Vi søger testere med teknisk flair til Års­op­gø­rel­sen og Forskuds­op­gø­rel­sen


Vil du være en del af teamet bag en helt central samfundsopgave - at levere Årsopgørelsen til 5 mio. skatteydere i Danmark? Du bliver en del af kontoret Personsystemer i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, som har det it-mæssige ansvar for Årsopgørelsen og Forskudsopgørelsen. Det faglige er i højsæde, og omgangstonen er uformel og imødekommende. 

Vi opskalerer massivt omkring Årsopgørelsen og søger derfor testere, der har lyst til at indgå i et team af engagerede og erfarne medarbejdere, som er ansvarlige for udvikling af Årsopgørelsen og Forskudsopgørelsen, som hvert år skal sikre borgerne korrekt skatteberegning af over 500 mia. kr. 

Som en del af en højt specialiseret it-organisation med over 1.000 kolleger, er der rig mulighed for at sparre med og udfordre kolleger, og dermed sikre høj faglighed. Du vil indgå i faglige netværk i Personsystemer såvel som på tværs af organisationen. 

Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere har den seneste og mest relevante viden, så vi kan løse vores opgaver optimalt. Du vil derfor gennemgå et omfattende uddannelsesprogram inden for en række fagområder, med fokus på professionalisering af test og agile principper.

Vi har høj grad af fleksibilitet, hvor der er mulighed for at balancere arbejds- og familieliv. 

Dine primære opgaver er: 

  • Analysere og oversætte manuelle test cases til automatiserede test cases i Leapwork
  • Samarbejde med forretningen i udviklingen af test
  • Forberede testdata med testdatamanager hvor det er nødvendigt
  • Afvikle tests og rapportere resultater til HP ALM
  • Rapportere opdateringer i Jira og dokumentere i Confluence
  • Bidrage positivt til opbygning af testkapaciteten i kontoret

Din profil

Vi forestiller os, at du har teknisk flair samt en interesse for at udvikle dine testmæssige skills. Du har en løsningsorienteret tilgang til opgaverne og sætter en ære i at levere et godt produkt. Du bidrager til den gode stemning i teamet samt opbygningen af testkapaciteten i kontoret. Det er en fordel – men ikke et krav – hvis du har erfaring med C#, JavaScript eller Java. 

Dine vigtigste personlige kompetencer, for at lykkes i jobbet er:

  • En analytisk tilgang, hvor du er drevet af at forstå forretningsbehovene i dybden
  • Stor interesse for at sætte sig ind i en kompleks forretning med tekniske- og lovmæssige afhængigheder
  • Være åben overfor forandringer i eksisterende testmiljø og testmetoder
  • Nysgerrig og villig til at tilegne dig nye kompetencer, fx kodning eller ISTQB.

Spændende opgave indenfor kvalitetssikring med stor forretningskontakt

Som tester i Personsystemer indgår du i testautomatiseringsholdet, der har tæt samarbejde med system- og procesejerne for Årsopgørelsen og Forskudsopgørelsen. Her sikrer du at deres unikke viden om systemerne og forretningen, omsættes til strukturerede og veldokumenterede automatiske test. Derudover indgår du i samarbejde med testdatamanagere, testmanagere og leverandører. Samtidig er vores afdeling i en stor udvikling, så du kan få medindflydelse på opgaver og samarbejde.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning inkl. CV senest 29. oktober via linket ”Søg jobbet her”. Der vil være løbende samtaler. Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Ann Jensen på 72 37 37 83 eller team koordinator Claus Hjorth på 72 37 40 04.

Der kan indgå personanalyse og logisk test i rekrutteringsprocessen.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelsesområdet er skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Der vil forud for ansættelse blive indhentet straffeattest.

Dit arbejdssted er Nybrovej 110, 2800 Kongens Lyngby.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Gem job