Skarpe og ambitiøse it-sup­por­te­re til Statens It’s 31.000 brugere


Tirsdag eftermiddag kl. 14.42 i servicedesken, og en ministersekretær ringer ind og kommer igennem til dig. Der er under 20 minutter til et vigtigt møde, og ministeren har problemer med sin bærbare pc. De har brug for DIN hjælp hurtigst muligt til at løse problemerne. Vil du være med til at gøre en stor forskel for 31.000 ansatte under 19 ministerområder – så læs endelig videre.

I Statens It er vores servicedesk helt central. Den er det første sted vores brugere kontakter, hvis de har brug for hjælp, og det sidste sted, der lukker og slukker efter en travl dag. Det er hos servicedesken, at vi altid kan få en pejling på, hvad der rører sig, og hvordan vores kunder har det.

Vi søger it-supportere, der vil yde en førsteklasses support til de mange ansatte i staten. Hos os er det både meningsfuldt, udviklende og sjovt at gå på arbejde. Og servicedesken kan være din indgang til en spændende karriere i en stor og yderst samfundsvigtig organisation med mange muligheder.

Om stillingen

Som it-supporter hos Statens It i Ballerup bliver du del af et stærkt hold på 45 dygtige og hjælpsomme kolleger fordelt på 3 teams. Vi har travlt, vi har det sjovt, og vi har fokus på din faglige og personlige udvikling.

Dit arbejde vil være fordelt mellem følgende opgaver:

  • It-faglig 1. level it-support pr. telefon, kundeportal og via chat
  • Modtagelse af henvendelser fra brugere og registrering af dem i vores ticket-system ServiceNow
  • Telefonisk og skriftlig kommunikation med brugere
  • Modtagelse og prioritering af opgaver og bestillinger
  • Onsite-support på kundens lokation i forbindelse med projektopgaver.

Om dig

Du har først og fremmest lysten og evnen til at være med til at gøre en forskel for vores 31.000 brugere ved at levere en professionel og serviceminded it-support. Du har naturligt flair for it, og du trives med at tale i telefon og hjælpe brugerne via fjernsupport.

Derudover må du meget gerne have it-support uddannelsen eller lignende baggrund og erfaring – men det kan også være, at du bare altid har elsket at nørde med it og samtidig er god til at snakke med folk.  Du må også gerne have kendskab til ITIL, ServiceNow eller andre ticket-systemer samt til support af Microsoft-produkter, herunder Windows, Office og lignende.

Arbejdsdagen i Servicedesk tager ofte en anden drejning end forventet, så det er vigtigt, at du er åben overfor at prøve nye ting og kan bevare roen og overblikket.

Herudover kan du genkende dig selv i følgende - du:

  • går til enhver kundekontakt eller opgave – stor som lille – med samme professionalisme og energi
  • kan lide at arbejde selvstændigt, men sætter pris på at sparre med dine fagligt kompetente kolleger
  • kan dokumentere dit arbejde på skrift
  • er positiv, fleksibel, stabil og udadvendt.

Om os

Statens It er en styrelse i Finansministeriets koncern, som leverer it-services til 19 ministerområder og deres 31.000 brugere. I Statens It arbejder vi med at drive en effektiv it-understøttelse og sikre en høj og ensartet it-service på tværs af staten. Hovedopgaverne omfatter drift, support, udvikling og harmonisering af it i staten.

Vi kan tilbyde en åben og dynamisk arbejdsplads, hvor du kan få realiseret din lyst til faglig og personlig udvikling samt kon­takt til mange mennesker. I dagligdagen vil du opleve en uformel omgangstone, et arbejdsmiljø præget af høj aktivitet og gode muligheder for faglig sparring.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten.

Det er en forud­sæt­ning for din ansættelse, at du kan opnå en sikkerhedsgodkendelse til niveauet hemmeligt og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Vi søger to it-supportere, hvor begge stillingerne er fuldtidsstillinger på 37 timer. Din arbejdsplads vil være på vores kontor i Ballerup.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, p.t. Digitaliseringsstyrelsen, Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte teamleder Mette Lybæk tlf. 24 49 90 29 eller teamleder Martin Rasmussen tlf. 72 31 13 49.

Ansøgning

Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg jobbet her” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi skal modtage din ansøgning senest 25. november 2021.

Vi afholder jobsamtaler løbende.

Statens It opfordrer alle ansøgere uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold eller handicap til at søge stillingen.

Gem job

Statens It
Publiceret: 10. november 2021

Arbejdssted

Location Ballerup