Jobindex Søger for kunde
Kundelogo
 

IT-tekniker med udpræget kva­li­tets­sans


Er du typen, der elsker escape rooms, fordi du er den fødte problemknuser? Og kan du lide at arbejde med fejlsøgning?

Vi er på udkig efter en selvkørende, ansvarsbevidst kollega, som selv opsøger viden. Til gengæld kan vi tilbyde en alsidig hverdag og et rigtig godt arbejdsmiljø i en virksomhed, hvor vi tager os af og investerer i vores medarbejdere – fordi vi ved, at det kan betale sig.

Er du klar til at udvikle dig?

D4 Enterprise Solutions er en dansk softwarevirksomhed, der gennem vores ledelses- og kvalitetsstyringssystem, D4InfoNet, tilbyder brugervenlige løsninger inden for udarbejdelse og styring af procedurer, procesbeskrivelser, registreringer og kompetenceoverblik.

D4InfoNet er en standardløsning, der kan tilpasses vores kunders individuelle behov og samtidig opfylde de strengeste myndighedskrav inden for certificeringer og standarder. Vores løsninger bruges dagligt hos både store og små virksomheder, private som offentlige og inden for mange forskellige brancher. Vi er stolte af selv at være ISO 27001 og ISO 9001 certificeret og er derved en troværdig samarbejdspartner, der tager egen medicin.

2nd level support til B2B-kunder

Som tekniker bliver din primære opgave at installere, opdatere og tilrette vores eget software, som er udviklet in-house. Du vil desuden arbejde med fx Active Directory, SQL og PowerShell samt udveksling af data mellem vores forskellige systemer.

Du bliver en del af vores tekniske team, hvor du hver dag kan udvikle dig gennem sparring med kollegerne, så du over tid bliver ekspert i vores system og dets mange indstillinger og forskellige sprog. Derudover er vi dagligt i kontakt med vores kunder i forhold til koordinering af opgaver og feedback omkring deres system.

Alt afhængigt af kompleksiteten sidder du typisk med 1-10 opgaver om dagen, hvor du:

  • udfører 2nd level support over både telefon og mail – herunder teknisk support og fejlfinding
  • installerer og opdaterer vores webbaserede standardsoftware (D4InfoNet)
  • fejlsøger på kundeinstallationer
  • integrerer kundedata.

En spændende og foranderlig hverdag

Dit nye team består af 5 andre teknikere og en teamleder, og vi flytter snart til vores nye domicil – også i Hillerød - sammen med resten af organisationen. Vi arbejder i storrumskontor, og dagen igennem flyver der masser af spørgsmål og sparring rundt i teamet via Teams, så du kan altid spørge dine kolleger til råds – og byde ind, når du kan hjælpe. Det er sådan, du udvikler dig, lærer nye færdigheder inden for IT og bliver ekspert i vores software.

”At være ansat i D4 er ligesom at have en ekstra familie. Som nyansat bliver man taget under sine kollegaers vinger - og man er ikke ét sekund i tvivl, om at man er vigtig. Der er rig mulighed for at udvikle sine kompetencer, og masser hjælp at hente, hvis der er behov for det.” – fortæller Magnus, som er IT-tekniker elev.

Højt til loftet og klar kommunikation

Hos D4 er vi stolte af at have en bred skare af kompetente medarbejdere bestående af udviklere, teknikere, konsulenter, grafiske designere, sælgere og marketingmedarbejdere.

Vores organisation er præget af, at der er højt til loftet og fokus på personlig trivsel og udvikling, hvilket også smitter af på vores daglige samarbejde med vores kunder.

”De første 15 minutter af dagen bruger vi hver især på at få et overblik over vores dag. Kl. 8.45 tager vi så 10-15 minutter, hvor vi får et fælles overblik over dagens opgaver, som er fordelt via vores eget ticket-system. Og så mødes vi igen kl. 15.00 og gennemgår, hvad vi skal nå inden fyraften kl. 16.30”, uddyber Stephan Jönsson, som bliver din nye teamleder.

Kvalitetsbevidst tekniker og problemknuser

Vi leder efter en moden og ansvarsbevidst tekniker, som har lyst til udfordringer i et job, hvor problemløsning og fejlsøgning er hverdag. Du trives med, at opgaverne kommer hurtigt ind, og at dagen kan ændre sig fra din oprindelige plan – det planlægger du dig ud af, så der altid er plads til en hasteopgave.

  • Du har viden om MS Server-miljøet – så du har arbejdet med MS SQL og IIS.
  • Du har kendskab til webudvikling og kan læse og fejlfinde i HTML.
  • Det er en fordel, hvis du har erfaring med PowerShell.
  • Du kan godt lide at hjælpe andre og trives med den daglige kundekontakt.
  • Du taler og skriver både dansk og engelsk.

”Vi har en god kultur, hvor vi tager os af hinanden. Her er højt til loftet, men vi har også en meget klar, direkte kommunikation. Hvis der er et problem, taler vi om det – og så fikser vi det, så vi kan komme videre. Vi gider ikke at hænge os i det.” slutter Stephan.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte IT-rekrutteringskonsulent hos Jobindex Jeppe Secher på 7245 9106.

Du søger stillingen ved at sende din ansøgning og dit CV allerede i dag og senest den 10. maj via nedenstående link. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Kontaktperson

IT-rekrutteringskonsulent
Jeppe Secher

Tlf. +45 72 45 91 06

Skriv venligst i din ansøgning, at du så annoncen hos it-jobbank.

Jobindex – Find din jobglæde
Gem job

Jobindex A/S
Publiceret: 27. april 2021

Arbejdssted

Location Hillerød