Teamleder til Statens It – Onsite Support


Vil du være med til at sikre god service og høj produktivitet for Statens It’s 31.000 brugere under 19 ministerområder? Vi søger en visionær, fagligt kompetent og serviceminded leder og kollega til vores onsite-support.

Om stillingen

Høj kundetilfredshed og sikker drift er blandt Statens It’s vigtigste strategiske pejlemærker.

Vi har for nylig udvidet vores leveranceorganisation med to teams for at styrke vores leverancekæder og servicesammenhænge samt sikre fokus på kerneopgaverne. Den nuværende teamleder for Team Onsite Support skal være teamleder for et af de nye teams, så derfor søger vi en teamleder, der kan føre ledelsen af Team Onsite Support videre.

Du refererer til områdechefen og bliver samtidig en del af en stærk og ambitiøs områdeledelse med 8 teamlederkollegaer i Center for Service Delivery.

Det er et vigtigt element i vores vision om at levere god service, at du og dit team sikrer, at vores kunders brugere får den support, som er nødvendig for, at de kan løse deres arbejdsopgaver, og at det sker effektivt, tilfredsstillende og til tiden.

Om teamet og opgaverne

Dit team består af 19 fagligt dygtige, selvkørende og rare medarbejdere, der håndterer incidents og bestillinger, der er relateret til brugersupport på den it-arbejdsplads, vi leverer til vores kunder.

Vi leverer fysisk onsite-support til vores brugere, som kan være alt fra opsætning af en pc, assistance til en videokonference eller helt almindelig brugersupport.

Mængden af sager er høj med skarpe deadlines, og din opgave er, sammen med en koordinator, at få enderne til at mødes og få leveret god service til tiden.

Vi arbejder struktureret og effektivt med både incidents og bestillinger, og vi leverer ressourcer til mindre projekter og kundebestilte opgaver. Samtidig har vi fokus på medarbejdernes kompetenceudvikling og på optimering af måden, vi arbejder på.

Tonen er uhøjtidelig og sammenholdet er godt på tværs af arbejdsfelter og geografi, ligesom samarbejdet med andre områder og teams i Statens It også er stærkt.

Om dig

Som faglig leder for Onsite Support får du ansvaret for fysisk onsite-support på vores kunders lokationer. Du har dermed det overordnede ansvar for, at vores brugere oplever kompetent og nærværende support.

Du skal være med til at sikre, at afdelingen opfylder de mål, der er sat for de enkelte leverancer, og at den udvikler sig på baggrund af kundernes behov gennem proaktiv, smidig og effektiv håndtering af opgaverne.

Som personaleleder skal du sikre medarbejdernes kompetenceudvikling og daglige trivsel. Gennem daglige tavlemøder og regelmæssige 1:1 samtaler, skal du sikre, at medarbejderne tager ansvar for kvaliteten af arbejdet samt den service, medarbejderne yder hinanden, kunden og slutbrugeren.

Vi forventer, at du:

  • er en god personaleleder, som formår at udvikle hver medarbejders potentiale
  • er en god driftsleder med et godt overblik og stærke planlægningsevner
  • har en overordnet god og bred forståelse og erfaring med it, teknologi og digitalisering
  • kan skabe begejstring, understøtte et godt arbejdsmiljø og opbygge en samhørighed og fælles kultur i tråd med resten af organisation
  • har stærke kommunikationsevner, er serviceorienteret og tager udgangspunkt i kundens behov
  • kan sikre veldokumenterede procedurer og er vant til at arbejde procesorienteret

Du kan desuden lede på distancen, da nogle af dine medarbejdere har arbejdssted på vores lokation i Århus og på vores kunders lokationer.

Om Center for Service Delivery

Center for Service Delivery har ca. 135 medarbejdere fordelt på 9 teams, der dækker den samlede leverancekæde bag den statslige it-arbejdsplads, som Statens It tilbyder vores kunder, herunder platform-services, desktop-services og applikations-services.

Vi er en åben og dynamisk arbejdsplads med masser af muligheder for både faglig og personlig udvikling. I dagligdagen vil du opleve en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø præget af høj aktivitet og faglig sparring.

Om Statens It

Statens It’s ca. 500 medarbejdere drifter systemer for over 31.000 brugere under 19 forskellige ministerområder. Vi benytter en standardiseret klientplatform, hvor vores brugere får adgang til en række fælles services og deres fagsystemer. 

Statens It er på en rejse, som skal skabe fundamentet for den videre digitalisering af staten. Vi vil tiltrække og fastholde it-medarbejdere ved at være en attraktiv it-arbejdsplads med gode muligheder for faglig udvikling og specialisering.

Vi driver it-omkostningerne ned ved at samle driften af mange ministeriers it og høste stordriftsfordelene ved at sammenlægge og standardisere systemer. Vi har således ansvaret for at drive en effektiv it-understøttelse og sikre en høj og ensartet it-service på tværs af staten. Hovedopgaverne omfatter drift, support, udvikling og harmonisering af it i staten.

Statens It er en del af Finansministeriets koncern, der ud over Statens It består af departementet, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Administration og Økonomistyrelsen.

Vi sætter barren højt og har et klart fokus på din trivsel og kompetence- og karriereudvikling.

Ansættelsesforhold

Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for individuel forhandling alt efter kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEMMELIG og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliseringsstyrelsen, Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte teamleder, Anders Friis Jakobsen på telefon 7231 0887 eller områdechef Ditte Moe Telving på telefon 7231 1518.

Ansøgning

Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg jobbet her” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi skal modtage din ansøgning senest torsdag den 4. november 2021. Stillingen forventes besat snarest muligt.

Vi forventer at holde første runde jobsamtaler i uge 45 og anden runde samtaler i uge 47. I forbindelse med anden samtale vil der indgå et testforløb. 

Statens It opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap til at søge stillingen.


Specialiseret it-drift i staten

Statens It er sat i verden for at levere bedre, billigere og mere sikker it-drift og service til den danske stat. Med fokus på tilgængelighed, stabilitet, effektivitet og informationssikkerhed servicerer Statens It's mange forskellige ministerier og deres brugere.  Vi er en organisation i hastig vækst, men er også en fleksibel og dynamisk arbejdsplads, der kender værdien af alle vores medarbejdere.

Gem job

Statens IT
Publiceret: 18. oktober 2021

Arbejdssted

Location Ballerup