Løs­nings­ud­vik­ler med SQL-erfaring


Vi søger løsningsudviklere til vores kundeløsninger, der bygger på cBrains egenudviklede produkt, F2. Løsningerne benyttes bl.a. af de fleste danske ministerier, af flere store styrelser og af udenlandske kunder. F2-baserede løsninger er langt hurtigere at udvikle end de traditionelle, ofte berygtede gigantiske offentlige software-udviklingsprojekter, der gennem mange år har været fremme i medierne. Du bliver en del af en virksomhed, der på væsentligt kortere tid udvikler software-løsninger til det offentlige. Det er løsninger, der faktisk virker, og som er til gavn for os alle, både borgere og medarbejdere.

I cBrain fokuserer vi på innovation, kreativitet, udvikling og metode. Vi udspringer af det datalogiske miljø, og vi har fingeren på pulsen inden for vores fag. Alle vores udviklere sidder i København, hvor vi har skabt et udviklingsmiljø i topklasse baseret på passionerede, fagligt dygtige medarbejdere med lyst til at udvikle software, der gør en forskel. Dén tilgang tror vi mere på end på overarbejde og pres.

Som løsningsudvikler er du kundeorienteret og samtidig teknisk velfunderet. Du kommer bl.a. til:

  • At udvikle integrationer, typisk skrevet i C# og baseret på REST.
  • At udvikle værktøjer til datakonverteringer og gennemføre datakonverteringer til og fra SQL Server, herunder analyse af eksisterende data. Datamængderne er store, så det kan være udfordrende at sikre god performance.
  • At udvikle DevOps-værktøjer og scripts.

Da selve F2-produktet er udviklet af nogle af dine kolleger i cBrain, kan du som løsningsudvikler være med til at påvirke retningen for produktets videre udvikling.

Profil

  • Diplom-, master- eller kandidatuddannelse som fx datalog, softwareingeniør eller cand.it.
  • Erfaring med SQL-databaser.
  • Erfaring med et objekt-orienteret eller funktionelt programmeringssprog som fx C#, F#, Java, Scala, TypeScript, Python eller et lignende. Du behøver ikke specifikt at have C#-erfaring på forhånd.
  • Du er generelt dygtig til softwareudvikling og til ”software craftsmanship”, og du har lyst til og er i stand til at lære nyt og sætte dig ind i de relevante teknologier.
  • Dansk og engelsk i skrift og tale. Du taler evt. svensk eller norsk og vil gerne lære dansk.

Løn efter kvalifikationer.

Om cBrain

Vi tilbyder en stilling, hvor du efter et grundigt introduktionsforløb til vores software og processer hurtigt vil kunne opleve en stejl læringskurve og dermed mulighed for at udvikle dig, såvel fagligt som ansvarsmæssigt. cBrain er en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og en uformel omgangstone præget af videndeling og samarbejde på tværs af afdelinger.

cBrain er et ambitiøst dansk softwarehus, der hjælper med at skabe målbare effektiviseringsgevinster gennem digitalisering af forretnings- og vidensprocesser til kunder inden for både stat, kommune, private virksomheder og organisationer. cBrain er noteret på Nasdaq-OMX i København.

Vi lægger vægt på, at vi har det godt med hinanden, og derfor er miljøet også præget af sociale arrangementer. Så hvad enten du er til brætspil eller bordfodbold, vinsmagning, vinterbadning eller noget femte, er der plads til det. Og vi har selvfølgelig en god kantineordning.

cBrain har til huse på Dampfærgevej 30 i København med udsigt over Øresund og ligger tæt på både Østerport og Nordhavn Station.

Er du interesseret?

Send din ansøgning, CV og eksamensbeviser til job@cbrain.com snarest, da vi løbende holder samtaler.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingschef Anders Bondorf på tlf. 7216 1811.

Gem job

cBrain A/S
Publiceret: 12. april 2021

Arbejdssted

Location København