Komplette udviklere søges


Vi kunne godt starte jobopslaget med at opremse teknologier og redskaber i ét væk. Det vil vi dog ikke, for de er alligevel aldrig de første egenskaber, vi kigger på ved nye, mulige kolleger.

Bjergklatrere, spejdere, fotografer, mokkameistere, husbyggere, gamere, saunagus-mestre, MTB-ryttere, hjemmebryggere, hjemmeværnsfolk og ikke mindst søens folk. Det er nogle af dem, du kan få som kolleger.

Hvorfor er det vigtigt? Det er det, fordi vi elsker mennesker med personlige passioner, der gør livet komplet. Derfor er det også vigtigt for os med en arbejdsplads, der passer ind i – og ikke mindst passer på – det komplette liv.

Vi har store planer for vores virksomhed, og vi har også viljen til at føre dem ud i livet. Derfor søger vi nu flere softwareudviklere til vores team.

Javist, du skal selvfølgelig kunne alt muligt forskelligt og være en bundhæderlig og pålidelig person. Erfaring med webudvikling, PHP, Javascript og SQL er absolut en fordel, men ikke et ubetinget krav. En erfaren, analytisk og lærevillig hjerne er vel egentlig de vigtigste, faglige egenskaber. Resten kan læres. Vi har også mange gode læremestre ansat, der elsker at blive udfordret med ny inspiration.

Vi laver software til kvalitetsledelse. Det ved vi godt ikke lyder særligt ophidsende, men det er egentlig fordi, vi holder hemmeligt, at der er mange spændende og varierende opgaver.

Vores kunder er fortrinsvis produktionsvirksomheder. Selvom vi laver standardsoftware, så hjælper vi dem også med specialudvikling, og omsætter deres mange forbedringsforslag til nye features i vores produkt. Du skal hverken være sælger eller projektleder, men du skal have lyst til at have med kunder at gøre. Vi tror på, at de bedste produkter skabes, når alle medarbejdere har direkte kontakt med kunder.

Det sociale er vigtigt på en arbejdsplads. Det er også vigtigt for os, at vi kan sidde sammen og brainstorme, inspirere og komme på kreative løsninger. Vi er dog også rigtigt gode til at arbejde sammen online, så geografi er i virkeligheden ikke så vigtigt for os. Vi er villige til at være fleksible over for de rigtige.

Blandt de mere hårde fakta, så har vi 19 år på bagen, er 32 medarbejdere og holder til i Kolding. Vi er en broget flok, hvad alder, køn og baggrund angår. Det mest iøjnefaldende fællestræk er nok vores humor og uhøjtidelige omgangstone.

Både løn og benefits er slået permanent igennem i denne del af landet, så kaffeautomaten er suppleret med både økologisk frugt og frokost. Kage er så indarbejdet en del af vores kultur, at det også hænger på vores vægge. Hvis det lyder som om, vi hygger os, ja så kan vi vel egentlig ikke helt lyve os fra det.

Men tag ikke fejl. Vi er her ikke for hyggens skyld. Vi er her, fordi vi vil være endnu bedre.

Vil du vide mere om stillingerne eller sende din ansøgning, så kan du kontakte Jan H. Andersen, CTO (og spejderleder) på mobil 2040 8669 eller e-mail jha@ipw.dk.

Gem job

IPW Systems A/S
Publiceret: 13. april 2021

Arbejdssted

Location Kolding