Softwa­re­ud­vik­ler til Cloud Backends


Er du den nye domæneekspert i Cryptomathics fremadrettede cloudstrategi?

Cryptomathic er kendt for at levere sikkerhedsløsninger af høj kvalitet til et krævende, internationalt marked i konstant udvikling. I takt med at kunderne efterspørger cloud-baserede løsninger, har virksomheden taget hul på nye spændende opgaver med at bygge og sælge services til kunder, der kører deres applikationer i clouden.

Som Cryptomathics nye Softwareudvikler til Cloud Backends bidrager du med at skabe den nødvendige cloud infrastruktur til at drifte managed services. Du indgår både i udviklingen af nye services samt tilpasningen af eksisterende produkter til cloud-platforme. Du bliver en ressourceperson, som kolleger vil gå til for at få råd og sparring i forbindelse med best practice for at håndtere cloud-infrastruktur i deres projekter.

Du bliver tilknyttet et af Cryptomathics udviklingsteams, der typisk består af 6-8 medarbejdere, som sidder sammen på et projektkontor. Der arbejdes agilt og Scrum-inspireret med daglige standup-møder i teamet.

Som ekspert deltager du naturligt i møder med produktansvarlige og evt. også med kunder og sælgere i forbindelse med afklaring af tekniske spørgsmål.

Din faglige profil

Du har en relevant IT-uddannelse som f.eks. datalog eller ingeniør og har solid udviklingserfaring. Du er velfunderet i et eller flere programmeringssprog; enten Java eller C#. Du har mindst ét års erfaring med udvikling af applikationer til cloud (f.eks. ”cloudnative”) eller migrering af eksisterende services til cloud. Du har et solidt kendskab til mindst én af de primære spillere, AWS, GCP eller Azure, og har lyst til at prøve kræfter med dem alle

Grundlæggende kendskab til kryptografi er en fordel, men ikke et krav.

Din personlige profil

Du er kvalitetsbevidst og fagligt passioneret, og du motiveres af at arbejde sammen med dygtige kolleger, som brænder for deres fag og går op i at levere kvalitet. Du trives med at indgå i alle aspekter af udviklingsprocessen og har lyst til at være med til at præge både proces og teknologivalg. Det falder dig naturligt at lære nye færdigheder, og fortsat faglig udvikling er et must for dig.

Som person er du imødekommende og besidder den pragmatisme, der skal til for at samarbejde med andre i et agilt team med forskellige profiler. Du værdsætter et godt kollegialt miljø præget af hjælpsomhed og god humor.

Om Cryptomathic

Cryptomathic har succes med at udvikle og implementere sikkerhedsløsninger til især banker og finansielle virksomheder over hele verden. Deres produkter indgår i mange forskellige sikkerhedsløsninger hos kunderne inden for områder som sikker autentificering og digitale signaturer (f.eks. netbank og juridiske dokumenter) samt nøglehåndtering (f.eks. i forbindelse med udstedelse og brug af betalingskort).

Faglig passion, hjælpsomhed og imødekommenhed er kerneværdier hos Cryptomathic. Der tages godt imod alle nye medarbejdere med et tilpasset introforløb til både projekt og virksomhed. Du tilbydes diverse goder som frokostordning, faglige grupper, massage, hjemmearbejde og fleksible arbejdstider. Virksomheden holder til i lyse, nyrenoverede lokaler i hjertet af Aarhus, og der tilbydes parkeringsplads i midtbyen.

Cryptomathic er beliggende i Aarhus C. De er ca. 55 medarbejdere i Aarhus. Virksomheden har salgskontorer i UK, USA og Tyskland, og sammenlagt er ca. 75 medarbejdere ansat i Cryptomathic.

Se mere information om Cryptomathic på www.cryptomathic.com

Kontakt gerne Dorte Pape, Senior Rekrutteringskonsulent hos Bloom på mail dp@bloom.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Da vi i Bloom vurderer ansøgningerne løbende, ser vi frem til at modtage din ansøgning, dit CV og eksamensbeviser snarest muligt.

Gem job