C# junior udvikler


Vil du udvikle dine kompetencer som C# junior udvikler, og vil du være med til at videreudvikle en af Danmarks største webshops - lomax.dk? Så er her en unik mulighed. Lomax er i stor vækst, og over 90 % af vores omsætning kommer fra vores webshop. Derfor søger vi nu en skarp og nysgerrig junior udvikler til vores interne udviklingsteam.

Som junior udvikler vil du opleve en stejl læringskurve, hvor din faglige udvikling prioriteres, så du kan få en vigtig rolle i Lomax’ udviklingsprojekter. Desuden er stillingen en god mulighed for at lære en masse om e-handel og blive en aktiv del af udviklingen fra første dag.

Vi arbejder med den nyeste Sitecore 10 CMS/Experience-platform og har selv kodet hele e-handelslaget, så det understøtter vores forretnings behov.

Om stillingen

Opgaverne er mangfoldige, og forventningerne til din udvikling er høje. Sammen med dine kompetente kolleger tager du aktiv del i teknisk infrastrukturdesign og hands on-opbygning. Vi forestiller os, at vi tilrettelægger et forløb, hvor erfarne kolleger støtter dig i et udvikle dine kompetencer. I begyndelsen vil dine opgaver være mindre komplekse, men i takt med din udvikling tilpasses opgaverne til dine kompetencer.  

Dine opgaver vil mere konkret spænde bredt over:

  • HTML / CSS / Javascript / jQuery / Bootstrap
  • C# / Blazor / SignalR
  • Sitecore 10
  • BitBucket / Octopus Deploy / Docker

Du vil også få lov til at prøve kræfter med:

  • Softwaredesign og systemarkitektur
  • Opdeling og estimering af opgaver
  • Integrationsløsninger og cloud-software
  • Digitalisering af manuelle processer

Vi forventer, at du har flair for at kode og lyst til at lære! Og at du har kendskab til C#, HTML5 og JavaScript fra uddannelse, selvlæring eller tidligere job.

Din nye arbejdsplads

Du bliver en del af vores interne udviklingsteam, som er en del af vores onlineafdeling. Teamet består af fire senior C# udviklere, en SQL-ekspert, en data scientist og en test/scrum master. Vi arbejder med Agile Scrum i sprint på tre uger af gangen, så der er kort tid fra idé til realitet.

Udover udviklingsteamet består onlineafdelingen af et Site Management-team, et SEO/SEM-team og et Content- & SoMe-team – i alt tæller onlineafdelingen 20 dygtige medarbejdere, som du vil komme til at arbejde tæt sammen med i hverdagen.

Vi tilbyder:

Når du starter hos os, kommer du gennem et grundigt introduktionsforløb, hvor du kommer rundt i hele virksomheden og bliver præsenteret for hver enkelt afdeling, så du ved, hvordan vi er organiseret, og hvem der laver hvad.

Du får ansvar og masser af muligheder for at udnytte dine kompetencer fuldt ud i et spændende job blandt mere end 180 engagerede kolleger i Frederikssund. Det betyder meget for os, at du udvikler dig i jobbet. Hvis du har brug for at videreudvikle dine kompetencer gennem efteruddannelse og kurser, støtter vi meget gerne op om dette.

Vi lægger stor vægt på et uformelt, sjovt og lærerigt arbejdsmiljø med mulighed for at få indflydelse. Men vi forventer, at du løbende holder dig orienteret om den udvikling, der sker inden for dit område.

Praktiske detaljer:

Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen med fleksible arbejdstider, som vi ønsker besat hurtigst muligt. Du kommer til at sidde på vores hovedkontor i Frederikssund, men der vil være mulighed for hjemmearbejdsdage. Ifht. Covid-19, så følger vi myndighedernes retningslinjer.

 Kunne du tænke dig at blive en del af Lomax-holdet, så send din ansøgning og dit CV i PDF-format via linket nederst på siden. Upload også gerne eksamensbeviser, udtalelser og referencer. Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat, så send gerne din ansøgning allerede i dag. Ved 2. samtale vil der være en caseopgave, hvor du har mulighed for at vise, hvad du kan.

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte udviklingschef, Michael Thingmand på: michael.thingmand@lomax.dk.

Om Lomax A/S

Lomax har eksisteret siden 1962 og er i dag en af Danmarks absolut største totalleverandører til dansk erhvervsliv. Lomax leverer et bredt sortiment inden for kontorartikler, elektronik, møbler, lagerudstyr, køkken & catering og rengøring. Med et stærkt voksende varesortiment på over 35.000 varenumre, er Lomax "full service partner" til det danske erhvervsliv. Vores mål er at blive en af landets dygtigste e-handelsvirksomheder og gøre det nemt for vores kunder i hverdagen.

Lomax har udviklet sig fra at være en traditionel katalogforretning til i dag at være en moderne, internetbaseret virksomhed med dag til dag-levering. Hos Lomax er vi mere end 180 ambitiøse medarbejdere, som konstant søger at blive bedre til det, vi laver. Vi er fordelt over fire lokationer i Frederikssund, Odense, Skanderborg og Helsingborg, Sverige.

Gem job

Lomax A/S
Publiceret: 24. juli 2021

Arbejdssted

Location Frederikssund