Lead developer og teknisk fyrtårn

Brænder du for teknologi, arkitektur og DevOps? Så er her muligheden for at blive lead developer. Som lead developer vil du få ansvar for den videre udvikling af vores produkter...

Brænder du for teknologi, arkitektur og DevOps? Så er her muligheden for at blive lead developer hos Formpipe. Som lead developer vil du få ansvar for den videre udvikling af vores produkter inden for tilskuds-området – ikke alene, men i tæt samarbejde med vores arkitekt, produktchef, udviklingschef og selvfølgelig vores agile udviklingsteams.

Formpipes produkter er baseret på Microsoft stakken og vi benytter Azure DevOps i dagligdagen bl.a. til styring af opgaver i vores agile teams og håndtering af automatisering i vores pipelines. Vi er i gang med et teknologiskifte og vi udvikler kontinuerligt både vores forretningsområder og vores platforme. Du vil få stor indflydelse på vores teknologiske retning, måden vi udvikler og leverer softwareprodukter, og du vil få ansvaret for flere af de teknologier vi benytter.

Rollen

Som lead developer bliver du sparringspartner for vores udviklere i dagligdagen. Du får i høj grad mulighed for at sætte dit præg på hvordan vi arbejder og leverer software. Du får ansvaret for flere af de teknologier vi benytter, således at du kan guide vores udviklere i, hvorledes vi benytter dem bedst i vores softwareprodukter. Sammen med afdelingens arkitekt følger du markedet, og undersøger og vurderer introduktionen af nye teknologier.

Afdelingen består af ~35 udviklingsressourcer med kompetencer inden for udvikling, test, arkitektur, DevOps samt scrum masters og produktejere. Vi er fordelt i Ballerup, Ukraine og en mindre gruppe i Indien. Vi er pt. organiseret i 5 scrum teams, men ser vækst i afdelingen i de kommende år. Forretningsområdet indeholder ligeledes ~20 konsulenter, der arbejder tæt sammen med vores kunder.

Kvalifikationer

Du har en it-relevant uddannelse med flere års erfaring som udvikler, og gerne med erfaring i en lead rolle. Du har arbejdet med forskellige udviklingsmodeller, og du kan bidrage med erfaring fra agil udvikling med scrum. Det er et stort plus hvis du har erfaring med continuous integration/delivery og DevOps. 

Du har:

  • Erfaring som full-stack udvikler i MS-udviklingsmiljø med leverance af store og komplekse systemer
  • Erfaring med udvikling på .NET platformen og stor indsigt i .NET-platformens arkitektur – både .NET Framework, .NET Core og bevæger dig videre over i .NET 6
  • Teknisk indsigt på et niveau, så du kan finde og udfordre løsninger og kvalificere estimater
  • Erfaring med samarbejde med off-shore udviklingsteams.

Vi forventer du kan tage ansvar og en leadrolle på vores udvikling af webklienter baseret på Asp.Net Zero frameworket, leverance i Docker Containere og migrering mod .NET 6 services – dog selvfølgelig ikke alle sammen fra dag 1.

Personligt

Du er ambitiøs, dynamisk, engageret og du går forrest for at visen vejen. Du kan sætte passende kvalitetskrav til hvordan vi udvikler software, og også gennemskue og stille krav til øvrige roller. Vi ønsker at spille hinanden bedre.

Du er grundlæggende interesseret i og fascineret af nye teknologier, du følger udviklingen i .NET og Azure og anvendelsesmulighederne. Du tør stå fast på dine meninger og udfordrer gerne status quo når det giver mening – for du skal også være pragmatisk ift. at sikre at kunderne får værdi af løsningerne.

Du er en holdspiller, der sætter en ære i at få vores teams til at fungere og du forstår vigtigheden af at kommunikere tydeligt. Du ved nemlig, at det ikke er nok at være skarp på teknologien – du skal også være i stand til at få dine kollegaer med dig på rejsen.

Vi tilbyder 

Spændende opgaver og faglig udvikling i et professionelt og inspirerende arbejdsmiljø, med mulighed for at præge din egen faglige udvikling. Vi har et godt teamwork i afdelingen, og vi tilbyder en lønpakke, der matcher dine kvalifikationer, et godt socialt og fagligt netværk og en attraktiv pensions- og sundhedsforsikringsordning. Vi har en rigtig god kantineordning – og måske derfor meget passende også et veludstyret fitnessrum. Vi har også en massage/fysioterapi og en zoneterapiordning.

Stillingen tager udgangspunkt i kontoret i Ballerup, men indeholder også væsentlige elementer af virtuelt samarbejde med kolleger i udlandet, hvor hjemmearbejde kan være oplagt mulighed.

Der er en fri omgangstone i afdelingen og et rigtig godt sammenhold. Teamet består af en god blanding af forskellige personligheder, som til sammen betyder teamet kan dække mange facetter af softwareudvikling, men også på en god og inspirerende måde bidrage med deres forskelligheder i det daglige arbejdsliv. Vores organisationen er flad og samarbejdsformen er præget af fleksibilitet, samarbejde og tillid.

Stillingen skal besættes snarest muligt.

Yderligere information

For at bestride rollen er det en nødvendighed at du er flydende i skrift og tale på såvel dansk som engelsk.  ”Foreign applicants, please note that you must be fluent in Danish and English – written and oral - in order to be considered for this position”.

For mere information om stillingen kontakt venligst HR på kerstin.skovgaard@formpipe.com. Læs mere om os på www.formpipe.dk. Hvis du vil søge stillingen, skal du benytte nedenstående link.

Gem job