Teknisk business analyst til et af Danmarks største it-pro­gram­mer


Har du lyst til at være en del af et it-program, der gør en samfundsmæssig forskel og være med til at sikre en god implementering, hos de danske virksomheder, som skal anvende de nye systemer. Har du en bred profil og er du den, der griber opgaverne og får dem løst? Så er det måske dig, vi leder efter!

Den nye EU-toldlovgivning medfører væsentlige ændringer både for erhvervslivet og Toldstyrelsen i Danmark, herunder udskiftning af hovedparten af den samlede it-portefølje på toldområdet. Toldprogrammet (EUTK) er et af de største transformationsprogrammer i Danmark. Og det vil have meget stor betydning for den danske import og eksport, for det indre marked, for danske virksomheder og for vores kolleger i Toldstyrelsen, som vi arbejder tæt sammen med.

”Som teknisk business analyst i et af de teams, der står for kontakten til de økonomiske operatører er du med til at sikre, at de hundredvis af virksomheder, der skal anvende de nye toldsystemer løbende bliver klar til dette” Siger product owner Jesper Andreassen. ”I vores arbejde er det vigtigt at have fokus på, at yde den bedste service til de virksomhederne der skal integrere til og anvende de nye toldsystemer.”

Bliv en del af Centret for Udvikling og Arkitektur EUTK

Du bliver ansat i Centeret for Udvikling og Arkitektur EUTK. Centeret består af en dynamisk tværfaglig gruppe på ca. 40 medarbejdere med høj faglighed, som alle er allokeret til EUTK-programmet. Der er højt til loftet, åben dialog, en god tone og respekt for hinandens faglighed og input. Du bliver samtidig en del af en organisation med rig mulighed for udvikling og vekslende opgaver i et attraktivt arbejdsmiljø.

Om jobbet

I EUTK-programmet arbejder 300+ interne og eksterne medarbejdere. Vi arbejder efter rammeværket SAFe. Du bliver en del af det team, der står for kontakten til de danske virksomheder, der skal anvende de nye toldsystemer.  

Dine opgaver bliver primært:

  • Udarbejdelse og vedligehold af XSD’er for de forskellige toldangivelsestyper
  • Udarbejdelse af brugervejledninger og systemdokumentation til brug for de danske virksomheder, der skal anvende de nye IT-systemer.
  • Supportere virksomhederne i onboardingprocessen, herunder undervisning og support.  
  • Medvirke til udarbejdelse af struktur og indhold på skat.dk i relation til systemdokumentation
  • Analyse af årsager til fejl som virksomhederne oplever ved indsendelse af angivelser
  • Overblik over ændringer/rettelser til systemerne, som har betydning for de danske virksomheders integration til systemet

Om dig

Vi forestiller os, at du har gennemført en relevant uddannelse inden for it. Du brænder for digitalisering og modernisering af den offentlige sektor.

Vi forventer, at du er god til at sætte dig ind i nye systemer og forretningsregler. Det er en fordel, hvis du har kendskab til XML og XSD samt erfaring med test. Du har sans for detaljen, er struktureret i dit arbejde og trives med at have opgaver af varierende karakter.

Du kommer til at samarbejde med mange forskellige medarbejdere i danske virksomheder, vi forventer derfor at du er udadvendt, imødekommende og serviceminded. Du er dygtig til at kommunikere og formulerer dig klart og præcist.

Vi sørger selvfølgelig for en grundig oplæring, hvorefter vi forventer, at du løser dine opgaver selvstændigt og er proaktiv både i forhold til evt. udfordringer og med input til forbedringer i processer og arbejdsgange. 

Ansættelsesvilkår og tiltrædelse

Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest 30. september 2021. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Anita Dalegaard på telefon 7238 4636.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. 

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Tiltrædelse snarest muligt.

Ansættelsesområdet er skatteministeriet med tilhørende institutioner. 

Dit arbejdssted vil være Udviklings- og Forenklingsstyrelsens lokation på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg – tæt på Flintholm Station.

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.

Gem job