Java-udvikler til vigtige sund­heds­sy­ste­mer


Har du rygsækken fuld af viden og erfaring om Java-udvikling?

Brænder du for at være med til at give bedre oplevelser til patienter og borgere samt hjælpe sundhedspersonalet i Region Syddanmark til en mere effektiv hverdag gennem de IT-løsninger, de anvender?

Som Java-udvikler hos Regional IT får du en helt central rolle i at omsætte de ønsker og krav, der er til brugbare og lettilgængelige løsninger, som gør en stor forskel i hverdagen for rigtig mange mennesker.

Hvem er vi?

I Udviklingsfunktionen i Regional IT er vi 28 dygtige og kompetente kollegaer fordelt på tre teams, hvor udviklere, UX-designer, integrationskoordinatorer, scrummastere og product ownere arbejder tæt sammen. Hjælpsomhed, humor og teamånd går hånd i hånd med en professionel tilgang til opgaveløsningerne. Vi arbejder med scrum, og udvikler os mere og mere i vores hensigt mod at blive selvorganiserende, agile teams.

Det team der lige nu mangler en ny kollega, består af 7 personer, og glæder sig til at bliver 8, når du kommer med på holdet.

Stillingen

Som udvikler vil du arbejde tæt sammen med testere og IT-arkitekter om at skabe de bedste IT-løsninger til bl.a. regionens sygehuse og er også med helt ude hos brugerne.

”Det er tilfredsstillende at udvikle IT-løsninger, som gør en forskel ude på sygehusafdelingerne. Vi sidder jo reelt midt i velfærdssamfundets maskinrum og taler selv med de sygeplejersker og læger, der skal bruge løsningerne. Det er med til at gøre resultatet af vores indsats utroligt konkret og meningsfuld,” siger Dan Steg, Systemudvikler.

Opgaverne fordeles i teamet, og du har derfor mulighed for at tage del i alle forskellige dele af udviklingsopgaven. Der vil være flest backend-opgaver, men også jævnligt opgaver med brugergrænseflader.

Generelt arbejder vi på opgaver af både regional og national karakter. Vores største opgave i dette team i den kommende tid, bliver at udvikle en ny komponent til at give patienter et samlet overblik over alle de aftaler, vedkommende har inden for regionen. Derudover er vi ved at opbygge en microservice-platform. Platformen agerer i første omgang backend for mobile applikationer, men vi er på vej mod også at flytte de applikationer, der lige nu anvender websphere application server, derover.

Vi arbejder med en række teknologier som f.eks. Java, Micronaut, Groovy, Jenkins, DB2 og React.

Din baggrund

Du har en uddannelse inden for IT, formentlig datamatiker, datalog eller lignende. Vi vil sætte pris på, at du har erfaring med dig, men det kan også være, at du er en dygtig nyuddannet med drive og masser af energi og mod på at komme ud at bruge det, du har fået med i rygsækken.

Din profil

  • Du er hurtig til at sætte dig ind i samt danne dig et overblik over nye opgaver.
  • Du er fagligt dygtig og nysgerrig ift. at følge med og tilegne dig nye kompetencer.
  • Du er analytisk, og finder det meget relevant at forstå brugernes behov, så du kan lave den bedste løsning til at understøtte deres hverdag.
  • Du har forståelse for scrum, arbejder godt i teams og synes om at arbejde med løbende at forbedre opgaveløsning og samspillet i teamet.
  • Du tager initiativ og ansvar i dagligdagen, og er med til at sikre, at vi får høj kvalitet.
  • Du synes, at det er en selvfølge, at opgaven først er afsluttet, når dokumentationen er på plads.
  • Du har en positiv og konstruktiv tilgang til tingene, og bidrager gerne til den gode stemning.

Det er en forudsætning, at du kan tale, forstå og skrive dansk og engelsk.

Er Region Syddanmark en arbejdsplads for dig?

Region Syddanmark er med sine mere end 25.000 ansatte en af Danmarks største arbejdspladser. Forretningsområderne dækker sundhed, psykiatri- og socialområdet samt regional udvikling.

Regional IT er den centrale IT-drift organisation i Region Syddanmark, og tæller i alt ca. 300 medarbejdere. Dertil kommer yderligere ca. 300 IT-medarbejdere, der er ansat på sygehusene.

Vi tilbyder et varierende og udfordrende job inden for en sektor, hvor den nyeste teknologi tages i brug til gavn for borgerne og patienterne.

Vi bestræber os altid på at være en organisation, hvor der er rum til det hele menneske. Vi har i det daglige fokus på, at vi skal få både arbejds- og privatliv til at fungere.

Vi lægger også vægt på faglig og personlig udvikling, og at vores medarbejdere har de kompetencer, som er nødvendige for at kunne løse deres opgaver.

Regional IT er fordelt på to lokationer i henholdsvis Kolding og Vejle.

Yderligere information

For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte Funktionschef Gitte Mølkjær Høst på tlf. 6170 6350 eller Chefkonsulent Thomas Mauritzen på tlf. 5164 3117.

Du får arbejdssted i Kolding, hvor dine kolleger skaber rammen om et positivt, energisk og udfordrende arbejdsmiljø. Du skal forvente rejseaktivitet inden for regionen. Vi har etableret en forsøgsordning med hjemmearbejde i afdelingen.

Din ansøgning

Der er ansøgningsfrist den 12. august 2021. Vi forventer at afholde første samtalerunde den 18. august og anden samtalerunde den 23. august. Mellem samtalerne vil du eventuelt blive bedt om at gennemføre tests.

Ansættelsesdato forventes at blive 1. oktober 2021.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Gem job

Region Syddanmark
Publiceret: 31. juli 2021

Arbejdssted

Location Kolding