men at vi også er med til at løfte en kæmpe samfundsmæssige opgave, der har stor betydning for dansk erhvervsliv, giver det lige det ekstra” fortæller Anita Bjørg Dalegaard, Kontorchef i Center for Udvikling og Arkitektur EUTK.   

Bliv en del af Kontoret Center for Udvikling og Arkitektur EUTK

I Toldprogrammet (EUTK) søger vi en senior it-arkitekt til at indgå i vores dynamiske og ambitiøse team, der sætter og forankrer de tværgående rammer for udvikling og implementering af en række nye, moderne it-løsninger til det Danske Toldvæsen. Du og teamet af tværgående arkitekter gør en forskel, ved at sætte retningen for arkitekturen i det Danske Toldvæsen de næste mange år frem.

Du bliver ansat i kontoret for Center for Udvikling og Arkitektur EUTK i Udviklings og Forenklingsstyrelsen, og bliver i det daglige tilknyttet Toldprogrammet, som er et af de største it-transformationsprogrammer i Danmark. Dine kolleger i kontoret er højtspecialiserede og dedikerede profiler indenfor it-arkitektur og agil projektledelse.

Toldprogrammet har netop fået tre leverandører ombord, og er begyndt at tage fat på de første af en længere række af store releases frem mod 2025. Vi har derfor brug for endnu en senior it-arkitekt til at indgå i arkitekturteamet i Solutions, som sikrer den tværgående arkitektur for programmets tre agile release trains (ART).

Hvert agile release train har ansvaret for udviklingen af forskellige komplekse systemer til den nye toldløsning. Disse systemer skal idriftsættes løbende og integreres med andre ny udviklende systemer, samt eksisterende toldsystemer og centrale EU-systemer.

Senior it-arkitekten i Solution-laget koordinerer med de tre agile release trains, med fokus på at sikre, at it-arkitekturen hænger sammen på tværs af ART’erne, samt drive tværgående afklaringer af teknisk karakter.

Dine primære opgaver bliver at:

  • Sikre afklaringer ifm. tekniske problemstillinger der går på tværs af løsninger/ARTs. Eksempelvis design af en sammenhængende arkitektur/snitflade mellem system-komponenter
  • Sikre at programmets Architectural Runway holdes opdateret og bringes i anvendelse i planlægningen, med input fra ARTs
  • Sikre at programmet overholder UFST’s overordnede retningslinjer indenfor arkitektur
  • Sikre at vi har den nødvendige system-dokumentation til at have et tværgående overblik over programmets systemportefølje
  • Sikre at vi registrerer og vedligeholder teknisk gæld når den opstår i togene
  • Udarbejdelse af indstillinger til programmets Arkitekturboard 

Om dig

”Dine styrker er din analytiske sans, din evne til at skabe overblik i kompleksitet, og formidle budskabet. Din attitude er positiv og konstruktiv, og andre opsøger dit samarbejde og lytter, når du kommunikerer. Dit arbejde med en samlet mål- og løsningsarkitektur gør programmet i stand til at levere et sammenhængende systemlandskab på tværs af 27 it-systemer.” siger kontorchef Anita Bjørg Dalegaard

Du har mindst 5 års erfaring som senior it-arkitekt i større, komplekse it-projekter i en offentlig eller privat organisation. Du har derudover solid erfaring med it-arkitektur generelt, og design af it-løsninger. Det er en fordel, hvis du yderligere har en baggrund som udvikler og gerne erfaring med agil udvikling (SAFe) og DevOps

Du arbejder struktureret og kan hurtigt danne dig et overblik over et komplekst område samtidig med, at du kan forholde dig til detaljerne i arkitekturen. Du virker tillidsfuld, og er i stand til at engagere tekniske specialister i de agile release trains, og give dem hjælp og støtte til deres fremdrift. Du formår at navigere i en hektisk hverdag i høj fart, og holde fokus og prioritering på fortsat fremdrift.

Det er vigtigt, at du er god til at formulere dig skriftligt og mundtligt på både dansk og engelsk. Du har en baggrund som datalog, it-ingeniør eller anden relevant uddannelse og har eventuelt certificeringer inden for it-arkitekturområdet.

Du formår at samarbejde med forskellige interessenter, der indimellem har roller og ønsker, som konflikter. Og du kan kommunikere og samarbejde på forskellige niveauer i en organisation samt med eksterne konsulenter, leverandører og interessenter.

Toldprogrammet

I Toldprogrammet er vi p.t. ca. 250 medarbejdere, herunder både interne medarbejdere og eksterne konsulenter. Vi har mange forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, hvilket skaber et dynamisk og kreativt arbejdsmiljø, hvor vi vægter læring og arbejdsglæde meget højt. Stemningen er god mellem os, omgangstonen uformel og selvom vi har travlt, spiller vi hinanden gode. Vi bor i moderne kontorfaciliteter på Frederiksberg lige ved Flintholm station og har fri parkering i kælderen.

Ansøgning og kontakt

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner og dit arbejdssted vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte kontorchef Anita Bjørg Dalegaard på tlf. 72 38 46 36

Ansøgning med CV og relevante dokumenter sendes via nedenstående link senest d. 2. maj 2021. Vi holder samtaler løbende. Der indgår en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet. Vi gør opmærksom på, at der er tale om et genopslag.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.  

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.  

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk.

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Publiceret: 9. april 2021

Arbejdssted

Location Frederiksberg