Senior .Net-udvikler/.Net-udvikler til at skabe frem­ti­dens bank


Vi søger

En hamrende dygtig .Net udvikler, der mestrer sin kode såvel som sin cloud. Én som læser op på de nyeste teknologier for sjov, fordi det er umuligt at lade være, og som samtidig kan forstå komplekse udfordringer og API kommunikation til kildesystemer, der ikke nødvendigvis blev udviklet i går. Hvis du tilmed kan tale et sprog, som forretningen kan forstå, og hvis du forstår at sætte dig ind i deres komplicerede problemstillinger, er det noget, der vil blive gevaldigt værdsat.

Da talent ikke er noget, der kommer med tiden, kræver vi ikke, at du som minimum har 5 års erfaring med .Net-udvikling. Men vi vurderer alligevel, at det vil være en fordel med en bundsolid interesse for faget. Måske er du uddannet datamatiker, datalog, matematiker eller noget, der ligner. Måske har du allerede erfaring fra en lignende stilling et andet sted i den finansielle sektor eller som konsulent med beslægtede udviklingsopgaver. I hvert fald har du både ambitionerne og viljen til at fortsætte din tekniske udvikling sammen med resten af IT-udviklingsteamet i KommuneKredit.

Arbejdet

Består af både nyudvikling samt drift af vores kommende netbanksløsning i et Azure-baseret miljø. Udviklingsopgaverne kommer fra forskellige kanter men primært fra vores tre største projekter: Netbank til internt brug, netbank til eksternt brug og vores dokumentplatform.

Du bliver en del af et team af super dygtige udviklere. Så hvor du kan forvente meget af teamet, forventer de også meget af dig og dine evner. Omvendt er hjælpen og sparringen aldrig længere end et Teams-kald væk. Teamet har de seneste år haft vokseværk, og vi er midt i en hastig udvikling, hvor vi mangler tre udviklere - hvoraf du forhåbentligt er den ene.

Vi mener, at fremtidens bank er bygget på et stabilt fundament af .Net. Derfor opremser vi her en række relevante termer, som du ideelt set mestrer: .Net Core, REST API, SQL, CMS (evt. Umbraco), DevOps og Azure. Bare for at nævne de mest væsentlige. Hvis du derimod føler dig mere hjemme med .Net 4.6, IIS, Windows Server, og hvis du umiddelbart trives bedre i en eventlog på C-drevet end oppe i skyen, har du stadig et godt udgangspunkt. Uanset dine erfaringer skal vi nok sørge for, at du og dine arbejdsopgaver bliver skubbet i en retning, hvor du løbende udvikler dig.

Vi tilbyder

En arbejdsplads, der ligger 1-2 minutters gang fra Nørreport Station, fantastiske kollegaer og et rigtig godt arbejdsmiljø. Herudover tilbyder vi gode muligheder for træning og efteruddannelse samt en række personalegoder såsom en høj arbejdsgiverbetalt pensionsordning, sundhedsforsikring, 6 ugers ferie, en række betalte kutymefridage, forhøjet ferietillæg, kantine med egen kok og massageordning.

En fremtid i KommuneKredit

Som medarbejder i KommuneKredit får du et fagligt udfordrende job med ansvar og indflydelse i en mindre organisation med kort vej til beslutningerne. Du bliver en del af en organisation, hvor vi bringer vores forskellige fagligheder i spil og spiller hinanden gode.

Vores kontor på Kultorvet i hjertet af København danner den primære ramme om vores hverdag, men vi afprøver for tiden en ny fleksibel arbejdsform, hvor vi forsøger at finde en god balance mellem at arbejde fra kontoret og arbejde hjemmefra. Vi er herudover fleksible i forhold til at få arbejdstid og privatliv til at gå op i en højere enhed.

Er du interesseret?

Kan du se dig selv i rollen som Senior BI-udvikler hos os, så send din ansøgning og CV via linket nederst. Vi holder samtaler løbende, og ansættelsestidspunkt vil være snarest muligt. Så vent ikke med at sende din ansøgning.

Vil du vide mere om jobbet eller KommuneKredit, kan du kontakte IT-projekt og Digitaliseringschef Jesper Hede på mobil 21 75 22 26 eller sende en mail til jhe@kommunekredit.dk


Om KommuneKredit

KommuneKredit er kommunernes og regionernes kreditforening. I mere end 120 år har vi været bindeleddet mellem global finansiering og kommunale og regionale udlån i Danmark. På den måde har vi været med til at understøtte udviklingen af det, vi i dag kender som det danske velfærdssamfund.

KommuneKredit er grundlagt som en forening, hvor medlemmerne – de danske kommuner og regioner – hæfter solidarisk for vores forpligtelser. KommuneKredit skal ikke give overskud, og vi låner penge ud på lige vilkår for alle vores kunder, uanset postnummer.

Du kan læse mere om os på www.kommunekredit.dk eller på LinkedIn

Gem job