Business Analysts til Forskud og Bolig


Vil du være en del af teamet bag en helt central samfundsopgave - at levere Forskudsopgørelsen til 5 mio. skatteydere i Danmark? Du bliver en del af kontoret Personsystemer i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, som har det it-mæssige ansvar for Årsopgørelsen og Forskudsopgørelsen. Det faglige er i højsæde, og omgangstonen er uformel og imødekommende.

Vi tilføjer flere ressourcer til Forskud og Bolig for at understøtte de mange nye opgaver, der kommer på området i de kommende år. Vi søger derfor yderligere to Business Analysts, der har lyst til at indgå i et team af engagerede og erfarne medarbejdere, der er ansvarlige for udvikling af Forskudsopgørelsen og de nye tiltag omkring Bolig beskatning, som hvert år skal sikre borgerne korrekt skatteberegning af over 500 mia. kr.

Du kommer til at arbejde i et it-fagligt stærkt udviklings- og styringskontor, der gennemgår en transformation fra traditionelle udviklingsmetoder til agile principper med hovedvægt på SAFe (Scaled Agile Framework). Vores opgave er at støtte forretningens behov for implementering af lovkrav, digitalisering af arbejdsprocesser og automatiseret dataudveksling med vigtige interessenter i samfundet.

Gennem samarbejde med forretningen og it-leverandører er du med til at specificere, dokumentere og teste innovative it-løsninger på nogle af Skatteforvaltningens største og mest komplekse it-systemer. Hos os indgår du i et fagligt stærkt fællesskab med andre Business Analysts, projektledere, systemarkitekter, informationsarkitekter, testere, agile ledere, økonomer med flere.

Som en del af en højt specialiseret it-organisation med over 1.000 kolleger, er der rig mulighed for at sparre med og udfordre kolleger, og dermed sikre høj faglighed. Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere har den seneste og mest relevante viden, så vi kan løse vores opgaver optimalt. Du vil derfor gennemgå et omfattende uddannelsesprogram inden for en række fagområder, med blandt andet fokus på ITIL og agile principper.

Vi har høj grad af fleksibilitet, hvor der er mulighed for at balancere arbejds- og familieliv.

Spændende opgaver med bred kontaktflade

Som Business Analyst har du stor lyst til at deltage i projekter om videreudvikling og er også motiveret af at arbejde med mere driftsbetonede ansvarsområder inden for systemporteføljen.  Du har kontakt til mange interessenter, herunder især Skattestyrelsen og vores it-leverandører.

Dine primære opgaver er:

  • At være bindeled mellem forretning og it-leverandører, herunder deltage i at udvikle samarbejdet og etablere nye processer
  • Udarbejdelse af kravspecifikationer
  • Løbende opfølgning på igangværende udviklings- og driftsopgaver
  • At formidle og kvalitetssikre information om opgaver og systemer
  • Håndtering af incident og changes
  • Arbejde med traditionelle og agile processer

Din profil

Du har gerne erfaring fra en lignende stilling i en større organisation i offentligt eller privat regi. Du trives med kompleksitet, både teknisk og organisatorisk. Du har måske en it-baggrund og/eller god it-forståelse og stor interesse for at styre it-leverandører og arbejde med sammenhængen mellem tekniske-, lovmæssige- og forretningskrav.

Du forstår at skabe tillid hos både kollegaer og andre samarbejdspartnere samtidig med, at du stiller krav for altid at opnå det bedst mulige resultat. Du får en stor kontaktflade, og du skal derfor kunne arbejde selvstændigt på alle niveauer. Derudover har du både øje for detaljen og kan samtidig bevare overblikket.

Du får her mulighed for at indgå i nogle af Danmarks største it-projekter, og det stiller krav til dine samarbejds- og kommunikationsevner, din strukturforståelse og din evne til at arbejde med forandringer i en stor organisation.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning inkl. CV og dokumentation for uddannelse senest d. 17.10.2021 via linket ”Søg jobbet her”. Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Ann Jensen på tlf. 72 37 37 83.

Der kan indgå personanalyse og logisk test i rekrutteringsprocessen.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelsesområdet er skatteministeriet med tilhørende institutioner. Der vil forud for ansættelse blive indhentet straffeattest.

Dit arbejdssted er Nybrovej 110, 2800 Kongens Lyngby.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job