Product Owner til Data Science & En­gi­ne­e­ring team i TV 2 PLAY


Brænder du for at arbejde med digitale løsninger baseret på innovative teknologier som kunstig intelligens sammen med en masse dygtige kolleger? Så er det måske dig, vi leder efter.

Som Product Owner hos TV 2 vil du hjælpe Data Science & Engineering teamet med at optimere brugeroplevelsen på TV 2 PLAY igennem intelligente, databaserede løsninger, som bl.a. gør det nemmere for kunder at finde netop de programmer, som er relevante for dem.

Som led i TV 2s nye strategi er der kommet endnu mere fokus på personalisering af PLAY, hvor Data Science & Engineering teamet spiller en central rolle. Teamet har derfor travlt og brug for en ambitiøs Product Owner, med teknisk forståelse og gode kommunikative evner, og som kan være med til at skabe vision og sætte retning.

Udover en engineering manager og en scrum master består teamet i dag af 5 udviklere/data scientists, herunder en lead udvikler. Teamet brænder for at drive innovationen i TV 2 ved hjælp af de nyeste teknologier indenfor AI og Machine Learning - både gennem egenudviklede services og ved at udnytte værktøjer i Amazon Web Services (AWS).

Dine ansvarsområder

Du skal specificere og prioritere opgaver indenfor data science initiativer på TV 2 PLAY og identificere muligheder, løsninger og forbedringer til TV 2 PLAY produktet i tæt samarbejde med teamet og product managers. I relation hertil skal du,

  • sammen med teamet, udforske i nye use cases for data science og definere eksperimenter der demonstrerer dets værdi for TV 2 PLAYs kunder
  • kommunikere med interessenter, ledere og teams på alle niveauer og på tværs af fagligheder
  • være med til at definere og påvirke organisationens retning gennem præsentation af kvantitativ information
  • du er evangelist for data-dreven kultur på tværs af afdelinger, holder dig opdateret med data science trends, teknikker og metoder og driver innovation sammen med teamet

Dig vi leder efter

Du har måske en kandidat eller Ph.d. indenfor matematik, datalogi, software engineering, bioinformatik, statistik eller lignende. Herudover,

  • er du passioneret omkring teknologier som AI og Machine Learning og har en god overordnet forståelse af dem
  • har du en struktureret, databaseret tilgang til problemstillinger - måske fra tidligere arbejde med data science eller analyse
  • er det naturligt for dig at formidle din viden til både tekniske og ikke-tekniske kolleger
  • har du lederevner, er stærk i kommunikation og god til at opbygge relationer

Det er et plus, hvis

  • du har erfaring fra konkretet data science projekter og har basal forståelse for machine learning værktøjer i AWS
  • du har erfaring med dataanalyse eller et relateret felt, så som statistik, data science, bioinformatik, softwareudvikling eller lignende
  • du har praktisk erfaring med recommender-systemer

Teamet og TV 2

Teamet er en del af afdelingen TV 2 Product & Platform Development, som er ansvarlig for udviklingen af TV 2 PLAY, tv2.dk og vores apps: Nyheder, Vejr, Sport og tvtid, som samlet set bruges af 1 million danskere hver dag. Hele afdelingen, som rummer mere end 80 dygtige folk, arbejder agilt, og vores fokus er at arbejde end-to-end med de digitale produkter fra koncept, design og UX til udvikling, QA og release til vores kunder.

I teamet har vi en uformel kultur med fokus på dialog, selvstændighed og ansvar. Vi måler medarbejdertilfredshed årligt og er meget stolte af at ligge i toppen af dansk erhvervsliv ifølge Ennova. Hos os er der stor medarbejdertilfredshed på alle områder – noget vi har arbejdet målrettet på at opnå.

TV 2 PLAY er en af landets førende streamingtjenester med apps til bl.a. Web, Smartphones, Tablets, Apple TV og Smart TV. Vi har store ambitioner, men også højt til loftet og plads til både faglighed og godt humør, samtidig med at vi leverer produkter som hele familien Danmark kender.

Dit arbejdssted vil være på TV 2s hovedkontor i Odense.

Ansøgningsfrist: 15. august 2021.

Såfremt du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Jimmi Kristensen
Teamchef, Rekommandations & Video Platform
jikr@tv2.dk
Tlf.: 30 10 03 34


TV 2 DANMARK er én af Danmarks største medievirksomheder med en mangeårig, stærk position på det danske tv-marked og med høje digitale ambitioner. Virksomheden driver public service-kanalen TV 2 og streamingtjenesten TV 2 PLAY samt nichekanalerne TV 2 ZULU, TV 2 CHARLIE, TV 2 FRI, TV 2 NEWS, TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X. Samlet set er kanalfamilien Danmarks mest populære, og sammen med TV 2 PLAY, tv2.dk og TV 2s apps har TV 2 kontakt med over 80 procent af danskerne i løbet af en uge. TV 2 driver public service-virksomhed på et kommercielt grundlag, og årsomsætningen på ca. 2,8 milliarder kroner udgøres af både reklame- og abonnementssalg. TV 2 har omkring 1300 ansatte og hovedkontor på Kvægtorvet i Odense.

Gem job

TV2
Publiceret: 16. juli 2021

Arbejdssted

Location Odense