Ap­pli­ka­tions­spe­ci­a­list til Koncern IT


Vil du bidrage til, at vores patienter altid får den bedste behandling med det bedste udstyr? Vi søger en ny kollega, der brænder for kliniske løsninger, og som har det tekniske overblik.

Koncern IT søger en applikationsspecialist med interesse for eller kendskab til det billeddiagnostiske område. Det billeddiagnostiske område omfatter, udover ordinære røntgenundersøgelser og scanninger, alle fagområder, som har behov for at lagre og eksponere billedundersøgelser, f.eks. Nuklearmedicin og Kardiologi. Til disse fagområder er der knyttet forskellige specialistsystemer, som bidrager til at sikre den optimale patientundersøgelse og behandling.

Om stillingen

Som vores nye applikationsspecialist arbejder du med at udvikle og vedligeholde applikationer på det billeddiagnostiske område. Du arbejder tæt sammen med dine kolleger i Koncern IT, klinikere samt leverandører, og du deltager i udviklingsarbejde i forbindelse med nyanskaffelser og indkøb af medicoteknisk udstyr. Der indgår flere it-systemer i det billeddiagnostiske område, og det tekniske setup er komplekst og indeholder mange integrationspunkter. Du kommer derfor med en høj grad af forståelse indenfor it-arkitekturproblemstillinger, og du ved, hvordan du styrer og leder en opgradering af flere systemer/applikationer.

Du kommer til at indgå i et team af Applikationsspecialister og Application Managers og skal arbejde tæt sammen med en dedikeret Application Manager for området.

Vi tilbyder en stilling med opgaver, der spænder bredt og giver masser af gode udfordringer.

Du kommer fx til at håndtere opgaver som at:

  • Deltage i arbejdet omkring den daglige drift og optimering
  • Sikre at applikationerne vedligeholdes løbende gennem relevante opgraderinger
  • Deltage i udbudsprocesser med din ekspertviden
  • Udbygge viden om arbejdsgange og processer indenfor et eller flere laboratoriespecialer i tæt samarbejde med forretningen
  • Have kendskab til testprocessen og være udøvende på det operationelle plan
  • Fungere som tovholder/projektleder på mindre opgaver/projekter
  • Sikre at leverandøren leverer de relevante opgraderinger samt udvikler mest hensigtsmæssigt
  • Håndtere komplekse problemstillinger
  • Yde 2. level support og i nogle tilfælde 3. level support
  • Planlægge, styre, lede og sikre kommunikation med samarbejdspartnere

Om dig

Du har en relevant it-faglig baggrund enten via erfaring eller uddannelse som f.eks. datamatiker, datalog, eller ingeniør. Du kan tilegne dig teknisk viden om de enkelte applikationer/software, og du er god til at bevare overblikket.

Vi forventer, at du:

  • Har lyst til at opnå teknisk indsigt og forståelse for drift og udvikling af applikationer
  • Har en struktureret tilgang til opgaveløsning, selvstændigt såvel som teambaseret
  • Har et stort drive i dit arbejde, er videbegærlig, og er villig til at påtage dig ansvar
  • Har gode samarbejdsevner, kan håndtere mange bolde i luften samtidig med, at du bevarer roen
  • Er proaktiv og kan drive processerne selvstændigt
  • Er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk og er i stand til at sikre løbende dialog med samarbejdspartnere
  • Har lyst til at samarbejde med personer med forskellig faglig baggrund og kvalifikationer
  • Har kendskab til ITIL principper eller er ITIL certificeret

Om Koncern IT

Koncern IT er Region Sjællands fælles it-organisation med ca. 400 medarbejdere. Vi leverer digitale løsninger til regionens virksomhedsområder og i særdeleshed til regionens sygehuse. Vi råder over moderne kontorfaciliteter i tilknytning til vores datacenter i Ringsted, tæt på Ringsted station og motorvejen. Og vi er med vores supportorganisation placeret på regionens sygehuse tæt på mange af vores 19.000 brugere. Vi har et uformelt og udviklende arbejdsmiljø, og vi holder os ajour med trends og teknologiske fremtidsmuligheder og kombinerer det med løbende kompetenceudvikling.

Koncern IT ønsker at være en stærkt serviceorienteret organisation. Vi arbejder efter værdisættet FLER – Forandringsparat, Loyal, Engageret, Respektfuld og forventer, at nye kollegaer konstruktivt vil bidrage til, at vi får FLER gode arbejdsdage.

Du kan læse mere om Koncern IT på regionens hjemmeside her.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst efter principperne om ny løn. Arbejdstid er 37 timer inkl. frokost med flekstidsordning, som sikrer en fornuftig balance mellem arbejde og fritid. Vi tilbyder mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det.

Skulle du have spørgsmål til stillingen eller Koncern IT generelt, er du velkommen til at kontakte Teamleder Sara Dall Møller på: 61 68 80 27 eller på saramm@regionsjaelland.dk.

Ansøgningsfrist d.19. september 2021.

Ansættelse hurtigst muligt.

Kontaktperson

Navn: Sara Marie Dall Møller
Stilling: Teamleder
E-mail: saramm@regionsjaelland.dk
Telefon: 61 68 80 27

Gem job

Region Sjælland
Publiceret: 27. august 2021

Arbejdssted

Location Ringsted