Frontend-udvikler med flair for UI

Kan du lave velstruktureret frontend-kode, og har du samtidig flair for at bygge et brugervenligt interface, der ser indbydende ud? Så er du måske lige den person, vi leder efter til Pharma Nords webafdeling i Vejle, hvor du vil komme til at arbejde med vores e-handelsplatform, der nu er udrullet i over 20 lande.

Om stillingen

Du kommer til at indgå som en vigtig del i Pharma Nords webteam, der står for Pharma Nords mange hjemmesider og webshops. Her vil du arbejde tæt sammen med 11 kollegaer, der bl.a. arbejder med front- og backend-programmering, tekster, grafik og daglige opdateringer af hjemmesider. Vi har en god og uformel omgangstone med korte beslutningsveje. Vi arbejder med Linux som platform for primært open-source og egenudviklet software.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du har godt styr på HTML, CSS & basal Javascript. Vi er gradvist ved at konvertere vores frontend-kode til Vue, så det vil være en stor fordel, hvis du har arbejdet med dette eller tilsvarende, ligesom det er relevant, hvis du kender til andre gængse Javascript libraries som f.eks. Axios og Moment. Vi bruger dagligt værktøjer som Git, Visual Code og Vue UI.
Kender du til Linux som driftsmiljø, eller har du erfaring med Eclipse, Oracle, Tomcat eller JSP, så er det et ekstra plus.

Om du er nyuddannet, selvlært eller har flere års erfaring med front-end udvikling, er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du er mestrer de teknologier, vi arbejder med, og kan arbejde selvstændigt med problemløsning samtidigt med, at du indgår konstruktivt i et team.

Vi tilbyder

  • Et job i en dynamisk, international virksomhed med et godt og positivt arbejdsmiljø.
  • Gode personlige og faglige udviklingsmuligheder med mulighed for tværfagligt samarbejde.
  • Stor berøringsflade i en organisation med mange dygtige kolleger.
  • Mulighed for at præge dine arbejdsopgaver.
  • Lækker frugt- og frokostordning.
  • Sundhedsforsikring.

Ansøgning og kontaktoplysninger

Ansøgning og CV sendes senest den 21. juni til web-job@pharmanord.com. Husk at skrive "Frontend-udvikler" i emnefeltet. Har du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte eCommerce Manager Jacob Pedersen på tlf. 7585 7400.
Tiltrædelse snarest.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Pharma Nord er en af Europas førende producenter af kosttilskud og lægemidler. Alle produkter bliver fremstillet på fabrikken i Vojens, hvor der er fokus på kvalitetsråvarer, dokumentation og høj optagelighed. Siden grundlæggelsen i 1981 er Pharma Nord blevet et stærkt brand og kendt for god kvalitet. Virksomheden opererer i dag fra hovedkontoret i Vejle med 25 datterselskaber og har forhandling i mere end 45 lande. Fokus på kvalitet og dokumentation har gennem årene ført til, at Pharma Nords produkter afprøves aktivt i videnskabelig forskning. Til dato er der publiceret mere end 300 videnskabelige studier med Pharma Nords produkter.

Gem job

Pharma Nord
Publiceret: 1. juni 2021

Arbejdssted

Location Vejle