IT Risk Delivery Manager


Vil du arbejde bredt på tværs af vendor & risk management?

Forstår du IT risk management, og kunne du tænke dig et job, hvor du har lige så stor mulighed for at påvirke tingene, som du har for at få kæmpe succes? Et job, hvor din personlige indsats har massiv og stadigt større betydning og derfor også tilsvarende opmærksomhed fra topledelsen? Et job i en virksomhed med en sund og meget positiv kultur – hvilket meget konkret betyder, at det er nemt for dig at samarbejde med alle, uanset om de har ingen eller masser af stjerner på skulderen. Og så er der selvfølgelig også alle de andre gode ting, vi ikke har plads til at nævne her.

Du sikrer, at Alm. Brand har styr på risici, governance og IT-indkøb

Du har to sideordnede fokusområder: IT-indkøb og Risk Management, der også er en del af IT-indkøbsprocessen. Generelt skal du tænke i hele life-cycle for risici og derved også aktivt være med til at sikre, at der bliver opsat kontroller for kontinuerlig opfølgning.

På IT-indkøb sikrer du både fremdrift og governance ved at afdække relevante risici, drive processen og udarbejde risikovurderinger.

På Risk Management bistår du hele forretningen med at sikre, at den overordnede risiko for IT bliver afdækket. Som igangsætter, sparringspartner og tovholder sikrer du: 1) At de forskellige forretningsområder får udarbejdet processer og forretningsgange, der overholder sikkerhedspolitikkerne. 2) At de løbende får udarbejdet risikovurderinger.

Du er på den vis bindeleddet mellem forretningen og IT, når du tager dialogen med forretningen og stiller de nødvendige spørgsmål. Med bredde og alsidighed som fundament kommer du til at:

  • Udarbejde IT-risikovurderinger
  • Rådgive forretningen så de kan udarbejde risikovurderinger på egen hånd
  • Implementere sikkerhedspolitikker – hjælpe forretningen med at få formuleret forretningsgange og få koblet procedurer og kontroller på
  • Facilitere rette beslutninger om leverandørvalg med hensyn til IT-risk og IT-arkitektur
  • Være med til at opstille krav til leverandører
  • Håndtere leverandørkontakt – løbende følge op på kontrakten

Din nye arbejdsplads bliver Alm. Brands hovedkontor på Midtermolen nær Østerport Station og Langelinie. Vi har selvfølgelig masser af fleksibilitet. Vi har dog ikke faste hjemmearbejdsdage, da vores arbejde dagligt kræver dialog og samarbejde med mange forskellige kolleger, og det bliver bare bedre og mere effektivt på stedet end via skærmen. Vi er samtidig i en opbygningsfase, der også kræver, at vi er meget sammen som team.

Flere års erfaring med IT og risk management

Skal du have succes i denne rolle, skal du først og fremmest have lyst til at gå på arbejde for at gøre en positiv forskel. Du skal derfor trives med at være både igangsætter og afslutter. Det kræver en god blanding af handlekraft, kommunikationsevner og en vis udholdenhed i forhold til at blive ved, indtil du er i mål. I den sammenhæng kommer du langt, hvis du kan læse andre mennesker og generelt møde dem med lidt godt humør og vilje til at hjælpe. Nøglebegrebet er konstruktivt samarbejde. Da du arbejder med konktrakter og regler, skal du selvfølgelig også have struktur og styr på detaljerne. Derudover rummer dit CV:

  • Nogle års erfaring med IT og herunder risk management
  • Erfaring med udarbejdelse af IT-risikovurderinger og kunne hjælpe andre med samme
  • Motivation for at holde dig opdateret på GDPR og ISO-regler og retningslinjer generelt

Dit nye team

Du får fem gode kolleger, der supplerer hinanden fagligt under den samlende paraply IT Risk. Vi arbejder inden for tre hovedstrømme: IT-sikkerhed, IT-indkøb og IT-økonomistyring. Teamet er stadig relativt nyt, hvilket gør, at du har rigtig gode muligheder for at sætte dit præg på vores videre vej frem. Du skal bare dele vores idé om, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Det kræver, at vi alle giver lidt af os selv og har lyst til at hjælpe hinanden.

Ansøgning og kontakt

Er du vores nye kollega, så send os senest den 9. august, 2021 din ansøgning med CV.

Hvis du vil vide mere om jobbet, inden du søger, er du velkommen til at kontakte IT Governance chef, Deniz Hansen på 2497 1227.

Vi behandler naturligvis din ansøgning fortroligt.

I Alm. Brand har vi samlet bank, forsikring og pension, så kunderne kan få et samlet overblik over deres økonomi. Koncernen har 1600 engagerede medarbejdere, der hver dag bidrager til den høje arbejdsglæde. Vi har en uformel omgangstone, der giver plads til forskellighed. Samtidig arbejder vi ambitiøst og vægter innovation og kreativitet højt. Ca. halvdelen af medarbejderne sidder på hovedkontoret på Midtermolen i København, og i resten af landet tager vi hånd om vores kunder fra 25 kontorer, filialer og rådgivningscentre. Læs mere om os på almbrand.dk/job.

Gem job

Alm. Brand
Publiceret: 9. juli 2021

Arbejdssted

Location København

Job hos virksomheden