Security Sales Advisor


Kan du se dig selv som en del af en ny, anderledes og ambitiøs virksomhed med iværksætterånd? En virksomhed, som ønsker at bryde med traditionel ledelsesfilosofi og derfor har indført 4-dages arbejdsuge – så læs videre her!

Institut For Cyber Risk (IFCR) søger en salgsprofil til vores dedikerede IFCR-salgsteam. Du skal være med til, sammen med teamet, at præge cyber risk, ikke kun i Institut For Cyber Risk, men også i markedet og tilføre endnu flere banebrydende idéer og skabe nye, spændende muligheder for fremtiden.

Der er et stort behov for træning af medarbejderne i de danske organisationer. Cybertruslen har aldrig været større, og de it-kriminelle udnytter mennesker/medarbejdere til at opnå deres mål. IFCR tilbyder en portefølje af Human Factor-services, som kan hjælpe organisationer med at blive mere sikre, og det bliver dit ansvar at pushe disse services ud i markedet. Vores Human Factor-services består af en række ydelser som bl.a. Phishing Awareness Test, Cyber awareness Training (e-learning), hvilket uddanner medarbejderne og opbygger organisationens menneskelige firewall – et meget vigtigt aspekt i at opnå større cybersikkerhed.

Du motiveres af hele processen fra det første spæde opkald, til der er blæk på papiret.
Du er nysgerrig, du har masser af kreativitet, du besidder en tilpas mængde utålmodighed og en stor lyst til at nå dine mål – dette er nøgleordene for vores nye salgsprofil.

Du har ca. 4-5 års erfaring inden for B2B-salg, og det er en fordel, hvis du har erfaring fra cyber risk. Har du ikke specifik erfaring med cyber risk-området, er det en fordel, hvis du har arbejdet i it-branchen – dog med et brændende ønske om at arbejde med cyber risk.

Hos os er tingene anderledes!

Vores ambition er at være Danmarks bedste cyber-arbejdsplads. Vores filosofi er, at kun topmotiverede medarbejdere er i stand til at yde deres bedste til gavn for vores kunder. Derfor ønsker vi at bryde med traditionel ledelsesfilosofi og skabe en arbejdsplads med en ”Employees First, Customers Second”-approach. Vi har indført 4-dages-arbejdsuge, dvs. at vi holder fri om fredagen, elsker at anvende moderne teknologi til effektivisering og hader pseudoarbejde.

Som vores nye kollega elsker du at gå på arbejde, du elsker effektivisering, men du elsker også at have tid til dig selv, fordybelse og din familie, hvorfor vores 4-dages-arbejdsuge passer godt ind i dit kram.

Men nok om os, og nu til det vigtigste – dig som person, og også lidt om dine kompetencer. Fortæl os, hvem du er – giv os et godt billede af, hvordan du er som kollega. 

Vi søger en profil, der kan krydse mindst halvdelen, og helst flere, af nedenstående punkter af:

  • Ved, at telefonen og CRM er din bedste ven og at kun det, der er registreret i CRM, findes.
  • Er selvkørende og sulten på at nå i mål.
  • Er tryg med at holde møder i Teams.
  • Har min. 4-5 års erfaring med salg, gerne inden for cyber risk.
  • Er indehaver af snusfornuft og kan lide at interagere med forskellige kundeprofiler.
  • Du er flittig, ambitiøs og god til at kommunikere.

Du vil i dagligdagen:

  • Kontakte mulige kundeemner og sprede det gode budskab.
  • Udvikle dit netværk.
  • Arbejde struktureret på opbygning, styring og vedligehold af en effektiv pipeline.
  • Være med til at udvikle vores ydelser på Human Factor-området.
  • Få ansvar for din egen kundeportefølje.
  • Få rig mulighed for at prøve egne idéer af og udvikle dig kontinuerligt.

Dine kompetencer er vigtige, men man kan hele tiden dygtiggøre sig, og det støtter vi op om. Så det allervigtigste er et gensidigt match.

Send din ansøgning snarest muligt, og senest den 15. december 2021 til job@ifcr.dk att.: Lise Christoffersen, Senior Marketing og HR Manager.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Gem job