Customer Care-konsulent og pro­jekt­le­der

Har du lyst til at være dine kunders F2-rådgiver og -ekspert, bindeled til resten af forretningen og være ansvarlig for kundernes store som små projekter? Ønsker du en karriere, hvor du bliver en del af en virksomhed i rivende udvikling og et fagligt stærkt team, hvor vi dyrker tillid og udvikling fremfor hierarki? Så er du måske vores nye Customer Care-konsulent i cBrain.

cBrain vokser hurtigt og oplever en øget kundetilgang samt et øget aktivitetsniveau hos kunder både i Danmark og internationalt. Vi har derfor brug for flere kolleger i vores Customer Care-afdeling.

Som konsulent i Customer Care, vil du efter et oplæringsforløb få en række kunder, som du bliver ansvarlig for. Opgaverne som kundeansvarlig spænder bredt. Du får ansvar for at vejlede og besvare kunders spørgsmål om F2, undervise og demonstrere funktionalitet og procesunderstøttelse, skrive tilbud og projektlede kunders digitaliseringsprojekter.

Vi forventer ikke, at du i forvejen er ekspert i F2, men det er vigtigt, at du har flair for IT og lyst til at opnå en dyb forståelse af softwareløsninger og hvordan F2 kan give kunderne værdi. Du skal kunne rådgive om F2, når løsningen er sat i drift hos kunden. Succes i stillingen forudsætter, at du kan samarbejde med vores kunder, lytte og forstå kundens arbejdsgange og behov, hjælpe kunden med en stadig bedre anvendelse og udnyttelse af F2 og effektivt lede små og store digitaliseringsprojekter i samarbejde med vores tekniske afdelinger.

Om jobbet

Som Customer Care-konsulent arbejder du med en portefølje af kunder, som skal opleve cBrain som en professionel leverandør. Vi sætter en ære i at levere løsninger af høj kvalitet samtidig med, at vi overholder budgetter og aftalte deadlines.

Dit ansvar som Customer Care-konsulent:

  • Du skal overordnet sikre en god samarbejdsrelation med kunden og kunne vejlede og rådgive om F2´s funktionalitet.
  • Du skal kende kunden og forstå deres brug af F2 og behov, men også have blik for hvordan kunden kan udvikle sin anvendelse af F2.
  • Du skal sikre en hurtig og effektiv håndtering af kundernes henvendelser om nye ønsker eller tilpasninger, ofte i samarbejde med andre afdelinger i cBrain.
  • Du skal være udførende konsulent og projektleder på kundeopgaver, herunder udarbejde løsningsbeskrivelser for projekter og håndtere den efterfølgende leverance med projektplan, risici, budget samt fakturering.
  • Du skal til stadighed være nysgerrig efter at lære mere om F2 og lade dig begejstre af softwaren.

Du bliver ikke teknisk udførende, men har god forståelse for og erfaring med IT, der gør, at du kan kommunikere relevant med vores tekniske afdelinger samt kundens IT-ansvarlige og systemejere.

Din profil

Vi søger kandidater som:

  • Har flair for IT og arbejder struktureret.
  • Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du tidligere har arbejdet i en offentlig myndighed og beskæftiget dig med sagsstyring.
  • Har erfaring med projektledelse og kundekontakt.
  • Er udadvendt og har erfaring med at kommunikere med samarbejdspartnere.
  • Er en teamplayer og har let ved at skabe gode relationer.
  • Har gåpåmod og kan ”crunche” problemstillinger.
  • Trives med mange forskellige typer opgaver i en travl hverdag.
  • Evner selvstændigt at tage ansvar og styre egne opgaver og projekter.
  • Har lyst til at lære nyt og udvikle sig.

Vi søger flere forskellige profiler og du kan have en relevant baggrund inden for offentlig administration, sagsstyring eller en kandidatgrad inden for IT, forvaltning eller informationsstudier, hvor fokus har været på forståelse af processer og it-understøttelse. Ligeledes kan du have få eller flere års erhvervserfaring. Vi har brug for såvel konsulenter med få års erfaring, som mere erfarne konsulenter, der alle er udadvendte, har let ved at skabe gode relationer og har en god forståelse for den tekniske del i it-løsninger.

Vi tilbyder

Vi tilbyder en stilling, hvor du efter et grundigt introduktionsforløb til vores software og processer hurtigt vil kunne opleve en stejl læringskurve – både fagligt og ansvarsmæssigt. cBrain er en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet, og vi vægter vidensdeling og samarbejde på tværs af afdelinger højt.

Kulturen er uformel. Vi lægger vægt på, at vi har det godt med hinanden, og derfor er miljøet også præget af sociale arrangementer. Vi sætter pris på hinanden og tror på, at det er vigtigt at have det sjovt sammen, mens vi arbejder. Også selvom vi er både ambitiøse og professionelle.

Om cBrain

cBrain er et børsnoteret dansk softwarehus grundlagt i 2002. cBrain udvikler standardsoftwaren F2, som er designet og udviklet i tæt samarbejde med danske myndigheder. Mere end 75 danske myndigheder, herunder 16 ud af de 19 danske ministerier, har indført F2 som deres digitale platform. Den danske digitaliseringspris er to gange vundet af myndigheder med F2-projekter. Baseret på den danske succes har cBrain etableret sig i en række lande, hvor vi er i gang med at eksportere de danske erfaringer og succeser inden for offentlig digitalisering til Tyskland, Storbritannien, De Forenede Arabiske Emirater, Frankrig og USA.

Vi bor på Østerbro og har i dag ca. 150 medarbejdere. Få mere at vide om cBrain og cBrains produkter på cBrain.dk.

Interesseret?

Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte chefen for Customer Care, Michael Bach Petersen, på 2015 5569. Send din ansøgning, CV og eksamensbeviser til job@cbrain.com. Vi indkalder løbende til samtale.

Gem job