Vi søger en stærk da­ta­be­skyt­tel­ses­rå­d­gi­ver (DPO)


Som databeskyttelsesrådgiver (DPO) i Socialstyrelsen får du en afgørende rolle i at sikre, at oplysninger om borgere og ansatte bliver indsamlet og behandlet i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen. Er du skarp på IT-sikkerhed, har flair for jura og klar på at tage et stort selvstændigt ansvar? Så er det måske dig, der er vores nye DPO. 

Vi tilbyder…

  • En spændende stilling, hvor du får en central rolle i at sikre, at borgere, ansatte m.fl. kan være helt trygge ved den måde, vi i Socialstyrelsen behandler deres oplysninger. 
  • Nære kolleger i både Tværgående Digitalisering og IT og Jura og mange samarbejdsflader såvel internt som eksternt. Du får derfor også en bred indsigt i hele Socialstyrelsens arbejdsområde. 
  • Et arbejdsmiljø, hvor vi står sammen og hjælper hinanden. Her prioriterer vi, at det er rart at gå på arbejde, også når der er travlt, og tilbyder stor fleksibilitet og selvstændighed i opgavetilrettelæggelsen.

 Stillingsbeskrivelse

Som DPO skal du kunne navigere i krydsfeltet mellem traditionelt informationssikkerhedsarbejde og databeskyttelseslovgivningen. 

Vi forventer, at du konstruktivt evner at rådgive, bistå og sikre fremdrift i arbejdet med databeskyttelse og informationssikkerhed under hensyntagen til styrelsens daglige arbejdsopgaver. Du skal både tage et overordnet ansvar og deltage i kvalitetssikringen af konkrete opgaver.  

Din primære opgave bliver at videreføre implementeringen af databeskyttelseslovgivningen. Det indebærer bl.a., at du sammen med den tværgående databeskyttelsesgruppe:

  • regelmæssigt og systematisk kontrollerer, at der er korrekt og opdateret dokumentation for behandling af personoplysninger
  • deltager i tilsyn af databehandlere
  • rådgiver om og håndterer sikkerhedshændelser
  • fungerer som primær kontakt for Datatilsynet
  • er tilforordnet styrelsens I-sikkerhedsudvalg, hvor du deltager i rådgivningen af udvalget
  • sikrer at medarbejdere og ledelse er uddannede i persondataregler, gennem bl.a. vejledninger og uddannelse.

Din profil

Vi forventer, at du har en relevant uddannelse, helst inden for it, og at du foruden stor viden indenfor GDPR kan forstå teknisk setup i systemer, cloudløsninger og sikkerhed omkring datastrømme. Det vil være et plus, hvis du også har relevante certificeringer og tidligere erfaring som DPO. 

Du skal have en særdeles god forståelse for informationssikkerhed og kunne fungere som oversætter mellem de juridiske krav og de konkrete sikkerhedsforanstaltninger i et it-system. 

Vi har et stærkt juridisk team, der kan bakke dig op, så du behøver ikke selv at være juridisk ekspert. Men du skal have juridisk forståelse og enten kendskab til eller evne til at sætte dig ind i offentlig forvaltning. 

Du skal desuden have en veludviklet organisationsforståelse og kunne navigere sikkert i en kompleks organisation med respekt for andres fagligheder.

Som person er du samarbejdsorienteret, tillidsvækkende og nem at gå til, samtidig med at du har autoritet og gennemslagskraft, når det kræves. Du er af natur opsøgende og har fokus på, at dine løsninger er anvendelige i forhold til de faglige miljøer.

Desuden lægger vi vægt på, at du:

  • kan arbejde selvstændigt, effektivt og målrettet
  • kan identificere behov og bidrage til udviklingen af nye og effektive løsninger
  • kan udvikle og optimere arbejdsgange
  • kan vidensdele samt samarbejde godt internt og eksternt
  • udviser engagement og motivation både fagligt og socialt
  • er omstillingsparat, ambitiøs og fleksibel
  • bidrager til egen læring og udvikling
  • formidler mundtligt og skriftligt klart og præcist med overbevisning og troværdighed
  • kan agere inden for rammerne af god embedsmandsskik.

Du vil rapportere til vicedirektøren for Struktur og Forretningsunderstøttelse. I det daglige arbejde vil du sidde sammen med medarbejderne i Tværgående Digitalisering og IT og referere til lederen af I-sikkerhedsteamet i Tværgående Digitalisering og IT.

Om os

Tværgående Digitalisering og IT har 24 ansatte. Afdelingen er opdelt i fire teams: IT-support, Teknik og Arkitektur, Digitalisering samt I-sikkerhed. Vi arbejder ud fra en tilgang, hvor styrelsens opgaver og brugere er i centrum, og hvor alle i afdelingen bærer ansvaret for et højt serviceniveau. Ambitioner og høj kvalitet i opgaveløsningen går hånd i hånd med kollegial sparring og en uhøjtidelig omgangsform. Vi er en afdeling, hvor vidensdeling vægtes højt og er en naturlig del af hverdagen. Vi tager alle ansvar for det gode arbejdsklima og prioriterer det gode samarbejde både internt og eksternt. 

Socialstyrelsen er en arbejdsplads med en spændende, relevant og travl hverdag, et stærkt kollegialt sammenhold, en uformel omgangstone og højt ambitionsniveau. Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår med mulighed for hjemmearbejdsdage efter aftale. Socialstyrelsen er en pendlervenlig arbejdsplads med mange ansatte fra både Sjælland og Jylland og ligger under 10 minutters gang fra Odense Banegård.

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. januar 2022.
Du ansættes som specialkonsulent eller chefkonsulent afhængig af erfaringer og kompetencer. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og den relevante organisation.

Hvis vi tilbyder dig stillingen, vil du blive bedt om at sende en privat straffeattest til vurdering af, om du kan ansættes. Ansættelse er således betinget af både fremlæggelse af straffeattesten og af tilfredsstillende oplysninger i attesten.

Stillingens ansættelsesområde er Social- og Ældreministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Socialstyrelsen i Odense, Edisonsvej 1, 5000 Odense C.

Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler

Du sender din ansøgning og relevant dokumentation (CV og eksamenspapirer) elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside www.socialstyrelsen.dk

Der er ansøgningsfrist den 9. november 2021.

Vi afholder første runde samtaler mandag den 15. november 2021. Anden runde samtaler afholdes onsdag den 18. november 2021. For kandidater, som går videre til 2. samtalerunde vil der indgå et testforløb og evt. en case.

Vil du vide mere?

Du kan få flere oplysninger om stillingen og Socialstyrelsen ved at kontakte Leder af I-sikkerhedsteamet Jes Rønnow Lungskov på telefon 42 77 76 50.

Læs mere om Socialstyrelsen på www.socialstyrelsen.dk


Socialstyrelsen bidrager aktivt til en vidensbaseret socialpolitik, der medvirker til effektive sociale indsatser til gavn for borgerne. Vi har over 450 ansatte, som løser forskellige opgaver i forbindelse med udvikling og implementering af nye socialpolitiske initiativer. Vi arbejder tæt sammen med kommuner, ministerier, civilsamfundsaktører, uddannelsesinstitutioner, forskere og private leverandører. Vi er en del af Social- og Ældreministeriets koncern, og vores hovedsæde ligger i Odense.

Socialstyrelsen ser en styrke i mangfoldighed og arbejder for at fremme ligestillingen. Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingerne.

Gem job

Socialstyrelsen
Publiceret: 19. oktober 2021

Arbejdssted

Location Odense